Måske virker alt bare håbløst, fremtiden umulig og dine evner som værdiløse. Det var i hvert fald hvad jeg tænkte i mange år, og det var grunden til, at jeg bare tænkte at så kunne jeg da blive prostitueret. Mine tanker var, at det var simpelthen hvad jeg var værd. Så kunne jeg vel lige så godt få det bedste ud af det.
Jeg vil ikke lyve for nogen, og fortælle "det skal nok snart blive bedre". Det vil blive bedre, ja. Men ikke nødvendigvis snart. Som jeg har skrevet før, er den en lang kamp og en langvarig process.
En pædofil skal max. betale 12 års straf for sine handlinger.
Men den pædofiles ofre skal betale tre gange så meget.
Min hverdag er ikke som hos normale unge og voksne i min alder. Jeg har længe synes jeg var svag og ubrugelig, fordi jeg ikke kunne få en normal hverdag til at fungere, med et studie fra 8 til 15 og et studiejob ved siden af. Så måtte jeg da være svag, dum og ubrugelig, tænkte jeg.
Her i det nye år har jeg dog faktisk ikke bare lært at leve med det, men også tænkt over det og blevet tilfreds med det. Det får mig ikke til at føle, at jeg er mindre værd.
Jeg er i øjeblikket på sygeorlov, og har højst sandsynligt ingen muligheder for et fuldtidsjob.
Det er der intet galt med!
Hvem siger, at man skal have en mand/kone, 2,4 børn og et hvidt stakit for at være lykkelig? Hvem siger, at det er påkrævede ingredienser til et godt liv med mening?
Jeg lavede tømrearbejde på deltid, inden jeg kom på sygeorlov. Mit arbejde består nu af, at synge på café og pubs en gang i mellem. - Og ved du hvad?
Det har gjort mig gladere og mere lykkelig end noget som helst fuldtidsarbejde kunne.
Du kan sagtens ende med at blive glad og lykkelig, selvom du ikke har et typisk liv. Bare du laver noget, som du føler du er god til.
"Man-livet" er ikke nødvendigvis lykken. Det er bare det normale. Man-livet er, det "man burde". "Man bør få sig en hus", "man bør få sig en lang uddanelse", "man bør have en fast partner", "man bør få sig børn" og så videre.
Lad dig ikke kue af folk, som er tilhængere af man-livet. For det er dit liv. Du skal gøre det, som gør dig lykkelig.
Du fik mig til at perspektivere mit synspunkt med det indlæg. For i virkeligheden har du jo ret; Det handler ikke om hvad andre vil have, hvad de andre bliver lykkelige af, men derimod hvad man selv bliver lykkelig af.
SvarSletJeg har i lang tid tænkt på, at når jeg bliver voksen, så vil jeg være ligesom mine forældre. Jeg vil bo i et hus, jeg vil have en at bo sammen med og jeg vil have en uddannelse. Men du har ret; det "normale" er ikke altid det lykkelige for én selv.
Jeg er faktisk glad for den her indlæg, for du fik virkelig sat tingene i perspektiv. Tak!
Synes det er en super god ting du tager dette emne op, da mange jo nok har problemer med at følge ens forældres ''man-liv'', hvis man kan skrive det sådan. Og det er vel egentlig hellere ikke et ''normalt'' liv, da vi alle jo er forskellige med forskellige familier.
SvarSletFantastisk indlæg.
SvarSletJeg er enig. Man skal gøre det man selv føler at der skal til, for at blive lykkelig.
SvarSletSuper godt skrevet. Jeg er selv ved den periode af mit liv lige nu.
SvarSlet"Jeg bliver jo aldrig tilfreds med mit liv", "Jeg vil ikke kunne opnå det som jeg gerne vil" - det er de tanker der farer rundt inde i mit hoved lige nu og gør at jeg får det værre dag efter dag.
Jeg søger derfor også min lykke ved at gøre ting som gør mig glad; ting som får mig til at smile. Heriblandt tegner jeg og danser til højt musik, fordi det netop får mig til at glemme fremtiden, og fokusere på hvad jeg kan gøre nu og her.