onsdag den 15. februar 2012

Det første overgreb

Jeg har besluttet, at tiden nu er kommet til at skrive om mit første overgreb. Det er aldrig noget jeg har skrevet om før, som skete med mig. De er altid kommet i form af noveller om en anden, og altid fortalt i 3. person.

Jeg var begyndt på lykkepiller, hvilket desværre havde en meget sløvende effekt på mig. Min ven var der også den aften. Vi havde været ude at gå et godt stykke, så det kombineret med pillerne gjorde mig ret udmattet. Jeg sagde at jeg have brug for at hvile, og lagde mig hen på sofaen. Det sagde han at han godt kunne forstå, og han var også selv ret udmattet. Han lagde sig så over ryglænet på sofaen.

Hvor længe vi havde ligget der, det er jeg ikke helt sikker på. Måske 10 minutter. Jeg lå egentlig og var ikke rigtig vågen, da jeg så pludselig vågnede af, at der var nogle kolde fingre på min mave. De kravlede længere op, og begyndte at pille ved min ene brystvorte. Da jeg prøver at rejse mig op, spænder han i armen og holder mig nede. Lidt efter tager han hånden ned i mine bukser, og så ind under underbukserne.
Der begynder jeg at græde, men han ignorerer det. Så jeg får endelig revet mig væk, og griber faktisk en af de antikke knive jeg har liggende. (En indisk daggert med Shiva's tegn på.)

Under hele forløbet har han egentlig ladet som om, at han sov. Men lige pludselig er han godt nok vågen, og virker meget forberedt på, hvad han skal sige. Først spiller han dum og spørger hvad jeg har gang i. Jeg siger, at han tog fat i mig og rørte ved "private steder". Kan huske at jeg græd ret hysterisk. Så siger han at det aldrig er sket, og at det er noget jeg har drømt. Vi står længe og diskutere det, og han bliver ved med at sige at det ikke er sket, og jeg har drømt det. Han tager så kniven fra mig.

Mine forældre kommer op og spørger hvad der er sket. Han siger, at jeg havde haft et mareridt, men "alt er under kontrol nu". De snakker lidt om, at det kunne være pillerne som gjorde det. Kort efter gik mine forældre ned igen.

Der gik mange år, hvor jeg troede det var en drøm og at det ikke var sket. Jeg bildte simpelthen mig selv ind, at det måtte have været en drøm og det ikke var sket. Til sidst forsvandt det bare fra min hukommelse, indtil for et halvandet år siden.

Jeg ved ikke præcis hvad det var, som gjorde at jeg pludselig kom i tanke om det igen. Men det var virkelig voldsomt, og jeg græd, slog hovedet ind i væggen, gemte mig og gik amok hvis folk kom i nærheden af mig. I mange dage havde jeg det sådan, og jeg begyndte at afspritte og gøre alt omkring mig rent. Jeg børstede tænder og gik i bad flere gange om dagen, skrubbede så hårdt i munden og huden, at jeg begyndte at bløde. I en uge kom jeg ikke ud fra det værelse jeg boede på, da jeg var på opholdssted.

Det var som om, at alle de chok og alt den panik jeg skulle have haft gennem de senere overgreb kom på én gang.

Personalet?
De gjorde ikke noget. Jeg blev fjernet derfra, da de på ingen måde levede op til hvad de havde lovet kommunen, og udsatte mig for professionel omsorgssvigt.

6 kommentarer:

  1. Tvivler du nogensinde på, om det er noget, du virkelig har oplevet? For nogle gange kan jeg godt tvivle på, om jeg er helt rask i hovedet. Men jeg tænker, så længe man tvivler på, om man er sindssyg, er man det ikke.

    SvarSlet
  2. I mange år var jeg overbevist om, at jeg ikke havde oplevet det. At det var en drøm, at jeg havde misforstået det, at jeg selv havde skabt det. Der havde min hjerne også "slettet" de fleste af minderne, så det var meget tåget for mig.

    Men efterhånden som flere minder kom tilbage, og jeg kunne støbe dem sammen med andres observationer, kunne jeg ikke benægte det mere.

    Så jeg tvivler ikke mere. Men i mange år var jeg overbevist om, at det ikke var sket.

    SvarSlet
  3. Hele mit liv har jeg haft marrerit og tåget drømme om overgreb, men har aldrig nogensinde fundet ud af om det er virkelighed eller og det bare er noget min hjerne har digtet

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange har faktisk haft succes med hypnose, og fundet frem til det på den måde. Man skal selvfølgelig bare først gøre op med sig selv, om man overhovedet vil finde ud af det. Men man kan også risikere, at det pludselig bare kommer til en selv.

      Man kan også altid starte med at tænke, om det har været muligt. Altså der var situationer, hvor det kunne være sket. Man tog toget eller bussen meget, forældre der arbejde meget, blev man passet meget af babysittere og så videre.

      Slet
  4. Hej anonym.
    Vi er de to journalister, fra Gudenådalensfriskole, og vi er igang med at skrive en Avis. Hovedemnet er “På grænsen” Og vi vil rigtig gerne vide noget mere om din historie og stille dig nogle spørgsmål.

    Hvis du kommer til et punkt hvor du ikke har lyst til at svarer på det, skal du bare lade være med at svare på det. Det er helt okay.
    1 Hvor gammel var du ca da det skete?

    2 hvordan går det nu ?

    3 hvordan kom ind på opholdsstedet?

    4 Hvad gjorde du da du blev fjernet fra opholdsstedet?

    5 hvor går dine grænser idag omkring berøring?

    6 hvorfor valgte du at fortælle om det på din blog?

    7 Du skriver i overskriften “ Det første overgreb” Har der været flere?

    8 Har du snakket med ham “ vennen “ efter episoden?
    Tak på forhånd. vi er rigtig glade for at du gider være med i vores avis.

    SvarSlet
  5. Anonym25. okt. 2013 11.37

    1. Det første deciderede overgreb med penatration skete kort efter, at jeg var fyldt 13 år. Men det første seksuelle overgreb (berøring, blotteri og intim berøring) skete, da jeg var 12 år gammel

    2. I forhold til for nogle år tilbage, så går det meget bedre. Jeg føler for eksempel ikke længere, at jeg tilhører ham som udførte overgrebene, og jeg har lært at sætte grænser for hvad jeg vil og ikke vil; noget som kan være svært, efter man bare har lært at finde sig i alt.

    3. Jeg udviklede en depression i forbindelse med overgrebene og de trusler, som han gav mig: At ingen andre ville gide være sammen med mig, at vi var specielle og derfor gad ingen se på os, etc.
    Jeg isolerede mig fuldstændig fra alle. Selv den "gode ven" mine forældre troede jeg havde.

    4. Det har ikke noget med overgrebene at gøre. Det var fordi jeg var en del af en eksperimental behandling af Seroquel, da det kom til Danmark. Psykiateren gav mig en overdosis, og jeg blev indlagt på hospitalet, da jeg var fare for at gå i koma. Mine forældre lagde sag an imod ham, og han har mistet sin praksis.

    5. Jeg kan give hånd med folk nu, uden at jeg begynder at ryste eller føle stærk ubehag. Men hvis en ven lægger armen om mig, så bliver jeg angst og skubber vedkommende væk. Det er svært at beskrive hvor præcis grænsen går. Det kommer nemlig meget an på situationen. Hvis en person pludselig bare kommer og vil have et kram, så vil jeg ikke have det. Det er de pludselige bevægelser som skræmmer mig, da jeg ikke ved om de vil føre til noget voldsommere.

    6. Jeg valgte at fortælle om det på en blog, fordi jeg følte jeg var kommet så meget videre. Jeg kunne snakke om det uden at føle mig fysisk utilpas (kvalme, hovedpine, hjertebanken). Så ved jeg det er noget, som mange kan lære af. Uanset om de er forældre, teenagere eller unge, så er det noget de kan tænke over eller lære noget af, hvis de allerede har været udsat for noget lignende.

    7. Jeg har ikke tal på, hvor mange overgreb jeg blev udsat for. Men det var gentagende gange fra jeg var 12 til og med jeg var 18. De sidste var nok ikke pædofili. Men da jeg var 16 begyndte han at vise interesse i 12-årige igen. Han ville også have at jeg klædte mig som et barn, og blev voldelig hver gang jeg gjorde noget "voksent".
    Et meget tydeligt tilfælde jeg kan huske, var da jeg lige havde fået lavet en øjenbrynspiercing. Jeg var 15 år og han råbte og skubbede, og påstod jeg var en "billig unge" der bare ville virke ældre. Han rev piercingen ud, og jeg har stadig et meget tydeligt ar den dag i dag.

    Så jeg vil helt klart mene, at jeg blev udsat for pædofile overgreb, selvom jeg var over den seksuelle lavalder. Jeg skulle behandles og opføre mig som et barn, klæde mig som en lille dreng, etc.

    8. Ja, jeg har faktisk snakket med ham en enkelt gang. Han skrev til mig på det daværende Skype (MSN), Han ville høre om vi ikke skulle finde ud af noget ferie, og hvordan det ellers gik med mig. Jeg svarede ham ikke.
    Jeg har for et par dage siden hørt, at en af mine venner har konfronteret ham med at han voldtog mig. Han svarede til min ven at han længe havde tænkt over, at skrive en undskyldning til mig. Det er godt nok ikke sket endnu.

    Men hvis han skriver undskyldningen, så har jeg tænkt mig at gå til politiet og melde ham.

    Hvis I har flere spørgsmål er I velkomne til at skrive.

    SvarSlet