Filosofiske tanker/Randomness

"Hvis du er i tvivl om, hvorvidt noget er kunst eller ej, så prøv at rør det.. Hvis du bliver skældt ud, så er det kunst."

"Bare fordi du støder på et røvhul, behøver du ikke selv at lugte."

"Hvis du tror dine problemer måske er ligegyldige: Prøv at sammenligne det med, hvor ligegyldigt det er hvilke fingre det kommer ud imellem, hvis du knytter hånden om en hundelort. Dét er virkelig ligegyldigt."

"Jeg elsker at skyde sæler og lave mad - tegnsætning er vigtigere, end du måske tror."

"Spark ikke til en, der allerede ligger ned. Men giv heller ikke vedkommende en pude, så de bare bliver liggende."

Frataget rettigheden og valget

Her på det sidste har jeg været enormt frustreret. Vred. Egentlig vender jeg det meste af vreden imod mig selv, selvom jeg ved at det ikke giver mening. Jeg voldtog ikke mig selv. (Kan man i øvrigt det?)

Men når man bliver ældre, bliver ens personlighed og identitet også mere.. jeg vil ikke sige "fast". "Sikker" er nok nærmere det rigtige ord. Det er gået op for mig, at hvis det dengang ikke var sket, så havde jeg nok aldrig været sammen med nogen intimt. Det ligger ikke til min personlighed, til min identitet.. bare ikke til det, at være mig. Så det bliver pludselig klart, hvad der egentlig er taget fra en. Ikke bare min barndom, men også en del af min identitet som voksen.

Inderst inde vidste jeg også godt, at jeg ville støde på udfordringer resten af livet. Men det kan alligevel komme bag på en, når det endelig sker. Hvorfor skulle jeg ikke have ret til at bestemme, hvad jeg ville være?

Jeg ved ikke, om det er naturligt det er blevet sværere at snakke om. Jeg har aldrig brudt mig om, at snakke om det med folk IRL. Faktisk har jeg aldrig rigtig snakket om det. Ikke sådan sat mig og fortalt 'rigtigt', eller haft en samtale om det. Men nu virker det bare endnu mere uoverskueligt. Jeg bliver vred når folk spørger til det, råber og spørger hvad fanden det kommer folk ved.

Måske er det bare sådan i perioder. Men jeg er ved at være virkelig desperat efter søvn, efter jeg kom til at tænke på det her. Jeg har ikke sovet ordentlig i en uge. Når jeg prøver at sove, ender jeg med at ligge og spekulere for meget, blive vred.. og så står jeg op og går amok på et eller andet.

Men i det mindste er jeg ikke fuld samtidig. Så var der formentlig nogle, som var kommet til skade.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre ved det her. Ikke andet, end at jeg vil prøve at følge det og holde øje, for at se hvad der sker. Måske er det bare periodisk. Det kan komme og gå resten af livet, hvem ved?

Det der skræmmer mig mest er, at jeg ikke er inde i en depressiv periode. Jeg er faktisk rimelig stabil i øjeblikket. Det plejer at fjerne de mørke tanker, og tankerne om hvor lettere det hele ville være, hvis man ikke var her mere. Men måske har jeg faktisk brug for den bagtanke. Hvis jeg ikke har noget, som gør at jeg skal kæmpe for tingene og for at holde mig i live, så vil tomheden måske blive for meget.
Eller også vil det bare være sådan resten af livet. - Og jeg er så dum nok til, at hele tiden tro det så er ovre eller er blevet bedre.

At vælge et liv i cølibat

Der er uden tvivl nogle terapeutiske mennesker, som vil mene jeg undgår noget af frygt. Jeg vælger ikke selv at se sådan på det. - Og nej, jeg mener oprigtig ikke, at jeg benægter det.

At leve i cølibat vil sige, at man ikke har intime/romantiske forhold med andre.

Jeg har jo haft intime forhold med andre, efter at overgrebene fandt sted. Mange faktisk. Jeg betragter også min karriere som sexarbejder, som en tid med intime forhold. Det er på grund af måden det foregik på: Det var faste kunder som ringede. Ikke noget med, at folk gik forbi og kom ind, som om de skulle have dagens suppe på en bar.

Jeg ser det mere som en buffet. En masse forsøg, oplevelser, eksperimenter og tider. En masse retter du prøver. Når du er mæt og kun kan spise en enkelt ting mere, vælger du den der smagte bedst.

Der findes uden tvivl ofre af seksuelle overgreb, som får et sundt og fornuftigt forhold til sex. Folk som får børn, bliver gode forældre og aldrig ser sig tilbage.
Men på livets buffet smager cølibat bedst for mig. - Og jeg fravælger det jo ikke på den måde, at jeg undgår det. Jeg kigger ikke på en ret på buffetbordet og tænker, at jeg bare ikke skal prøve det. Jeg har prøvet det. Derefter er min konklusion, at jeg ikke vil det.

Jeg har det selv helt roligt med det. Jeg føler ikke, at jeg undgår eller flygter fra noget. Det giver mig ro i mine tanker, mit liv og min adfærd. Efter at have taget en endelig beslutning, kan jeg nemmere fokusere på andre ting i livet. Ting, som også betyder mere for mig.

Nogle vil nok aldrig finde sig i, at det ikke handler om at flygte. Men de mennesker lever ikke mit liv. De har ikke mine tanker, mine minder og de føler ikke min indre ro.
Dem omkring mig der kan sætte sig ind i det, de føler faktisk også den harmoni jeg nu medbringer. Jeg har fået et tættere forhold med mange af dem, som jeg ellers bare betragtede som bekendte. Jeg får at vide, at jeg virker mere som mig selv, mere afslappet og at jeg har et roligt forhold til andre.

Den anstrengte og underlige følelser, som jeg før fik i forbindelse med menneskekontakt, er nærmest helt væk. Som sagt, så har jeg prøvet det andet.

Jeg tror, at behandlere kan glemme, at vi alle er forskellige. Måske er man et mobbeoffer og asocial. Men bare fordi man ikke bliver mobbet mere, betyder det ikke, at man undgår andre mennesker. Måske er man bare introvert. Måske har man det bare bedst, når man sidder på værelset med musik, stearinlys og en god bog.
Forskellen er bare, at hvis du ikke er blevet mobbet, så er du et sundt og roligt barn. Men hvis du hellere vil læse og du er blevet mobbet, så er du pludselig asocial og frygter menneskekontakt.

Vær ikke bange for hvad folk mener du skal. Selvom du er blevet mobbet og ikke bliver det mere, så skal du ikke være festens midtpunkt. Måske er du stadig ham/hende, som helst vil bruge weekenden på at læse og gå en tur.
Prøv det efter.

Jeg kan ærlig talt ikke forklare den følelse, som du kan mærke, når det bare føles forkert. Jeg kan ikke forklare hvordan jeg har besluttet, at cølibat er det rigtige for mig; uden at det er af frygt for intimitet.

Jeg vil prøve at beskrive det som gjorde, at jeg adskilte "undgå" og "valg":
1. Når du vil undgå noget af frygt, så føler du dig stadig stresset.
2. Du vender tilbage til tanken om det, og du planlægger hvordan du kan undgå det.
3. Når du skal sige nej, så føler du ubehag. Som om du skjuler noget.
4. Valget føles tvunget, og ikke som om du har taget beslutningen selv.

1. Jeg tror aldrig, at jeg decideret undgik intimitet. Men alligevel på en måde. Jeg knyttede mig aldrig til folk, og der var ingen intimitet i det, udover det fysiske. Når det var der, så gad jeg det bare ikke. Efter noget tid følte jeg ikke frygt eller ubehag, det irriterede mig bare. Lidt som et myggestik.

2. Efter at have valgt cølibat tænker jeg ikke længere på, at jeg har valgt det, hvorfor og hvad jeg kan undgå. Jeg tog en beslutning og der er faktisk ikke meget mere i det. Jeg føler dog en afstressende fornemmelse ved, at jeg har taget beslutningen. IKKE en afstressende fornemmelse ved, hvad jeg så kan undgå.

3. Du kan mærke forskel på disse to:
1: "Nej, jeg er bange."
2. "Nej, jeg gider ikke."
At tænke man ikke gider det, ser jeg ligesom at man ikke gider sodavand. Jeg gider ikke sodavand, jeg vil hellere bare have vand. Du nøjes ikke med vand, af frygt for hvad sodavand gør ved dit helbred. Du vil hellere have vand, fordi du kan lide det. Sådan har jeg det med det. Jeg fravælger ikke af frygt, men vælger ud efter hvad jeg vil have.

4. Det sidste jeg kan komme i tanke om, er følelsen når du træffer valget: Er det tvunget? Føler du, at det er en af få løsninger? Er det noget du tænker, at du bliver nød til?
Du skal stille dine sunde muligheder op. "Jeg bliver nød til" og "jeg skal undgå" er ikke sundt.
Jeg kunne sagtens vælge et liv med intimitet, på en sund og fornuftig måde. Men alligevel valgte jeg det ikke, ganske simpelt fordi det ikke sagde mig noget. Ligesom den ret på en buffet: Du kan vælge den og der sker ingen skade. Men du vil måske hellere have noget andet.

Jeg sidder og tænker over, at mad er måske en mærkelig sammenligning. Men måske er det ikke så underligt. Jeg arbejder med mad i dagligdagen, og vi tager vil bare de eksempler, som er mest naturlige. Jeg ved heller ikke, hvordan jeg ellers kan beskrive det.
Men trods hvad folk synes, fordi de vil have jeg skal passe ind i en kasse, så er cølibat det rigtige for mig. Jeg har aldrig følt mig så afslappet og rolig, som siden jeg tog den beslutning.