Her på det sidste har jeg været enormt frustreret. Vred. Egentlig vender jeg det meste af vreden imod mig selv, selvom jeg ved at det ikke giver mening. Jeg voldtog ikke mig selv. (Kan man i øvrigt det?)
Men når man bliver ældre, bliver ens personlighed og identitet også mere.. jeg vil ikke sige "fast". "Sikker" er nok nærmere det rigtige ord. Det er gået op for mig, at hvis det dengang ikke var sket, så havde jeg nok aldrig været sammen med nogen intimt. Det ligger ikke til min personlighed, til min identitet.. bare ikke til det, at være mig. Så det bliver pludselig klart, hvad der egentlig er taget fra en. Ikke bare min barndom, men også en del af min identitet som voksen.
Inderst inde vidste jeg også godt, at jeg ville støde på udfordringer resten af livet. Men det kan alligevel komme bag på en, når det endelig sker. Hvorfor skulle jeg ikke have ret til at bestemme, hvad jeg ville være?
Jeg ved ikke, om det er naturligt det er blevet sværere at snakke om. Jeg har aldrig brudt mig om, at snakke om det med folk IRL. Faktisk har jeg aldrig rigtig snakket om det. Ikke sådan sat mig og fortalt 'rigtigt', eller haft en samtale om det. Men nu virker det bare endnu mere uoverskueligt. Jeg bliver vred når folk spørger til det, råber og spørger hvad fanden det kommer folk ved.
Måske er det bare sådan i perioder. Men jeg er ved at være virkelig desperat efter søvn, efter jeg kom til at tænke på det her. Jeg har ikke sovet ordentlig i en uge. Når jeg prøver at sove, ender jeg med at ligge og spekulere for meget, blive vred.. og så står jeg op og går amok på et eller andet.
Men i det mindste er jeg ikke fuld samtidig. Så var der formentlig nogle, som var kommet til skade.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre ved det her. Ikke andet, end at jeg vil prøve at følge det og holde øje, for at se hvad der sker. Måske er det bare periodisk. Det kan komme og gå resten af livet, hvem ved?
Det der skræmmer mig mest er, at jeg ikke er inde i en depressiv periode. Jeg er faktisk rimelig stabil i øjeblikket. Det plejer at fjerne de mørke tanker, og tankerne om hvor lettere det hele ville være, hvis man ikke var her mere. Men måske har jeg faktisk brug for den bagtanke. Hvis jeg ikke har noget, som gør at jeg skal kæmpe for tingene og for at holde mig i live, så vil tomheden måske blive for meget.
Eller også vil det bare være sådan resten af livet. - Og jeg er så dum nok til, at hele tiden tro det så er ovre eller er blevet bedre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar