søndag den 20. april 2014

Kys er stadig romantiske

Det er et spørgsmål, som man næsten altid vil støde på. Uanset stand, alder, familie og så videre. Det første kys, hvordan var det? Hvad skete der? Hvad lå der i det?

Uanset hvad, så kan dit første (frivillige) kys være ret romantisk. Selvom du kun er et års tid fra, at sidde og lege i sandkassen med ham/hende du kan lide.
Objektivt set er mit første kys nok ret åndssvagt. Det var i 6. klasse på en lejrtur, under en S, P eller K-leg. Jeg vil ikke gå ind i nærmere detaljer, af hensyn til vedkommendes identitet. Men vi holdt i hånd som en K, som han valgte. Et par dage inden, havde vi nok været lidt tættere end de fleste. Vi var et par drenge der var tætte, men dette var noget helt andet.

Samme aften gik vi en tur i skoven sammen. Det var efterår, træstammer var faldet og vi kunne lugte løven. På et tidspunkt satte vi os på en træstamme. Der sad vi bare og snakke lidt, og så kyssede vi.
Det er nok ikke en særlig romantisk beskrivelse.. men der er ikke meget mere at sige. Vi kyssede og var kærester derefter. Faktisk i ret lang tid. Jeg mindes overhovedet ikke, at vi blev drillet med at være 2 drenge sammen.

Det var så også inden mine overgreb. Det er måske min fordel, og det skal jeg holde fast i. Men den slags minder kan stadig være romantiske, og det skal man holde fast i.

Personligt har det været svært, at finde romantik i mit liv. De ægte følelser, der ikke handlede om at udnytte mig. Men to 12-årig på en lejrskole er da romantisk.
Mit problem med dette minde har også været, at nogle voksne, pædofile måske vil tænde på det. Det lyder tåbeligt for mig selv. Når jeg tænker på dette minde, føler jeg mig bare selv som en vammel, pædofil stodder. "Jeg synes det er romantisk" Føj for satan.. jeg synes to 12-årige der kysser er romantisk.
Men det romantiske er jo ikke, at lure på børn der kysser med hinanden. Mig i det minde er da romantisk. Måske..? Det synes jeg i hvert fald selv.

Det giver i hvert fald håb om, at jeg kan få noget til at fungere hos nogen. Jeg ser kun tilliden og husker duften af efterårsskoven. Det lyder også ret tåbeligt. Men hvorfor kan vi ikke holde fast i de minder?

Nærmere tanker i del 2, som jeg skriver snart. Lige nu skal jeg bare have ordnet noget, i bad og i seng!

lørdag den 12. april 2014

Mareridt - overgreb

Jeg opdagede noget nyt ved mig selv. Selv næsten 11 år efter det første overgreb, skal jeg stadig lære nye ting og tilpasse mig disse.

Det lyder måske underligt for mange, at kalde det et mareridt. Jeg blev ikke skadet, følte mig jagtet eller noget. Kort sagt gik det ud på dette:
Jeg passede tingene udenfor - heste, høns og så videre -, som jeg plejer at gøre. Min telefon ringer. Min krænker siger, at jeg skal hente ham på den nærmeste station. Det meste af angsten går faktisk ud på, at jeg skal fortælle mine forældre det, men tør ikke. Igennem hele mit mareridt får de faktisk intet at vide. Langsomt nærmer tiden sig, frygten stiger og hans hænder nærmer sig. Jeg ved faktisk godt at det er en drøm. Men alligevel kan jeg ikke flygte.

Det ender med at jeg vågner, skrigende og i panik. Det bliver endda kommenteret, om det var "mig der brølede i nat". Jeg ved godt nok ikke om jeg ligefrem brøler. Men jeg husker hans ansigt foran mit, og jeg tvinger mig selv til at vågne. En gang i mellem følger disse "syn" mig. Det var det jeg så, ham på min pude. Jeg kunne endda lugte ham.

Noget positivt er dog, at jeg hurtigt kan falde i søvn igen. Nu skriver jeg 'hurtigt'. Det vil sige, at jeg står op, går på toilettet, lige tjekker hvor hundene/kattene er og jeg så lægger mig til at sove igen. Uden problemer.
Dette er hurtigt, i forhold til før i tiden: Lægge bange i sengen, gå rastløs rundt, ikke turde gøre noget, toilettet, se et afsnit af en film, børste tænder, gå rundt uden formål, eventuelt prøve at sove..

Men jeg har lært noget helt nyt om mig selv.. For eksempel "Syg i hovedet"-dokumentarserien på DR, bliver mennesker filmet meget tæt på; ansigtet. Jeg lå i min seng og ville falde i søvn til dette. I stedet blev jeg utilpas og angst ved synet af, at der var et ansigt ved siden af mig i min seng. Jeg var godt nok klar over, at det var et optaget program bag en skærm.
Men jeg vågner og ser en skikkelse, som jeg ikke er vant til. Jeg reagerer voldsommere, end jeg selv ønskede jeg gjorde. Det er pinligt når folk kommer til ens sovested, fordi de hørte hvilken lyd man end lavede.