Kys er stadig romantiske

Det er et spørgsmål, som man næsten altid vil støde på. Uanset stand, alder, familie og så videre. Det første kys, hvordan var det? Hvad skete der? Hvad lå der i det?

Uanset hvad, så kan dit første (frivillige) kys være ret romantisk. Selvom du kun er et års tid fra, at sidde og lege i sandkassen med ham/hende du kan lide.
Objektivt set er mit første kys nok ret åndssvagt. Det var i 6. klasse på en lejrtur, under en S, P eller K-leg. Jeg vil ikke gå ind i nærmere detaljer, af hensyn til vedkommendes identitet. Men vi holdt i hånd som en K, som han valgte. Et par dage inden, havde vi nok været lidt tættere end de fleste. Vi var et par drenge der var tætte, men dette var noget helt andet.

Samme aften gik vi en tur i skoven sammen. Det var efterår, træstammer var faldet og vi kunne lugte løven. På et tidspunkt satte vi os på en træstamme. Der sad vi bare og snakke lidt, og så kyssede vi.
Det er nok ikke en særlig romantisk beskrivelse.. men der er ikke meget mere at sige. Vi kyssede og var kærester derefter. Faktisk i ret lang tid. Jeg mindes overhovedet ikke, at vi blev drillet med at være 2 drenge sammen.

Det var så også inden mine overgreb. Det er måske min fordel, og det skal jeg holde fast i. Men den slags minder kan stadig være romantiske, og det skal man holde fast i.

Personligt har det været svært, at finde romantik i mit liv. De ægte følelser, der ikke handlede om at udnytte mig. Men to 12-årig på en lejrskole er da romantisk.
Mit problem med dette minde har også været, at nogle voksne, pædofile måske vil tænde på det. Det lyder tåbeligt for mig selv. Når jeg tænker på dette minde, føler jeg mig bare selv som en vammel, pædofil stodder. "Jeg synes det er romantisk" Føj for satan.. jeg synes to 12-årige der kysser er romantisk.
Men det romantiske er jo ikke, at lure på børn der kysser med hinanden. Mig i det minde er da romantisk. Måske..? Det synes jeg i hvert fald selv.

Det giver i hvert fald håb om, at jeg kan få noget til at fungere hos nogen. Jeg ser kun tilliden og husker duften af efterårsskoven. Det lyder også ret tåbeligt. Men hvorfor kan vi ikke holde fast i de minder?

Nærmere tanker i del 2, som jeg skriver snart. Lige nu skal jeg bare have ordnet noget, i bad og i seng!