mandag den 13. august 2012

Hævntanker

Så længe det er imaginært, så er det okay.

Jeg har hørt, at min krænker skulle have været sammen med en 13-årig. Hun skulle være stukket af fra en psykiatrisk afdeling, og han 'samlede hende så op'. Havde hende hos sig et par dage, og de blev tit set i byen. Hvor han holdte fast i hende i hånden.

Jeg snakkede med en om at anmelde det, men der var desværre ikke meget at gøre. Der ville ikke være nok beviser. Men kom der en sag frem med ham, så er jeg da i det mindste forberedt.

Det kan være ekstremt frustrerende, men sådan er systemet desværre jo.

Jeg kunne jo sagtens selv gøre noget ved det. Jeg kan nemt finde ham og lokke ham til et sted, hvor der ikke var nogen mennesker. Jeg kender hans vaner, hvor han begår sig, hvem han snakker med, alt. Jeg kan endda finde ud af hvor han så vil gå hen, hvis der er nogen vaner han må omlægge.
Men jeg har ikke gjort noget, selvom jeg statistisk set ville være den der pludselig gjorde noget. Skød ham, bankede ham ihjel, et eller andet.

Men jeg har ikke gjort noget. Hvorfor?
Jeg tror ikke på, at der findes noget godt i alle mennesker, så det kan ikke være det.
Måske vil jeg gerne tro på, at der er noget godt i mig selv.
Men vil det gode være at sørge for han ikke gør noget igen, eller vil det gode være at tage hensyn til min familie?

Måske kan jeg finde ud af ham så nemt, fordi jeg er mere som ham, end jeg ønsker. Det skræmmer mig. Men jeg tror ikke man kan komme udenom, at de mennesker påvirker en på en eller anden måde.

Hvad jeg - heldigvis - stadig ikke forstår, er hvorfor han gjorde det. Hvordan kanden slags mennesker få sig selv til det? Efter jeg har haft de her tanker virkelig meget i dag, så forstår jeg heller ikke de overhovedet tør. Måske tænker de virkelig, at de er bedre end dem der blev slået ihjel af ofret eller et familiemedlem, så det ikke vil ske for dem.

Det er da farligt, at placere så meget had i en person - specielt når de også retter det imod dem selv.
Men nu er det vist heller ikke ligefrem de mest betænksomme typer, som jeg tænker på.

Er det virkelig noget godt i mig, at jeg ikke gør noget? Ikke stopper ham?
Eller gør det mig bare værre?