At hjælpe børnene

Under "Følgerne 1 - Parhold" kan man læse bare en lille bid af det, som man skal leve med i voksenlivet, når man er blevet misbrugt seksuelt. Mennesker er et flokdyr og vi trives bedst med andre. Det er derfor en voldsom skade på mennesker, at skulle leve med de følger seksuelle overgreb giver.

Vores samfund og vores system er ikke særlig godt rustet til, at tage sig af de børn.

Samfundet; fordi det helst er noget man ikke snakker om, nogle lærere, pædagoger, m.m vil ikke lave indberetninger da det er 'ubehageligt', og den generelle holdning om, at børn nu til dags er opmærksomhedskrævende og lyver.
Systemet; fordi indberetninger ikke bliver tagt alvorligt, kommunerne er længe om at tage beslutninger og de beslutninger som bliver taget, involverer en masse forskellige placeringer og skiftende voksne i barnets liv.

Altså svigt i barnets liv.

Ikke nok med, at barnet er blevet forulempet og svigtet på den mest ekstreme måde af en ven, et familiemedlem eller en voksen, så skal de også opleve systemet svigter dem.
Skiftende kontaktpersoner, sagsbehandlere, personale, etc, som barnet ikke kan nå at knytte sig til - og opleve, at nogen mennesker faktisk er til at stole på.
Men før alt dette kan ske, skal nogen først tro på hvad barnet siger.

Nu vil jeg lige bruge lejligheden til at sige, at ja, jeg ved godt at nogle børn ikke fortæller sandheden om den slags. Men nu handler bloggen ikke om de børn, men om dem som faktisk har oplevet det.


Men barnet kan vel betro sig og stole på sine forældre?
Forudsat at det ikke er en af forældrene, som har forgribet sig på barnet, selvfølgelig. Men ikke alle børn har forældre de kan stole på, og ikke alle børn har sindet til, at ville betro sig til forældre.
Nogle børn har det bedst med, at skulle snakke med en udefra.
Desuden, så skal familie være familie, og venner skal være venner. Ikke terapeuter, psykologer eller læger.

Jeg kan godt forstå forældres nysgerrighed, hvis man kan kalde det det. Men i hvert fald deres bekymring og alle deres tanker.
Hvad skete der præcist?
Hvem gjorde det?
Er det sket flere gange?
Er det sket for andre? (I børnehaven eller i skolen, for eksempel)
og mange andre tanker. Men at krydsforhøre hjælper aldrig.
Man skal ikke 'bare glemme' det, men alle har brug for en pause fra tankerne, snakken og genfortællinger af overgrebene.


Børnene har brug for et stabilt sted og en person, som er der igennem lang tid. Ikke nødvendigvis for at snakke om hvad der er sket, men bare 'for at være der'. Netop for at barnet oplever at ikke alt ender i svigt og skiftene voksne.

Det er selv noget, som jeg har savnet og stadig gør. Jeg har været en sag i kommunen i mange år, uden nogen faste personer. Ikke nok med at min tillid blev total knust, så lærte jeg heller aldrig at knytte mig igen. En ting, som jeg tror ville have gavnet mig den dag i dag, hvis jeg var begyndt at lære det igen allerede dengang.


Et andet problem med seksuelle overgreb er måden de udføres og påvirker børnene på. Krænkeren truer barnet til ikke at sige noget, får barnet til at tro at det er normalt, eller som det tit sker i incestsager, hvor en forælder er krænkeren: Det er sådan en far/mor viser kærlighed.
Børnene føler en voldsom skyldfølelse og angst. Krænkeren har sagt at h*n vil slå forældrene ihjel måske, hvis det siger noget til nogen.
Angsten for at ingen vil tro på det fylder også meget, specielt hos de lidt ældre ofre.
Mange fortæller først deres oplevelser som voksne.

Selv har jeg aldrig fortalt min familie om det, og indtil for en halvt år siden gik jeg med min hemmelighed helt for mig selv. Jeg har en voldsom angst for mine forældres reaktion, hvis de skulle finde ud af det. - Og som dengang: Jeg vil ikke såre dem, eller jeg er bange for de vil benægte det.