søndag den 19. februar 2012

Følgerne 2 - Omgang med børn

Jeg vil først lige bruge denne lejlighed til at påpege, at folk som er blevet seksuelt misbrugt som børn, ikke har en øget risiko for selv at blive krænkere. Det er en gammel myte. Desværre er det noget, som de fleste ikke er klar over.

Det er en af de ting som gør, at jeg kan have det ekstrem dårligt med, at være sammen med børn. Specielt at være alene med et barn.
For eksempel var jeg hos min veninde, som har en lille søn. Jeg boede hos hende et par dage, og jeg skulle op på gæsteværelset og hente opladeren til min Mac. Han vil så rigtig gerne med, og inden jeg rigtig ser mig om, så står jeg på værelset og leder efter min oplader, imens han også er der.
Det gjorde mig enormt utryg. Ikke på grund af hans tilstedværelse som sådan, men på grund af "hvad vil folk tænke?", "virker det mistænkeligt?" og så videre.

Dette er faktisk også en angst, som kan være svær at dele med folk: Nogle tolker det nemlig som om, at man kun er utryg ved det, fordi man ved at man kunne finde på at gøre barnet noget. Hvilket åbenlyst er en løgn. Jeg bliver stadig mærket dagligt af mine egne oplevelser, og det sidste jeg ville ønske for et andet barn, var at de skulle opleve det samme.
"Jamen, det kunne jo være du ville gøre det, for at forstå ham som gjorde det imod dig.."
Nej! Jeg vil faktisk ikke forstå ham. Jeg er ikke interesseret i at se det fra hans vinkel, jeg har ikke lyst til at være i hans sted, jeg vil ikke forstå hvorfor han gjorde det. Intet vil jeg have at gøre med hans situation og hans tanker. De skal holde sig langt væk fra mig.

Børn kan være meget spontane, og lige pludselig kommer de bare og krammer en eller sådan noget. Jeg har altid været meget "fysisk kold" over for børn, fordi jeg ikke turde gøre noget som gjorde, at folk kunne tro at jeg var pædofil. Det behøver man ikke en gang at være seksuelt krænket for at frygte. Frygten for at blive dømt pædofil, er noget mange mænd deler.

Jeg har det stadig sådan, at jeg ikke selv lægger op til nogen som helst fysisk kontakt med børn. Er det ikke dem som kommer til mig og krammer, vil op på ryggen eller noget, så gør jeg det ikke.
Selvfølgelig, hvis det handler om at hive dem ind på fortovet igen eller de er kommet til skade, vil jeg handle. Ellers ikke.

Problemet med denne fysisk passive adfærd er derved også noget, som vil være et problem når man selv bliver forælder. For børn skal da have et kram og føle sig elsekde af deres forældre. Denne angst er altså derfor et enormt handicap for ens voksenliv, når man stifter en familie.
Det er også noget, som man bør vide, når man har med krænkede børn at gøre. Alle de små ting i livet, som lige pludselig bliver et alvorligt problem.

Det er noget jeg tænker meget over, nu som jeg er blevet ældre. I starten sagde jeg bare at jamen.. jeg vil ikke have børn. For jeg ville ikke kunne gøre det, på grund af mine oplevelser. Jeg stoler ikke på, at jeg ville kunne give et barn hvad det krævede.
Men at blive seksuelt krænket gør også, at man ikke lærer hvad der er rigtig og forkert kontakt. Indtil jeg var 15 troede jeg, at det var normalt at voksne ville kysse børn på munden, eller skifte undertøj foran dem.

Så jeg ved altså, hvad der er forkert. De ting jeg blev udsat for, er forkert. Men som forælder er det jo ikke nok at vide, hvad der er forkert. Man skal også vide hvad det rigtige er. Eller i hvert fald have en idé om det. Min viden går groft sagt ud på: Man må ikke røre børns private områder, eller på anden måde røre dem seksuelt eller slå dem.
Når man ser det på den måde, er det virkelig ikke meget viden at have om fysisk kontakt med børn.
Den der "alle forældrepar skal have lov til at prøve sig frem, da ingen mestrer det med det samme", er så noget jeg tit får at vide. Men.. det tør jeg bare ikke. At jeg er enormt selvkritisk hjælper selvfølgelig ikke på det. Jeg vil være den bedste, og jeg vil være den bedste omgående.



Har man med seksuelt misbrugte børn at gøre, er det vigtigt at tænke på alle disse ting. Der burde simpelthen være en behandlingsplan, som fulgte barnet fra overgrebet skete, igennem puberteten, det "unge voksen"-liv, og til sidst i voksenlivet.
Det kan måske lyde som noget, der kræver mange resourcer; og ikke mindst mange penge.

Men jeg kan love for, at det ville være en god investering. For havde jeg haft den nødvendige behandling fra starten, ville jeg ikke skulle have været igennem alle de dyre behandlinger, som jeg er igennem nu.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar