Et intim forhold er en "voksen-ting". Man udsætter barnet for en ting, som voksne gør og giver barnet en voksen rolle. De fleste forbinder ordene "jeg er ikke noget barn!" med en naturlig fase i barnets liv, hvor de gerne vil bestemme lidt mere. Men det kan også være et udtryk for dybe frustrationer over ens blandede identitet.
Mit forhold til min krænker var som et voksent forhold. Jeg skulle i en tidlig alder forholde mig til intimitet, ekskærester, alkohol og en angst for, at jeg aldrig ville slippe væk. Så jeg skulle også tænke på at flytte sammen med en i fremtiden da jeg var 13. Ikke fordi jeg forstod det helt. Jeg følte ingen jalousi for hans ekskærester. Hvad ragede det overhovedet mig?
Men han sagde at sådan var man i et forhold. (Igen, jeg var jo alligevel så mærkelig, så måske var det bare sådan.) Inderst inde var jeg stadig ligeglad, men jeg måtte lade som om jeg ikke var. For tro mig, det ville blive langt værre hvis jeg ikke spillede med.
Så når man konstant skal skifte imellem at være barn og voksen, møder man enorme frustrationer. Ting, som jeg var blevet modne nok til igennem tvang, var ikke noget andre kendte til jo. Jeg kunne sagtens befærde mig i byen om natten, tage transport helt selv, skaffe cigaretter og hvad jeg ellers ville. Det var som at være voksen, fanget i et barns krop. - Og jeg blev langsomt revet i stykker.
På den ene side stod min krænker og ville gøre mig til en voksen, og svinede mig til når jeg ikke sagde mine forældre imod. På den anden side stod mine forældre og ville gøre alt for, at jeg forblev et barn. For det var jo hvad jeg var. Men der kom en reaktion fra min omverden, som jeg slet ikke havde regnet med.
De fleste piger vil jo gerne have modne fyre. Moden var jeg da i hvert fald blevet. Min første kæreste var en angstpræget og selvdestruktiv pige, ekstremt dependant og heller ikke med stor forståelse for, hvad der var normalt. Som 13-årige hang vi ud med forskellige mennesker rundt omkring, drak øl, røg cigaretter eller det der var værre.
I sådan en gruppe møder man forståelse og accept. De ved godt at man ikke er 18, men det er de ligeglade med. Så fuck forældre og fuck pædofile. Vi var unge, frie og fucking ligeglade. Nu kunne vi endelig være "de voksne" som vi var; og jeg havde min mærkelige, unormale gruppe af udstødte ligeværdige igen. Min kæreste, en pige på 17 som konstant røg ind og ud fra psykiatrisk hospital, to søstre som konstant løb hjemmefra og en dreng på 19, som var i en plejefamilie han hadede.
Dog har alting en ende. Min kæreste ville hellere være sammen med den ældre, hvilket jeg sagde på ingen måde var normalt og det lød ærlig talt ret klamt. Det var ikke sundt. De andre var uenige og sagde, at nu opførte jeg mig som "alle de der idioter" som ville have, som ikke fattede at vi var voksne nok til selv at bestemme, og gøre hvad vi havde lyst til.
Men min krænker var da glad for, at jeg ikke havde andre igen. Han vidste aldrig noget om den kæreste, for jeg vidste at han ville betragte det som om, at jeg var ham utro. Overfor ham, skulle jeg stadig spille rollen som en voksen partner til ham.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar