Jeg vil starte med at skrive om mig selv. Når jeg skriver om mig selv først, vil folk nemlig ikke starte med at dømme mig ud fra mine oplevelser. Folk som har været igennem det samme, som jeg selv har oplevet, har nemlig behov for, at blive set som mennesker. Som personligheder. Individuelle mennesker.
Ikke, at blive dømt konstant for det overgreb, som fandt sted.
Jeg er en mand, som er født i sommeren 1990. Som en ekstremt genert og ukoncentreret dreng, kom jeg på en privatskole; den gik også under navnet "stræberskolen", og var ledet af en indremissionsk mand og hans konservative, kedelige og farveløse personale.
Det var en overraskelse for alle, da det viste sig at jeg var "et barn med særlige forudsætninger". Det vil sige et barn, som klarede sig ekstremt dårligt i skolen på grund af manglende stimulans. At der simpelthen ikke var nok udfordring. Førhen var jeg ellers blevet beskrevet som lettere retarderet, langsomtopfattende og dum.
Sport har altid været en del af mit liv, og det samme gælder dyr. Det var derfor perfekt for mig at gå til ridning, som jeg stadig efter mange år stadig er engageret i.
På overfladen, nok en ganske normalt og stille dreng. I hvert fald genert. Dog ikke så normal, at jeg ikke slap for en tur på psykiatrisk hospital og flere psykiatere og psykologer. Jeg lider nemlig af en gennemgribende udviklingsforstyrrelse. Den indebærer blandt andet ADHD og autisme.
I øjeblikket er jeg på sygeorlov, på grund af mine diagnoser og en svær depression.
Jeg ved ikke om jeg ville have været det i dag, hvis ikke det var fordi min meget gode ven som jeg stolede på, voldtog mig da jeg var 12 år gammel.
Det er det bloggen primært vil handle om. Om hvordan det er at være offer for sådan et overgreb, og hvordan det (måske) har påvirket livet.
Hvordan kom du til at møde din krænker?
SvarSletog hvad var det for et opholdssted altså var det psykiatrisk børne afdeling eller? Og boede du sammen med ham eller ?
Hvorfor startede du på lykkepiller?
Hvordan kom du ud af det da du var 18 ? altså det med ham krækeren. Og Tusind tak for de andre svar
Jeg var på tur med en fritidsklub, hvor jeg blev mobbet virkelig meget. Så det var en kæmpe frihed at møde en, som ikke var efter mig konstant. Han sagde også hele tiden, at det var dem der var galt på den. Kort sagt alt det, som jeg havde brug for at høre.
SvarSletJeg var på en psykiatrisk afdeling. Heldigvis boede jeg ikke sammen med ham, men han var tit på besøg i flere dage.
Det var fordi jeg fik min første depression, og der skete så meget jeg slet ikke forstod. (Alt det med min krænker.) Så folk kunne se, at der var noget galt med mig, men ingen gav sig tid til, at finde ud af hvorfor.
Det hjalp en del på det, da jeg også var blevet ældre. Han mistede mere og mere interessen for mig, da jeg begyndte at få flere piercinger, min første tatovering og generelt fremstod mere voksen, end da jeg var 12. Han ville have, at jeg skulle se mere barnlig ud. Da jeg nægtede det, gik han amok og truede min familie og mig, lavede næsten 300 opkald i træk på min telefon, krævede penge og sådan noget. Da vi ignorerede det gik det over af sig selv.