Opmærksomhed kontra oplysning

Vi lever den dag i dag i et samfund, hvor mange tolker folks budskaber som et forsøg på opmærksomhed og berømmelse. Det er egentlig en ret trist og mistillidsfuld udvikling. Men i denne tid med realitystjerner som boller på tv'et for at blive kendisser, er det måske også meget forståeligt.

Alligevel vil jeg gerne skrive et par ord om det hele, imens det stadig ikke er noget problem.

Jeg ønsker på ingen måde, at udstille mig selv som et stakkels offer. Den dag i dag er jeg voksen, og føler mig som en stærk person, fyldt med vilje og kampgejst. Derfor vil jeg ikke ses som et stakkels individ, som er svag og har brug for hjælp.
Det er netop min opnåede styrke og vilje som gør, at jeg har valgt at skrive om mine oplevelser. Først og fremmest, så har jeg fået lagt det lidt bag mig. Jeg kan fortælle det til folk, uden at jeg bliver skadet af det. Jeg kan deltage i en debat om emnet, uden at jeg bliver ked af det og må isolere mig fra omverdenen.
For det andet, så håber jeg at det på en eller anden måde kan hjælpe dem, som har været udsat for det samme. Eller folk, som er pårørte til nogen, som har oplevet seksuelt misbrug.

Jeg vil skabe opmærksomhed om emnet, og de følger det har, at være et barn som blev misbrugt. Ikke om mig og mit liv. For fokus skal ikke rettes imod mig, men de børn som lever i det og dem, som har brug for hjælp.

For mig, er det et fantastisk privilegium, at i dag kunne fortælle om det. At jeg har fundet styrken og overskudet til, at dele det og - forhåbentligt - gøre en forskel.

Grunden til, at jeg oprettede en personlig blog og ikke "artikler" om det skyldes, at jeg selv følte det manglede. Da jeg begyndte at undersøge om krænkede børn på grund af mine egne oplevelser, fandt jeg for det meste kun enkelte historier eller artikler fra psykologer eller lign., som havde haft med dem at gøre.
Jeg kunne ikke finde personlige beretninger, og ingen som skrev personligt hvad de havde oplevet, hvordan de havde det og hvordan det påvirkede dem i dag.

Da jeg begyndte at acceptere at jeg var blevet seksuelt misbrugt, kom jeg meget i tvivl om alt. Alle de problemer jeg oplevede følte jeg, at de aldrig ville forsvinde. Jeg kunne ikke finde nogen som skrev om, hvordan de havde det nu, eller nogle ældre som skrev "disse problemer havde jeg dengang, men ikke mere, nu er det så de her ting jeg kæmper med". Der manglede simpelthen noget forberedende; men uden, at man skulle løfte sløret for sin store hemmelighed for forældrene. For det er ikke altid man lige kan det med det samme.

Så jo, man kan godt sige at bloggen er for opmærksomhed. Men for at skabe opmærksomhed på problemet, oplevelserne og de følger det har.