Det første skridt til et bedre liv

Dette er en oplevelse, som jeg har delt med mange. En så fantastisk følelse, en lettende fornemmelse og en styrke og ro, som jeg bare blev nød til at fortælle folk:
Den første gang jeg fortalte en anden, hvad jeg havde været udsat for!


Min nuværende psykolog var den person, som jeg først fortalte om mine overgreb. Jeg havde før indikeret over for få venner, at "jeg havde en, som gjorde ting jeg ikke kunne lide", men ikke noget konkret.

Min psykolog fortalte jeg præcis hvordan og hvorledes. Altså direkte "jeg er blevet seksuelt misbrugt".

Op til samtalen
Jeg var meget nervøs, jeg rystede på hænderne og havde hjertebanken. Jeg havde besluttet mig for, at min psykolog og jeg skulle snakke om det. Det var hende som gav mig det råd om, at man kunne skrive det for at åbne samtalen, da det oftest var det sværeste. Jeg havde så skrevet en mail til hende (se nederst), som vi havde aftalt. Jeg sagde til hende, at jeg vil have hun svarer, men ikke noget direkte som sådan. Hun skulle bare svare, at hun havde læst min mail og hvordan hun forstod, at det påvirkede mig. Hendes svar var cirka:
Hej Chris
Jeg har modtaget din mail, og kan se at det tydeligvis er noget, som har påvirket dig meget og noget, som vi skal snakke videre om.


Venlig hilsen
***


(Jeg vil ikke sætte hendes mail ind, da hun jo også har ret til at være fortrolig.)


Det gav mig en bekræftigelse på, at hun vidste hvad der var sket og at det var emnet. Hun kunne så stille spørgsmål til det, i stedet for at jeg skulle sige "jeg er blevet seksuelt misbrugt". Det er nemlig noget af det sværeste at gøre: At åbne op om det. Skriv på skrift, det kan tit hjælpe.

Jeg var så også forberedt på, at det var hvad vi skulle snakke om.


Under samtalen
Det var hårdt, det kan jeg ikke benægte. Jeg følte mig svimmel, fortumlet og havde et par gange lyst til at rejse mig op og få min vej. Men jeg blev der. Jeg er også heldig med min psykolog, at hun en gang i mellem lader der være lidt stilhed, så man kan falde til ro igen og snakke videre.
Dog kunne jeg ikke græde under samtalen, da jeg stadig lagde en kæmpe distance fra det. Men det var der intet galt i, og det kunne hun godt forstå.


De første minutter efter samtalen
Vi sluttede samtalen 10 minutter før, da jeg sagde til hende, at jeg bare havde brug for luft. Nu havde jeg for første gang snakket med en anden om mine oplevelser, og jeg kunne ikke mere lige nu.
Da jeg forlod lokalet, var jeg udmattet og træt. Jeg gik ned langs Holbæk fjord, og blev så svimmel at jeg måtte sætte mig ned.

Euforien
En følelse af ekstrem velvære og lettelse. Følelsen af frihed. Da jeg kiggede ud over vandet og tænkte, at nu havde jeg fortalt det til en anden, fik mig til at føle mig så lettet. Jeg gik ikke alene med mine tanker mere.

Jeg sad på bænken i måske 5 minutter. Jeg lyttede til bølgerne, indåndede luften af vand og frost. Kiggede på den smukke himmel. Jeg tog mine sko af, og gned mine fødder i græsset under mig. Jeg havde ikke kunne føle det før, og ikke nyde min hverdag på den måde.
Jeg har prøvet mange stoffer, men ingen af dem kunne give mig så fantastisk en følelse, som den jeg havde der. Jeg fældede en tåre af glæde - noget, som jeg havde været ude af stand til at gøre før.

Et nyt liv
Jeg gik langs fjorden og op i byen. Betragtede interessant menneskerne omkring mig, og følte mig ikke alene mellem dem mere. Jeg følte mig tættere på dem. På en café på hovedgaden bestilte jeg en øl, og satte mig udenfor. Det havde aldrig smagt så godt før. Jeg havde aldrig været i stand til at nyde det på samme måde. Før drak jeg alkohol for at slippe væk fra mine tanker og verdenen. Men nu kunne jeg sidde roligt og nyde smagen, følelsen og bare det at være i byen. Jeg var ligeglad med hvad folk tænkte om mig, og ikke mere fordi jeg havde lukket af for mine følelser. Men fordi jeg bare havde det så fantastisk, at hvis de synes det var underligt, så var det deres eget problem.

Jeg var ikke alene mere, og ikke alene om mine følelser. En anden kendte til min hemmelighed.
Jeg var ikke alene om disse tanker mere.
Jeg var min egen nøgle til frihed.