Folks reaktioner - medlidenhed

Jeg tror faktisk, at medlidenhed er den reaktion jeg bryder mig mindst om. "Det er synd for dig."
Men, hvorfor er det synd? Det er jo længe siden, og man kommer jo videre på et tidspunkt. Det er synd, at børn skal udsættes for seksuelle overgreb.

Måske er det en måde at reagere på, fordi de ikke ved hvad de ellers skal gøre. Det har aldrig været noget jeg siger sådan lige pludselig, men folk forventer det vel aldrig helt alligevel. Måske glemmer folk også, at man kan være glad alligevel.

Men medlidenhed kan man ikke bruge til noget. Det er ikke en løsning eller et værktøj. Folk kan føle det, og det må de da også gerne. Man må føle hvad man vil - eller rettere - gør. Jeg aner bare ikke selv, hvad jeg skal svare til det.
"Det er synd for dig."
... Nah. Det går nok? Det er jo fortid? Øh. Tak? Hvad siger man?

Jeg siger nok mest bare, at der ikke er nogen grund til at synes det. Hvis folk ikke mente, at man var et ynkeligt tilfælde før de vidste det, så er man det jo heller ikke efter de fik det fortalt.

Gamle tanker vender tilbage

Måske tager de mere end 5 år at slippe fra. Måske slipper man aldrig helt fra dem. Hvis jeg aldrig helt slipper af med dem, så synes jeg ikke det er så underligt. Men det er en underlig følelse. Jeg sidder her som 23-årig, og føler mig som en sårbar 12-årig igen. Nøgen, skrøbelig, bange og alt er galt med min krop.

Jeg snakkede om det med en veninde. Ens krop føles som om, at man har gjort noget galt. Det er ret svært at beskrive. Men at jeg for eksempel tager badeshorts på og går i vandet på stranden, det føles forkert. Som om jeg gør noget ulovligt og klamt. Selvom jeg jo egentlig bare er som de andre mænd der.
Det føles som om, at jeg gør noget kriminelt ved højlys dag.

Det er dog et par uger siden, at jeg har haft det sådan her. Nu sidder jeg også i en depressiv periode. Jeg ved, at jeg har haft disse dage imens jeg har været deprimeret. Men en kombination af sygdom og medicin gør, at jeg ikke husker det. (Måske for det bedste?)

5 år er måske ikke så lang tid, som jeg ville ønske det var. Måske er det hele også bare værre, på grund af min depression; som heldigvis går over. - Og kommer igen.. og går over og kommer igen.

Han skrev også til mig jo. Min krænker. Måske påvirker det mig mere, end jeg vil acceptere. Det er ikke til at vide, og jeg vil nok aldrig kunne finde ud af det.

Men denne aften har bekræftet mig i, at jeg nok altid vil være et offer for pædofili. Men også i, at jeg vil være en som har overlevet det. Det skal man endelig ikke glemme, uanset om det er mobning, narkotika, incest eller noget andet.

5 års 'jubilæum'

I dag er det 5 år siden jeg oplevede mit sidste overgreb. Selvom jeg var 18 år da det sidste skete, vælger jeg at lade det tælle alligevel.

For kort tid siden skrev han til mig. Ham, som havde krænket mig og udnyttet mig. Der stod ikke noget særligt i beskeden.

"Hej, alle mine sanser sagde nej, du skal ikke skrive. Men alligevel hvordan går det, noget nyt?"

Jeg har ikke svaret på det, og har heller ikke tænkt mig at gøre det. 5 år er faktisk ikke så lang tid. Efter hans besked, har jeg haft mareridt og følt mig utilpas sådan generelt. Jeg har ikke ville vise mig i t-shirt, at bade på stranden var dybt grænseoverskridende og det har udløst en depressiv periode.

Men jeg har overhovedet ikke følt mig så påvirket, som jeg egentlig havde frygtet. Min hverdag fungerer nogenlunde. Det tager mig omkring 10 timer at sove igennem og føle mig udhvilet, men det er en fantastisk udvikling, fra da det kunne tage op til 16 timer.

Hele denne episode med hans pludselige kontakt, har også afklaret mig med noget. På en positiv måde:
Der er gået 5 år siden han sidst udnyttede mig, og det har ikke været værre for mig. 5 år er faktisk ikke så lang tid, når man tænker på hvad han gjorde. Men et par nætter med dårlig søvn og lidt ubehag er ikke meget, taget i betragtning af hvad jeg frygtede.
Det jeg forventede var, at jeg slet ikke ville kunne tåle andre mennesker, jeg ikke ville kunne sove og så videre.

Så min reaktion efter 5 år på hans kontakt, synes jeg er yderst positiv. Før i tiden ville det ligge i baghovedet på mig konstant, og jeg ville frygte han en dag mødte op.

I dag vender det kun kortvarigt tilbage til mig, og jeg føler mig stadig tryg i mit hjem og mine omgivelser.

Jeg ved ikke, om jeg vil få nye tanker omkring det senere. Jeg vil holde jeg opdaterede. Men indtil videre håbet jeg, at I vil tage dette til jer som noget positivt. Som et mål for, at I også kan komme videre I livet. Man kan komme fremad.
Modsat af hvad man forventer, så kan vi overvinde det og blive stærkere.

Mit liv kan blive mit atter igen.