"Hvordan kan du leve med det?"

Hellere leve med det, end at dø med det.

Det spørgsmål har jeg fået meget på det sidste. Der findes ikke noget kort svar på, hvordan man lever med den slags. Alle kommer videre af forskellige grunde, og så er der jo også folk, som ikke kommer videre.

Jeg tror jeg er kommet videre, fordi jeg ikke vil dø som en pædofils offer, først og fremmest. Derudover sammenligner jeg meget oplevelser med det. Ikke andres. Kun mine egne.

Når der sker noget ubehageligt med mig, så virker det ikke så slemt. Men det er ikke på sådan en "men der findes jo værre, så jeg skal bare acceptere det". Det er svært at forklare.. Jeg kan dog prøve at forsøge alligevel.

Det er ligesom hvis en lille dreng på 8 siger til  en bokser, at han vil banke ham. Bokseren tænker nok bare "pfft, sikkert, du kommer bare an". Sådan ser jeg på livet. Når en ældre mand først har udnyttet en, man har siddet med næsen i kokain og oplevet depressioner, hvad er der så tilbage? Bring it on!

Dette gælder selvfølgelig ikke andre. Det er udelukkende mit eget syn på mit eget liv, og hvad min egen fremtid kan bringe mig. Jeg ser det lidt som en udfordring til livet.
"Det må du kunne gøre bedre, jeg er her endnu."
"Er det virkelig det eneste, som du kan komme med?"
"Jeg tør vædde med, at dit næste forsøg på at få mig ned med nakken, også kommer til at fejle!"

Om det er en sund holdning at have, ved jeg ikke. Men den hjælper mig. Så længe man ikke direkte opsøger halsbrækkende situationer, så tror jeg det er fint nok. Om det så svarer til, at stikke hovedet i en alligators mund, ved jeg ikke. Kun fremtiden vil vise det, og alle de andre klicheer.

Sådan lever jeg med det. Andre tænker måske det samme, det kan jeg ikke udtale mig om. Men jeg tror, at vi alle har en helt særlig måde, at komme videre i livet på.
Nogle finder desværre aldrig deres måde, og kommer derfor ikke videre.

Medicinering: Prioriteter

Jeg må indrømme, at jeg har været meget i tvivl om dette indlæg. Men efter at have tænkt lidt har jeg opdaget, at jeg faktisk ikke rigtig skammer mig over det. I starten ville jeg helst ikke sige noget om det. Nu trækker jeg bare på skuldrene og siger ja, sådan er det bare.

Jeg har forskellige bivirkninger ved min medicin: Jeg har en meget afbrudt søvn, nedsat appetit (er jeg glad for), kvalme, jeg ryster virkelig meget på hænderne og får mere hovedpine end jeg plejer.
Mange reagerer ved at spørge, om det da ikke er irriterende og belastende. Jo, det er det da. Men det er ikke så slemt, i forhold til hvad alternativet er. Generelt vil jeg gå igennem hvad som helst, for at gøre mine depressioner bare en smule mildere.

Der er dog en enkelt bivirkning, som folk står fuldstændig af på. Manglende sexlyst. Hvilket som mand jo kan ses fysisk. Specielt mine drengevenner er helt lost, og påstår aldrig at ville tage medicin så. Sjovt nok, så tænker en del af mine veninder det samme. At så ville det ikke være det værd.

Vi prioriterer selvfølgelig forskelligt. Men dem omkring mig har jo heller ikke en mani, som de kan nyde - og for mig er manier den aller bedste følelse. Manisk eller sex.. jeg ville altid vælge en mani.

Hvis medicinen dog tog mine manier fra mig, så ville jeg ikke tage den. Så de tænker måske lidt på samme måde.

Under alle omstændigheder, så bør man ikke lade sig skræmme af bivirkninger. Når man har prøvet det et stykke tid, og mærker det gode ved det, så er det faktisk ikke så slemt. Jeg føler ikke, at jeg har mistet noget ved det. Nedsat lyst er jo ikke som at man har lyst, men ikke kan. Man har ikke lysten.

Så tager folk den slags bivirkninger meget pænere, end jeg havde regnet med. - Og vi kan få mange gode jokes ud af det.

Overforbrug og erkendelse

De fleste tænker på en voksen, moden person som en, der bor alene, har bil, kreditkort, selv styrer sin økonomi og så videre. Derfor kan det være ekstremt svært, at skulle have en anden til at styre ens penge. At skulle bede sine forældre om, at få nogle af sine penge og forklare hvad de skal bruges til.

Men det kan være nødvendigt. - Og det er mere modent at erkende det, end skulle låne penge eller benægte det.

Da jeg havde mit kreditkort, brugte jeg ekstremt mange penge. Særligt på tøj. Også på alkohol, impulsive shoppingture til København, spil, konsoller.. Men det er en typisk ting, når man bliver manisk. Det kan også være, at man bare er besat af et bestemt mærke, af jakker, tasker eller noget andet. Det kan være virkelig destruktivt. Det kan også være meget svært at erkende.

Personligt skulle jeg så langt ned, at jeg rodede hele min lejlighed igennem for mønter, tomme flasker - også dem på gaden, som jeg gik ud om natten og fandt. Der fandt jeg også indkøbsvogne, som stadig havde mønter i dem. Ellers kunne jeg ikke betale min medicin.
Jeg kunne sagtens have spurgt mine forældre om penge, men det er der også en æressag i. Det er en kæmpe falliterklæring, ikke at have 23 kroner til "livsnødvendig" medicin. Jeg havde også en opsparing, men jeg ville ikke tage fra den.
Det er forskellige ting, som får os til at indse, at nu er det nok. For mig var det ikke prostitution. Men at finde tomme flasker og indkøbsvogne. Prostitution bunder ofte også i en form for seksuel krænkelse, så man tænker bare ikke så meget over det. Selv den dag i dag, gør det mig ikke rigtig noget.

Så dagen efter, gav jeg mine forældre mit kreditkort.
Udover at skulle erkende, at jeg ikke selv kunne styre min økonomi, var der også sygdommen i det. At acceptere, at min mani var så ekstrem og havde så meget kontrol over mig. - Og at det faktisk en dag kunne ødelægge mit liv.

Men man må lære at leve med, at vi ikke kan klare alt. Nogle mennesker kan måske styre deres økonomi, men kan så til gengæld ikke gøre rent. - Og det er trods nemmere, at give sine forældre et kreditkort, end at få dem til at gøre rent for en. Så for hver ting man må opgive, bør man finde en anden ting man selv kan. Selvom det måske ikke virker som noget særligt.

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde får mit kreditkort tilbage. Eller får et nyt, når mit nuværende udløber til sommer. Måske ønsker jeg det slet ikke. Men det er en befriende erkendelse, som hjælper en del på humøret, og man skal ikke længere stresse over penge.

Pause fra alkohol - dag 6: Udfordring

Jeg havde faktisk helt glemt, at jeg 'allerede' var på dag 6. Dag 5 synes jeg var meget slem, og jeg frygtede et øjeblik, at jeg ville falde i.

Men jeg har oplevet flere positive ting:

1. Min hud er blevet blødere, pænere og ser generelt sundere ud
2. Mine øjne virker meget mere skinnende
3. Overskuddet er helt i top, som den plejer når jeg er manisk. Men det er et konstruktivt overskud nu.
4. Maven virker ikke lige så oppustet, nu når den ikke er fyldt med en masse væske hele tiden.
5. Jeg har tabt mig under hagen.

Nu er jeg ikke en overvægtig person, og jeg træner rigtig meget. Men man kan alligevel se forskelle. Jeg får fortsat mere og mere energi, og mit syn er faktisk blevet en smule bedre.

Det har givet mig en kæmpe motivation til, at motionere lidt ekstra og spise en masse frugt og grønt. Det gjorde jeg også før, men der var jo ikke lige så stor forskel. Nu kan jeg rigtig mærke forskel og fordele ved, at vælge en sund livsstil.

Men jeg ville lyve hvis jeg påstod, at jeg slet ikke føler lyst til alkohol mere.

I dag vil jeg udfordre mig selv. Egentlig ville jeg have gjort det igår, men jeg følte mig alt for usikker på det. Jeg har skrabet omkring 100 kroner sammen, som jeg skal gå ned og handle for. - Og selvfølgelig ikke købe alkohol. Jeg skal i stedet købe noget produktivt, noget positivt, hyggeligt, et eller andet. Jeg har overvejet, at købe en ny plante. Så vil jeg også gerne købe en sæk kattegrus ekstra, så jeg har til et stykke tid nu. (Har allerede 2 sække stående, haha.)

Her en uges tid efter kan man rigtig mærke, at der er noget positivt ved det. Så selvom man ikke synes det gør nogen forskel først, så mærker man det på et tidspunkt.

Pause fra alkohol - dag 5

Jeg ville faktisk have skrevet et indlæg sidste aften, men jeg kom faktisk først til at tænke på det, da jeg var gået i seng. Jeg ville gerne kunne give et eller andet magisk råd om, hvordan man nærmest glemmer det helt. Men sandheden er egentlig bare, at jeg var travlt optaget af DayZ. Mere er der ikke i det.

Der var dog et øjeblik, hvor jeg tænkte over det med forbrugsvaner og hygge. Det var blevet en selvfølge, at der skulle være alkohol. På samme plan som "jeg skal have noget at spise". Det er nok det der sker med mange. Hyggelig aften, jamen så skal der slik, sodavand og kage. Alkohol, hvis man er til det. En eller anden ting, som man bare får for meget af.

Jeg har opdaget at det jeg savner mest, er ikke at være fuld eller smagen. Det er det, at jeg sad og lavede noget. Man sidder og spiller et eller andet spil, og så har man en karton vin og et par øl eller lignende. Eller når man ser film.

Der har DayZ hjulpet mig meget med den der "hvad skal jeg bruge mine hænder til". Kort sagt, så er det et zombie-simulations spil, hvor du konstant skal være opmærksom. Hele tiden kigge rundt, dukke dig, gemme dig, løbe væk og så videre. Der tænkte jeg slet ikke på alkohol. - Og mine hænder var travlt optaget.
Når jeg sad og så film, blev det et problem igen.

Jeg fandt dog løsningen: Frugt. Specielt vindruer og ærter. Der skal man sidde og pille, og så er det jo også sundt. Mange ville nok hoppe på en pose chips eller noget andet, men vindruer og ærter er virkelig tilfredsstillende. Specielt når man sidder lidt tankeløst og bare spiser.

Så jeg sidder faktisk bare med en frugtskål foran mig, og æder løs imens jeg ser film. Hvis jeg ikke lige er sulten mere, så sidder på skype eller MSN, og skriver med en enkelt eller to.
Min førsteprioritet er dog altid, at give katten noget kæl!

Pause fra alkohol - dag 3

Nej, du mangler ikke en dag 1 og 2. Jeg er startet fra dag 3. Jeg vil nemlig ikke skrive hver eneste dag ned, hvis jeg ikke føler, at der er sket noget specielt.

Men jeg vil holde en pause med alkohol. Jeg var oppe i et meget ekstremt forbrug, og jeg synes det blev for meget. En aften drak jeg 2 flasker hvidvin, en masse drinks og 5-6 øl. Dagen inden havde jeg drukket noget nær det samme. Så var der en dags pause, og dagen før pausen var jeg også fuld.

Den positive overraskelse er, at jeg ikke føler et fysisk behov for det. Det er ikke fordi mit liv ikke fungerer uden alkohol. Jeg tror bare, at det blev en vane til sidst. Det, og så at jeg har svært ved at tænke mig om, når jeg er manisk. Når jeg omvendt er depressiv, drikker jeg for at få det bedre.

Jeg har prøvet før, at holde en 30 dages pause. Men det varede kun 8 dage. - Og grunden til det varede så længe var, at jeg var inde i en depression. Det var ikke et valg for mig, ikke at købe alkohol. Jeg var bare fanget i min lejlighed, angst og uden overskud til, at gå ud af døren. Det var svært nok, bare at komme op fra sengen.

Så jeg følte ikke de positive ting ved det, som jeg gør nu. Jeg føler også mere det er et valg som manisk. Der bliver jeg stillet for udfordringer; for eksempel som her til aften. Jeg var ude for at spise med 2 venner. Lørdag aften. Flere gange kiggede jeg vinkortet igennem, tjekkede prisen på øl.. men jeg købte ikke noget. Jeg havde lyst, men lod hver. Så tænkte jeg faktisk ikke så meget på det. Kun lige i ny og næ, når bordene omkring os bestilte noget alkohol.
Derefter gik jeg hjem, der var gang i nattelivet og jeg havde faktisk penge til, at gå ind og købe noget at drikke. Men jeg følte ikke en gang et behov for det. Faktisk ville jeg bare hjem, slappe af og gå i seng.
Det synes jeg selv, er en kæmpe sejr!

Jeg så også byen i et ret nyt lys. Faktisk stoppede jeg ved havnen, og bare kiggede ud over fjorden i næsten 20 minutter. Ikke fordi jeg bare havde brug for fred, eller overvejede at hoppe i vandet og drukne. Jeg nød bare udsigten og lugten af vandet. Solen var ved at gå ned, det hele var så ganske simpel dejligt.

Det var en meget bekræftende dag:

1. Jeg havde det ekstremt morsomt, selvom jeg ikke havde alkohol
2. Folk synes også jeg var sjov at være sammen med, selvom jeg ikke var fuld
3. Jeg var ikke genert, hvilket jeg faktisk lidt troede jeg var, og jeg skulle have alkohol for at komme mig over det
4. Jeg kan sagtens sidde og have det rart, uden at føle mig påvirket
5. Sidste nat sov jeg ekstremt godt, og jeg sidder nu, og føler mig træt på "en god måde". Ikke udmattet og svimmel. Bare en dejlig dag er afsluttet, og det bliver rart at sove. Ikke mindst rart at huske hvordan man kom i seng!

Jeg har heller ikke haft de der morgener, hvor jeg vågnede, gik ind i stuen og ikke anede, hvorfor der så sådan ud. Som at gå ind i en andens stue.

Hvad jeg dog har følt oftere, er ekstrem desorientering når jeg vågner og de første par minutter. Men det er sket igennem længere tid, og har ikke noget at gøre med alkohol - eller mangel på samme. Jeg vågnede i morges og var sikker på, at jeg var hos mine forældre - og at vi var midt i juleferien. Der var jeg hjemme hos dem. Men det tager jeg ikke så tungt. Jeg tror nemlig bare, at det er en kombination af min mani og mit dårlige syn.

Men nu vil jeg afslutte dagen. Jeg glæder mig til at sove, til at ligge i sengen, nusse med katten og bare glide ind i en dejlig søvn!