Han var 5 år ældre end jeg var. Da alle andre blev irriterede over mig, trætte af min hyperaktivitet og mine sære tendenser, viste han ingen irritation eller frustration. Det var ikke tit jeg oplevede, at folk ikke vendte ryggen til mig og ignorerede mig.
Nu kan jeg beskrive forløbet som en voksen, og ikke som et barn. Når jeg tænker tilbage på det, kan jeg se at den var gal for starten.
De første tegn var, at han var meget fysisk kontaktsøgende omkring mig. Men jeg var ikke vant til mennesker generelt, og tænkte det var normalt. Allerede en uges tid efter vi havde lært hinanden at kende, ville han have mig siddende imellem hans ben. Han holdte om min brystkasse. Om der var noget seksuelt bag det, ved jeg faktisk stadig ikke. Men hans fysiske holdning og forhold til mig forblev uændret et stykke tid.
Der er ting, som jeg stadig undrer mig over den dag i dag.
Jeg var 'overvåget' af 4 pædagoger. Hvorfor greb ingen ind?
Hvorfor kiggede ingen nærmere på det?
Hvorfor reagerede mine forældre ikke på, at en nærmest voksen ville i kontakt med deres barn?
Hvad tænkte de dog om det?
Selv den dag i dag, kan jeg stadig sidde med skyldfølelse. Jeg føler skyld, og jeg føler at det er min egen skyld det skete. Min psykolog har snakket meget med mig om, at et barn ikke kan vide sådan noget. Men tankerne er der alligevel. Gad vide, om jeg nogensinde slipper for dem?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar