torsdag den 29. marts 2012

Dømt for livet

Det er noget, som man skal leve med resten af livet. Folk vil dømme en på hvad man har oplevet. Alt bliver til "men du oplevede jo også det, så det er nok derfor". Det man så gør, er jo faktisk at gøre ens personlighed til det. Man føler sig ikke meget værd.

Jeg elsker at gå i høje hæle. Nederdel. Kjole, whatever. Det er bare noget, som jeg synes er virkelig sjovt. Men når man kommer nærmere ind på det, så får jeg tit at vide: "Det er nok på grund af det du oplevede som yngre." Hvor jeg egentlig bare synes, at kvindetøj er pænere og mere spændende. Det er også billigere, haha.

Man skal ikke lytte til andre, når de siger den slags. Man lærer en dag selv at kende forskel på, hvad der skyldes traumatisering, og hvad der bare skyldes at det er sådan man er. Det er måske ikke noget andre lærer, men bare du selv ved det.

tirsdag den 27. marts 2012

En enkelt sjæl

Jeg fik for lidt siden en kommentar om, at min blog havde hjulpet rigtig meget og på grund af min blog, havde vedkommende åbnet op for sine egne oplevelser. Det rørte mig meget dybt (positivt), hvilket jeg ikke bliver ofte.

At gøre noget som bare kan hjælpe en enkelt sjæl, er virkelig givende. Så er ens liv pludselig noget værd.

Jeg er vant til at "være noget værd" på den måde, at jeg skænker gode drinks og giver en festlig steming. Det er det jeg føler min person tit går ud på. At få folk til at grine.

Når man er usikker på sig selv og sin identitet, begynder man hurtigt at tage en anden rolle. Eller tager en del af ens rolle og overspille den. Det virker rart i starten. Det virker som om, at man er noget værd. Man giver noget positivt til fællesskabet. Men jo mere man overspiller den rolle, jo tommere bliver man indvendig.

Selvom nogle af dine kvaliteter ikke bliver værdsat lige så ofte, betyder de ikke at de er mindre værd.
Alle dine kvaliteter er lige meget værd.

Bare du selv har gavn af dem.

mandag den 19. marts 2012

En pædofils leg - 1

Det som gør de "sære børn" særlige ofre er, at de selv er klar over at de ikke er helt som andre. Derfor kommer de meget i tvivl om, om de de tænker, mener og føler er normalt. Jeg vidste godt, at jeg var mærkelig omkring fysisk kontakt. Jeg hadede at blive krammet og kunne ikke en gang give hånd, eller stå tæt på folk. Det er ikke lang tid siden min mor pludselig krammede mig, og jeg blev så vred over det at jeg var ved at kaste en tallerken efter hende. Heldigvis var den i min højre hånd, og skeen i min venstre - så det var den som blev kastet med i stedet.

Den pædofile jeg havde kontakt med, brugte det til en af hans lege. Det gik ud på, at jeg skulle lægge mig på ryggen på min seng eller et tæppe på gulvet. Så ville han først røre ved min skulder, mine hænder og fødder. Men fra skuldrene gik han op og ville røre mine læber, ned over min brystkasse til livet. Jeg sagde jeg ikke kunne lide det, og at det var ubehageligt. Men hans svar var, at det var sådan det var og at jeg bare skulle vænne mig til det. "Det skader jo ikke."

Jeg var meget bange for ham. Jeg turde ikke bevæge mig, som hans hænder kom nærmere og nærmere de private områder. Han blev ved med at sige hvor dygtig jeg var, og at jeg nok skulle blive normal sådan. Når vi havde gjort det mange gange nok, ville jeg ikke have svært ved fysisk kontakt med folk mere. Da jeg så begyndte at græde, stoppede han. Jeg tror han var bange for at mine forældre hørte mig.

Men det er stadig utydeligt for mig, hvad der skete bagefter. Jeg husker da han stoppede og tyssede på mig, og så er der sort. Jeg mener, at han bar mig hen i min sofa og han så satte en film på, som han synes vi skulle se.

lørdag den 17. marts 2012

Barn igen?

Folk vil meget gerne forklare hele ens personlighed, og forbinde det med noget man har været udsat for. Vores oplevelser gør os selvfølgelig til dem vi er. Men nogen gange er man vel også bare "sådan", uden at der er nogen egentlig grund for det.

Det er specielt populært, at "uha, dem der dør hører sådan noget metal er fordi de har haft det hårdt" eller whatever. Det er noget jeg har tænkt lidt over, imens jeg lå syg. Det ramlede godt sammen med at Mass Effect 3 udkom, så.. nej, jeg har faktisk ikke tænkt så meget over noget relevant.

Men jeg kom til at tænke på det igår, fordi folk meget gerne vil kunne forklare min kærlighed for konsolspil med, at "uha det er fordi du aldrig har fået lov til at være barn rigtigt" og sådan noget. Som om det er en negativ ting. Alt med måde. Vi har jo alle vores interesser, som man kan opdigte har en forbindelse med noget i barndommen.

Snakker man med folk, som har været udsat for noget, er jeg sikker på man skal passe på med det. Ellers får man jo nærmest personen til at virke mere syg, end vedkommende måske egentlig er. Ingen kan jo sige, at vedkommende gør det af den grund.

Så længe det ikke er en skadende adfærd, er der vel ikke nogen grund til at forsøge at finde dens oprindelse. Bare vi er glade.

fredag den 9. marts 2012

Tænk til ende

For nyligt var jeg hos min psykolog, som jeg er hos cirka 4-5 gange om måneden. Det svinger meget efter behov, jeg jeg er glad for selv at styre det. At gå til psykolog kan nemlig være udmattende - både fysisk og psykisk.

Men jeg snakkede med min psykolog om de frustrationer jeg har: Mine tanker. Hvorfor han gjorde det, hvorfor det påvirkede mig så meget, og så videre. At jeg ønskede hævn, at jeg ville råbe og skrige ad mine forældre og såda noget.

Vi kom frem til at det er en helt normal ting at tænke.
Men det er også en normal ting at lukke hurtigt af fra de tanker. Systemet og vores samfund har nemlig lært os, at urealistiske tanker om hævn og død er upassende, underlige.. De er bare forkerte.


Men faktisk er disse tanker normale og acceptable. Hvis din bedste ven for eksempel har bagtalt dig og fortalt dine hemmeligheder til alle, kan du ikke undgå tanker om hævn.

Uha, hvis jeg fortalte sådan og sådan om hende...
Hvis jeg nu gjorde dette, jeg ved hun bliver trist over..


Der stopper vi tit vores tanker. "Nej, det kan man ikke tænke." Eller: "Ej, jeg er for ond hvis jeg tænker sådan."

Det bedste vi kan gøre med ting som bringer vrede frem i os, er at tænke tankerne til ende. Altså i stedet for:
"Uha, hvis jeg fortalte om hende, at.. nej, det kan jeg ikke. Det ville være ondt. Sådan må jeg ikke tænke."
Så tænk i stedet tanken til ende. Tænk på hvordan du vil hævne dig, hvordan hun ville reagere og forestil dig en "god" verden, hvor du gjorde det. Dette lyder måske forkert og mærkeligt, men det er faktisk den bedste måde at lindre sorg og vrede på.

Så længe du ikke fører det ud i virkeligheden!


At have disse tanker er helt i orden. Der er intet galt med dig, fordi du tænker dem. Det hjælper dig at tænke disse tanker til ende. Hvis du sagde den og den hemmelighed om dine veninde, så ville hun blive såret og få igen, hun ville føle det du gør, etc.

Tænk dine tanker til ende!
Undertryk dem ikke!


Eksempel:
Jeg snakkede med min psykolog om, om jeg havde nogle tanker omkring ham. Om jeg nogensinde havde forestillet mig en alternativ slutning til det der var sket. Jeg sagde at ja, det havde jeg da. Men jeg synes det lød underligt. Så jeg ville aldrig tænke dem til ende, da de var for urealistiske alligevel, så jeg følte det var spild af tid.
Mine tanker var nemlig, at jeg råbte på mine forældre, løb ned til dem, han kom i fængsel - og i det han trådte ud fra fængslet, kom en mand med en bulldozer og kørte ham ned.

Men hun bad mig fortælle denne tanke til ende, og fortælle den til hende. Jeg følte mig faktisk lidt lettet.

Undertryk ikke jeres tanker, og tænk ikke der er noget galt med dem. Hævnfantasier er helt normale i alle omfang. At drømme om det er også helt i orden. Der er intet galt med det.

Så længe du ikke gør det til virkelighed...

tirsdag den 6. marts 2012

Normal adfærd - Del 2


Jeg lærte en enorm tolerance over for andre mærkelige mennesker, hvilket er på godt og ondt. Det gode ved det er, at man ikke lader sig irritere over nogen, som måske ikke lige passer ind. Man lærer en masse forskellige mennesker at kende, og de har alle et unikt syn på livet. Det får man helt af sig selv, når man lever med et handicap. Man kan dele værdsættelsen af de små ting i livet, som et rask menneske måske ikke kan lige så godt.

Derved lærte jeg også at tolerere ting, som ikke var i orden. Jeg tolererede de ting, som min krænker gjorde ved mig og de ting jeg blev udsat for af andre mennesker. Den oplevelse som fik folk til at gribe ind, var da jeg endnu en gang kom hjem fra skole med blå mærker, et kæmpe blåt øje og næseblod. Et par ældre drenge havde givet mig en ordentlig omgang, så jeg måtte til lægen og få fjernet grus og snavs fra nogle ret dybe hudafskrabninger. Jeg gjorde ikke noget, jeg råbte ikke om hjælp eller sagde noget. Da de var færdige, så samlede jeg bare mine ting sammen og gik hjem. Dét er ikke normalt.

Det fik da også folk til at sige noget: "Du skal slå igen, kæmpe imod dem og blive ved til de ligger ned."

Jeg tror ikke man kan forestille sig, hvor galt det så går. Før i tiden havde jeg været i kontrol ved at styre mig selv hårdt, og ikke reagere. Det var som en kæmpe bobbel, som blev større og større - og nu prikkede en altså hul på den fra den ene dag til den anden.

Det var et forsøg på at gøre mig normal, men det ændrede ikke på noget - nu var jeg bare unormal på en anden måde. Der skulle ingenting til, før jeg kunne tænde fuldstændig af. Noget, som nok også må have været et chok for alle omkring mig. Nu var jeg selv blevet til en af de børn, som slog, sparkede, bed, rev, bandede.. alt det.

I vores lille gruppe af udstødte, mærkelige børn med sære tendenser, havde jeg ubevidst haft en vigtig rolle. Den kan bedst beskrives med en episode, hvor en af dem var gået helt amok imens læreren var væk. En af de andre vender sig om mod mig og siger, at jeg skal gå hen og gøre noget ved ham, for jeg er den eneste, som kan gøre noget. Uden at tænke videre over det, gik jeg hen og uden det store besvær fik ham dæmpet ned og lidt væk fra de andre. Det viste sig, at en af pigerne havde sagt et eller andet til ham han var blevet sur over.

Den rolle havde jeg stadig, delvist. Men i stedet for at få ro på situationen, bidrog jeg til den. Når en gik amok, deltog jeg jeg kaoset - og folk havde bare at træde tilbage og forsvinde, for ellers blev der brugt vold. Når 2-3 drenge uden hæmninger eller sans for normal social adfærd flipper ud, så er det altså ikke bare råben og buksevand. Der blev kastet med sakse og sten. Vi kunne tage fat om nakken på folk, og så knalde deres hoved ind i muren eller noget andet. Vi pjækkede for det meste og mødtes rundt omkring. Nogen gange lavede vi hærværk, dog aldrig noget særlig alvorligt. Vi var heldigvis ikke helt gamle nok til, at ødelægge særlig meget.

De flyttede dog væk, så det stoppede på den måde. Efter noget tid blev jeg passiv og ligeglad igen, og ville ikke have noget med konflikter at gøre. Jeg holdte mig for mig selv. Det var også der den voksne ville begynde at kysse med mig.

Men hvorfra skulle nogen lære, at det er unormalt, hvis de går blandt det unormale konstant?

Det kan måske lyde nedværdigende.. Men jeg ville faktisk ønske, at der havde været et eller andet kursus eller arrangement for de mærkelige børn og unge, så vi kunne lære de basale ting. Desværre går det oftest galt først.

fredag den 2. marts 2012

Fremmedgørelse af normal adfærd - Del 1

Det sker jo en gang i mellem, at jeg pludselig kommer til at tænke på nogle ting.. - Og siden jeg har en ret dårlig hukommelse, er det jo kun en god ting at skrive ned.

Jeg har tilbragt det meste af min tid med "mærkelige mennesker". Udstødte børn og unge, fordi vi ikke passede til samfundets normer. Det var ikke fordi vi ikke ønskede, at være udstødte. Men folk ville bare ikke tage os ind.

En af mine bedste veninder fra folkeskolen havde haft meningitis, og var blevet meget skadet af det motorisk, sprogligt og indlæringsevne. Men folk troede ikke på, at hun kunne føle som andre eller forstå andre, fordi hun ikke kunne udtrykke sig så tydeligt som andre.
Hvilket faktisk var det modsatte af mit problem: Jeg kunne godt udtale mig meget tydeligt - og også meget højt, hvis jeg blev vred. Så folk troede ikke, at jeg var mærkelig. Først efter de tilbragte et par øjeblikke med mig.

Min normale omgangskreds bestod altså af folk, som ikke var 'normale' og havde lige så underlige vaner som mig selv. Så vi var noget af en blandet gruppe:
En misforstået pige, en dreng som spiste kridt og sad i kørestol det meste af tiden, en agressiv "utilpasset unge" og mig, som aldrig sagde noget og holdte mig for mig selv.

Det kunne vel minde lidt om, når man bliver sendt på specialskole. Man omgåes andre børn og unge, som også er ret mærkelige. De smarte eksperter har så travlt med, at de mærkelige børn skal gå sammen med andre mærkelige, for at blive forstået - og ikke mindst for ikke at forstyrre de normale.
Det er også en god idé, men det er en halv løsning.

Det er nemlig en løsning, som fremmedgør normal adfærd. Hvor skal man lære den henne, hvis man omgåes mennesker, som har de samme problemer som en selv?
Der er da nok en masse pædagoger, som kan hjælpe en på vej. Men det er jo ikke det samme.

Nu er det ikke fordi jeg siger, at det ikke hjælper nogen som helst. Men jeg ser igen på det, med en seksuelt misbrugts øjne. Du lærer ikke normal adfærd ved, at gå blandt unormale mennesker. Du lærer ikke, at det altså ikke er normalt at voksne vil kysse børn, og tager tøjet af foran dem.
Samtidig har man vænnet barnet til, at de altså har nogen problemer og jo egentlig er ret mærkelige.

Der bør være rettet opmærksomhed omkring dette. Desværre var det aldrig noget, som jeg selv oplevede. Jeg lærte hvad der var galt med mig, men ikke hvad der var det normale.