Besat af renlighed - tænder

Jeg aner virkelig ikke, hvad man kan kalde det.. Skade på grund af traumatisk.. negative erindringer der fører til.. øh.. besat renlighed af munden?

Der er nok ikke noget ord for det. Men det jeg tit hører, er at folk bliver 'besatte' af renligheden af deres mund. At man tager sæbe på fingrene, og skrubber tænderne med det for eksempel.

Jeg har haft en ret unormal besættelse af tænder. Normalt børstede jeg tænder 4-5 gange om dagen, og jeg kan kæde det sammen med overgrebene. Jeg føler mig beskidt og vammel i munden.
Jeg får en følelse af, at min mund er så ulækker, at mit tandkød ætser væk af urenligheder. Det er måske et sjældent tilfælde?
Jeg vil meget gerne have kommentarer på, hvordan I har haft det med tandbørstning, hvis I har været udsat for seksuelle overgreb.

Helt konkret er min skade, at jeg har børstet tænder for tit. Det er en permanent skade i tandkødet. Heldigvis har jeg gået til tandlægen tidligt, så jeg ikke når at få problemer med det, hvis bare jeg følger deres vejledning.


Når jeg tænker over det, er det faktisk ret vildt.. Jeg har følt mig så ulækker, at jeg har skrubbet stykker af tandkød væk og spyttet ud. Godt nok over længere tid. Men når jeg sidder og læser mine tanker igennem, er det ikke så underligt. Munden er et meget personligt og intimt sted. Der skal ikke meget til, før jeg føler en klam og ubehagelig fornemmelse i munden; den minder mig om min krænker. For at tage afstand fra overgrebene, har jeg faktisk en nogle ritualer, nu jeg tænker over det:
Skifte sengentøj mindst 3 gange om ugen
Bad med grov svamp 5 gange om ugen (det giver hudirritation)
Huden skal føles frisk; altså exfoliers, renses og vaskes så det hele er rent

Jeg tror noget af det også skyldes, at jeg var i de omgivelser jeg var i. Beskidte, små lejligheder hvor folk røg og så fjernsyn. Det hele var generelt indelukket og klamt.

Men nu har jeg altså været til tandlægen. Jeg har tandkødsskader som følge af, hvordan jeg børster mine tænder. Jeg har været ret hysterisk med det hele, og børstet ret hårdt og flere gange om dagen.
Nu har jeg så købt en elektrisk tandbørste. På den måde burde jeg ikke få flere tandkødsskader, hvilket jeg kan høre mere om i juli måned.

Det er dog ikke noget, som jeg tænker lyder så mærkeligt. Imod ens vilje, er man blevet kysset og berørt på læberne.. Er en hård tandbørstning så ikke det mest naturlige?


Indtil min næste kontrol af tænderne, vil jeg så ofte så muligt skrive om, hvordan jeg håndterer ikke at børste tænder 4-5 gange dagligt, hvordan jeg kan abstrahere fra 'klamheden' og så videre.

Spil/film/bøger og overgreb - en teori

Det er selvfølgelig ikke alle bogorme, spilglade og filmentusiaster, som har været udsat for et eller andet særligt. Men over tiden har jeg både oplevet og tænkt på, at der ofte er sket et eller andet.
For eksempel ham den lidt nørdede i klassen blev drillet. Det resulterede i, at han brugte mere tid på computeren - og blev endnu klogere på det område.
Hende der interesserede sig for bøger og var god i dansk, blev drillet med det. Så hun brugte endnu mere tid på det.

Folk med depressioner kan ofte også bruge meget tid på et spilunivers. Man får typisk at vide, at man skal være modig og konfrontere sine problemer, snakke med nogle om det og den slags. Men vi har alle brug for fred. Den travle forretningsmand drikker sig fuld over en fodboldkamp med sine venner. Den enlige mor til 3 sætter sig ud og ryger på altanen.

Men man har altså også brug for en pause fra mobning, tanker om overgreb, depression og så videre. Jeg tror, at mange pårørende bliver opsatte på tanken om, at jo mere og hurtigere man snakker om det, jo hurtigere går det over.
At stå med et problem er ligesom et arbejde:

• Man har brug for at holde fri
• Det er vigtigt at adskille job og fritid
• Hvis man er syg, skal man ikke tage på arbejde
• Ikke alle arbejdsopgaver er til at overskue

Det er også derfor, at jeg holder længere pause fra min blog. En gang i mellem har jeg bare brug for at være mig med mine daglige opgaver, og ikke "ham der blev udsat for overgreb" eller "ham med bloggen". Ligesom på et arbejde, har man brug for at slappe af og holde en ferie.

Jeg tror det er et problem, at folk har så travlt omkring ens situation. Man skal bare snakke med en. Man skal bare fortælle familien om det, og man skal bare skrive ned hvad man føler.

Nu er jeg ikke psykolog, så det kan godt være jeg tager fejl. Måske skyldes min ide om det, som jeg kalder 'fred', en manisk og psykotisk tankegang.

Men tilbage med spil, film og fantasier. Det er den perfekte ferie fra alle de tanker: Du har kontrol over det, du styrer selv hvor meget du vil have, og du kan sætte dig ind i et andet univers.

Jeg tror, at det der er så effektivt ved spil/bøger/film er, at det er et andet univers, men du behøver ikke forlade sofaen for det. Du kan vågne, gribe din gameboy og fra en varm og sikker seng kan du sætte dig ind i en rolle i et andet univers.

Jeg tror faktisk det er sundt. Det kan selvfølgelig være en syg tankegang jeg har, som forsøger at beskytte min egen livsstil. Det tænker jeg tit på.

Men hvorfor skal jeg være "ham der blev voldtaget" hele tiden? Direktøren for firmaet skal jo ikke være direktøren hele tiden; han skal slukke telefonen og bruge tid på sin familie.

Personligt har spil gjort det for mig, at jeg netop har haft den ferie fra den identitet jeg nu har. Jeg har valgt at være åben omkring det. Jeg bruger nok lige så meget tid på det, som jeg gør på mit arbejde. Jeg holder ferie fra mit arbejde, så jeg skal da også have ferie fra at være 'ofret'.

Måske skyldes min enorme interesse i spil og film noget helt andet. Jeg har dog min teori:

I spil og film er der roller, som man kan sætte sig ind i. Oftest i RPG (roleplayinggames), hvor man skaber sin egen karakter og personlighed i et univers, hvor ingen kender en. I et spil kan jeg være ham den stærke, den retfærdige vagt der afslører en pædofil, eller den stille magiker der studerer i en skov. Alle roller giver en form for ro.

Man taler om, at folk bliver glemt i deres diagnoser. Men det gør de jo også i deres oplevelser. Man glemmer voldtægtsofret i vedkommendes situation, og tænker kun på hændelsen.

Jeg kan i hvert fald føle mig virkelig træt og opslidt af, at være "ofret". For det meste vil jeg faktisk bare være mig selv, og have en hel normal, hyggelig aften med mine venner.