Der kommer stadig nye problemer

Der kommer altid et eller andet nyt, som man opdager man har et problem med, på grund af ens fortid. Men i dag er det rigtigt gået op for mig, hvor meget jeg er gået glip af. Folk er blevet studenter, og kører rundt i byen. Det var jeg ikke med til, da jeg ikke valgte gymnasium. Jeg ved ikke rigtig, om man gør det på de andre uddannelser.
Men det minder mig om det der generelt typiske liv unge har; som jeg også skulle have haft dengang. Nu er det aldrig rigtig noget jeg har ønsket. Men det skyldes jo måske, at jeg har haft meget anderledes ting at bekymre mig om, og derfor udviklede jeg mig i en helt anden retning.

Det gør mig bare vred over de ting, som jeg er gået glip af. Hvilket der måske ikke er nogen grund til, da jeg godt nok er kommet efter det. Ja, jeg ved måske stadig ikke med sikkerhed hvad jeg vil med livet. Men mange ved godt hvad de vil, og har alligevel et lorteliv. Det er bare irriterende, at den slags tanker altid kommer til en, inden man skal noget. Hvis jeg bare skulle sidde hjemme hos mig selv, så var det til at overskue. Men nu er der kæmpe sommerfest hos mine forældre i morgen, og det er ikke altid lige til, at slippe væk fra de tanker. Måske er jeg heldig.

Nu har vi også sørget for, at jeg er en af de første der kommer. Så skal jeg nemlig ikke komme brasende ind, og rende rundt og hilse på alle.. Den slags gør mig meget utilpas. Begynder at svede, ryste på hænderne, hyperventilere og så videre. Det typiske.
Specielt når jeg skal forsøge at klare det, imens jeg er ædru. Det bliver noget af en udfordring, når der kommer 50-60 mennesker.

Det har dog lykkedes mig, at være ædru i fire dage nu. Det er meget!

Helingsproccessen - "I chok"

Dette er mest henvendt til pårørende og hvad man kan forvente i fremtiden. De fleste udsatte starter nemlig med, bare at være i chok. Noget, som måske har fyldt det meste af ens liv i flere år, er pludselig væk. Det er forbi. Noget, som faktisk kan være en yderst skræmmende ting.

Min holdning er, at man aldrig skal forsøge at tvinge folk ud af deres chok. Folk går i chok af en grund - kroppen gør det som et forsvar. Det er et nødvendigt forsvar, og en vigtig del af processen. For hvis alle omkring en med det samme springer frem, spørger, vil have en til at snakke om det og så videre, så lægger man bare unødvendigt pres på. Det kan også hurtigt give den udsatte den opfattelse, at folk slet ikke forstår noget.

Man bør dog altid gribe ind, hvis vedkommende bringer sig selv/andre i fare, eller begynder på en destruktiv adfærd. Man kan dog næsten kun forvente, at det kommer til at ske i et eller andet omfang.

Det kan også være svært at tale om, hvis personen har fuldstændig fortrængt det. Så hvis ens barn siger, at de ikke ved det, når man spørger hvad der er sket, hvordan det skete, kan det være at det virkelig er sandheden; for de kan ikke huske det.

Jeg gik ikke så meget i chok, men minderne var fuldstændig væk i mange år. Jeg havde stadig vreden og nervøsiteten, kunne ikke lide at folk kom tæt på mig fysisk og havde det meget svært ved at knytte mig til nogen. Da det hele pludselig kom tilbage (og jeg mener, det hele) på én gang, gik jeg bare fuldstændig ned i et par dage. Efter et par dages druk måtte jeg så sætte mig, og prøve at få det hele til at passe sammen. Jeg kom blandt andet i tanke om, at jeg engang prøvede at få mig selv indlagt på en lukket afdeling, bare for at slippe væk. Jeg satte mig og læste en masse om seksuelle overgreb, så alle mulige programmer, skrev noter, alt der havde med det at gøre. Jeg skrev digte, noveller, sange, tegnede det. Seksuelle overgreb blev nærmest en besættelse. Men det var for at kunne lægge afstand til det. Jeg tænkte, at hvis nu jeg beskræftiger mig så meget med det, kan det være jeg til sidst bliver immun og det så forsvinder og bliver til en ligegyldig ting.

Jeg talte næsten aldrig om mine egne oplevelser, og meget få vidste det. Men de anede ikke i hvilket omfang.

Man kan godt klare sig alene og komme videre. Men det er de færreste det lykkedes for, og det er en unødvendig lang kamp. - Og på et tidspunkt skal det altså ud. For ellers ender det med at være en virus, der æder en op indefra. Før eller siden må man stille sig op og sige det til hvem som helst, at man blev udsat for det og hvad der skete. For de fleste er det aller sværest at sige det første gang. Men efter et par gange bliver det nemmere, og jo nemmere man får ved at tale om det, jo mindre føler man sig bundet og fanget af det.

En magisk verden

Så.. jeg har brugt ufattelig mange timer på at spille Final Fantasy VII igennem.. igen igen igen.. igen igen.. (You get the point.) I går snakkede min kæreste og jeg om det med spil, og han sagde at han ikke kendte nogen som gik så meget op i det som jeg gør, eller har hørt om nogen der gik så meget op i det. Så spurgte han pludselig hvorfor jeg egentlig startede.. Jeg var ikke særlig gammel. Et par år. Men jeg spillede det slet ikke så meget, som jeg begyndte at gøre da skolen startede.

Anyway, jeg sagde bare at jeg ikke vidste det. Men spørgsmålet hang alligevel ved, og pludselig gik det op for mig hvor meget jeg går op i det. Det er alt ved det. Det tekniske, at kunne spille musikken, historien, universet, hver eneste lille hemmelighed, hvert twist i historien. Jeg har endda læst alle bøgerne i Elder Scroll: Skyrim. (Til dem der ikke ved hvad det er: Der er MANGE bøger.) Hver eneste lille achievement man kan få skal jeg have.

Det var ikke så svært at finde ud af hvorfor. Jeg skulle ikke på nogen længere spirituel rejse ind i sindet, og det kom heller ikke bag på mig at jeg foretrak en digital og magisk verden.

Bliver man desperat nok, vil man kaste sig over hvad som helst. Hvis der sker noget i ens liv, som gør at virkeligheden bare ikke er til at holde ud, må man jo finde en måde at overleve på. Tænd for fjernsynet og den verden er der. Der er ikke bare én, faktisk. Der er mange, og du har frit valg. I nogen af dem kan du endda nærmest lave dig selv; og du kan ændre alt ved dig selv.

Jeg blev mobbet meget med min højde. Men det behøvede jeg ikke at forholde mig til, for virkeligheden var bare en midlertidig og kortvarig opgave at skulle igennem, og så kunne jeg vende tilbage til min egen verden.

Andre har det eller har haft det på samme måde, uden tvivl. Problemet er bare, at folk tit opfatter det som om, at man slet ikke kan kende forskel på virkelighed og fantasi. Det er jo ikke det der er problemet. Problemet er, at man ikke vil have noget at gøre med virkeligheden.

Når man så sidder på sit værelse og spiller et eller andet spil, har en kat eller en hund ved siden af sig.. så har man alt hvad man føler behov for. Underholdning, en verden at fordybe sig i og nærkontakt.

Jeg tror ikke på, at alle passer ind i beskrivelsen "mennesker er flokdyr, og fungerer ikke alene". Mest fordi jeg ved jeg ikke selv passer ind i det gammeldags synspunkt på mennesker. Jeg har ikke "lært at leve med" at være outsideren, og jeg "slår mig ikke til tåls med" at bruge meget tid for mig selv. Jeg har valgt det, og har faktisk skåret folk ud af mit liv for det.

Nu skal man selvfølgelig ikke løbe ud og slå hånden af alle, bare fordi man tror det er nemmere. For hvis man pludselig får det bedre med sit liv, og vil til at være sammen med folk.. bare få år i en forholdsvis aflukket tilværelse gør altså noget ved en. Jeg kan i hvert fald mærke, at jeg har meget svært ved at overskue, hvis tingene ikke går præcis som jeg vil have det. Jeg bliver hurtig pessimistisk, synes det virker åndssvagt.
Det værste træk jeg har fået, er nok at jeg slet ikke kan tage 'dumme' mennesker. Hvis nogen trækker mig ned, hvis jeg skal arbejde sammen med nogen som ikke helt forstår det, nøj.. jeg får omgående lyst til at flå hovedet af dem. Jeg råber af dem, bliver grov, sukker og gør de ikke som jeg siger, så kortslutter det helt.

Et menneske som opfører sig sådan behøver ikke være forkælet eller "bare en egoistisk møgunge". Det kan godt være fordi vi bare lever en anden livsstil, hvor vi ikke skal tage os af andre end os selv. Det er det samme, som hvis man pludselig bad en der altid var omgivet af mennesker og arbejde sammen med andre, pludselig skulle være helt alene. Hvis samfundet var "imod" den type, ville de blive kaldt svage.

Dem der har sagt jeg bare var en forkælet og egoistisk nar, vil jeg i hvert fald gerne se forsøge at klare min livsstil.

Folk glemmer også det positive ved, at nogen mennesker bare helt vil have meget få venner.. Ikke som i 5 stykker, men kun en enkelt som de ser jævnligt. Først og fremmest glemmer de det positive personen selv oplever, og den forbedrede livskvalitet ved det. Derudover, når man ikke har så mange forskellige mennesker at skulle forholde sig til, kan man fordybe sig i de enkelte, få udvalgte. Man kan tit være der for andre, når de bare lige har brug for at lufte deres "årh, den kælling var bare sådan en idiot i dag og lignende"-tanker.

Det er dog ikke en livsstil man skal vælge, for at undgå folk spørger ind til det der er svært, fordi man ikke vil såres eller man ikke føler sig værdig. Det skal være fordi man virkelig føler, at det er det bedste.
Der er sikkert ingen facitliste for, hvordan man finder ud af det. Personligt gik det op for mig, da jeg opdagede jeg hele tiden fik hovedpine, stress, irriteret og i dårligt humør af, at være sammen med mennesker. Bare sådan generel utilpashed også. Medicin hjalp ikke, det var ikke i forbindelse med noget fysisk eller var på grund af ting som eksamener, arbejde, skole, etc.
De ting som folk sagde var grundene til, at man skulle være sammen med andre.. "Det er vigtig med kontakt, du skal have nogen du føler du kan sige alt til, nogen som du kan have bare et basalt fysisk forhold til" og så videre.. Well, sådan har jeg det med min kat.

I bund og grund handler det om, at vi selv skal skabe den tilværelse, som vi ønsker. Ikke af frygt eller tvang, men af lyst. Du skal ikke vælge et liv efter hvad andre synes, og du skal ikke leve dit liv igennem andre.
Du skal ikke leve et mere isoleret liv, fordi det ikke gør dig så trist. Du skal gøre det, hvis det er hvad der gør dig glad.

Omkring medicin/Sertralin 1

Min blog er jo primært henvendt til folk, som har været udsat for seksuelle krænkelser og/eller andre traumatiske oplevelser som mobning, overfald og lignende.

Jeg foretrækker at skrive om ting, som jeg selv oplever "her og nu". I lang tid har jeg nærmest været afhængig af anti-depressiv. Jeg fik mine første piller da jeg var 13 år gammel.

Man behøver ikke være depressiv for at få anti-depressiv. Det kan måske lyde en smule mærkeligt, lige når man hører det. Men depressiv medicin - typisk Sertralin - bruges som angstdæmpende og en slags "støttepind" til folk, som skal prøve at leve med noget traumatiserende.

Selv har jeg været på det anti-depressive Sertralin i halvandet år. Det bliver ikke brugt som anti-depressiv for mig, men netop en slags støtte. Da jeg snakkede med min læge - som har kontakt med min psykolog - og vi blev enige om, at jeg klarer mig utrolig godt og jeg måske ikke har brug for medicinen mere, begyndte vi et program for at jeg skulle trappes ud af Sertralinen.

Det er VIGTIGT at vide, at man ikke bare lige stopper med Sertralin når man synes. Også selvom du ikke har snakket med din læge om, at du har fået det bedre, men du bare føler det.. Du skal ikke bare stoppe! Sørg altid for når du har omkring 10 piller tilbage, at du har hentet en ny pakke på apoteket.
Det er ikke for at du bare kan have en masse, og sælge det overskydende.

Hvis du stopper med at tage Sertralin fra den ene dag til den anden, vil du ikke føle noget de første 2-3 døgn. Men derefter vil det første symptom være, at du sveder og føler dig svimmel konstant. Det er de første tegn på, at du lider af abstinenser: Noget, som nogen præparater giver dig når du skal til at stoppe. Det er nøjagtig det samme, som når en nakoman stopper med sine stoffer fra den ene dag til den anden; også kaldet kold tyrker og abstinenser.

Ønsker du at stoppe med Sertralin eller lignende medicin, skal du altid rådgive dig hos din læge. Det farlige ved blandt andet Sertralin er, at du faktisk kan få alvorlige depressionstræk - folk har faktisk været selvmordstruede af det. Derfor skal du trappes ud af medicinen: Tager du for eksempel 100mg Sertralin, vil lægen udskrive et recept på 50mg.. Derefter 25 og følge dig meget tæt på hvordan du har det, om du oplever at blive ekstremt trist, etc.

Jeg forsøgte selv bare at stoppe med medicin, fordi "jeg har det da så godt jeg ikke behøver den mere". Men de symptomer jeg oplevede (i rækkefølge) var:

• Voldsom svimmelhed - jeg kan sammenligne det med, når jeg havde røget virkelig meget hash. Det føles som at svæve hen over jorden, at ens ben ikke er lige lange og at alt bare sejler for en.
• Tendens til feber og at svede meget voldsomt - Lige pludselig får du det bare ekstremt varmt og sveder som du aldrig har svedt før. Jeg vågnede flere gange med, at min dyne, hovedpude og lagen var fuldstændig gennemblødt. Det lignede at nogen havde smidt en spand vand ud over min seng. Min kæreste, som ellers helst vil lægge så tæt op ad mig som muligt sagde, at han ikke kunne holde det ud. For jeg var simpelthen så varm, at han bare ikke brød sig om at jeg svedte på ham på den måde. Hans underbukser blev gennemblødte af mit sved! I denne periode drak jeg op til 7 liter vand om dagen, og 1-2 liter om i løbet af natten.
• Måske 2-3 dage efter, vil du begynde at føle klassisk feber: Du sveder, men fryser. Du tager en dyne om dig, og 10 minutter efter har du det så varmt, at du må gå ud og tage et koldt bad.

• Mareridt vil hos nogen være det næste skridt, eller en meget urolig søvn.
• Depression. Du startede højst sandsynligt på det anti-depressive på grund af depressive tendenser, og ikke direkte en depression. (Dog skal man ikke tro, at depressive tendenser ikke kan være lige så alvorlige.) Hvis du bare stopper med medicin fra den ene dag til den anden, vil du måske opleve alvorlige depressiv adfærd: Du overvejer selvmord, du græder over alt og føler dig sårbar ligemeget hvor du går. Måske kan du ikke en gang gå ud med skraldet, uden at føle dig nøgen og sårbar.

VIGTIGT: Hvis du har denne følelse, ligemeget om du bliver opfulgt af en læge en gang i mellem, så skal du kontakte dem omgående! Dette er ALVORLIGT og konsekvenserne af det kan være uforudsigelige. Sker det om natten, så vær ikke bange for at ringe til vagtlægen. Ring til din nærmeste, kontakt dine forældre eller hvad du end kan gøre for, at der kan komme nogen og være med dig. *Se nærmere nederst.

Derfor er det simpelthen bare vigtigt at blive holdt øje med. Det kan virke krænkende og nedværdigende, at du skal holdes øje med på den måde. Men anti-psykotisk og anti-depressiv - specielt Sertralin - kan virkelig være skadeligt. 

Sidder du med symptomerne og desperation lige nu - uanset om det skyldes medicin eller ej -, så tjek mit indlæg: "NØDSITUATION! NU!" og følg instrukserne der.

Du vil måske føle at din læge ikke forstår dig 100%.. Men din læge er også bare et menneske. - Og selvom et menneske ikke forstår dig, vil de måske stadig gerne hjælpe dig! Hvis du ikke tror på at nogen vil dig det godt, kan det hjælpe dig at tænke på, at hvis du gør noget ved dig selv.. så kan din læge blive dømt som værende ansvarlig. Det er meget sjældent det sker: Men husk, at din læge ikke har nogen interesse i at ignorere dig og dine problemer. Føler du virkelig at din læge ikke forstår dig, kan du altid skifte. Ved du ikke hvordan du vil skifte læge, sagsbehandler og så videre, så tjek mit indlæg: Skift offentlig ydelse.