tirsdag den 28. februar 2012

Der er håb derude!

Måske virker alt bare håbløst, fremtiden umulig og dine evner som værdiløse. Det var i hvert fald hvad jeg tænkte i mange år, og det var grunden til, at jeg bare tænkte at så kunne jeg da blive prostitueret. Mine tanker var, at det var simpelthen hvad jeg var værd. Så kunne jeg vel lige så godt få det bedste ud af det.

Jeg vil ikke lyve for nogen, og fortælle "det skal nok snart blive bedre". Det vil blive bedre, ja. Men ikke nødvendigvis snart. Som jeg har skrevet før, er den en lang kamp og en langvarig process.

En pædofil skal max. betale 12 års straf for sine handlinger.
Men den pædofiles ofre skal betale tre gange så meget.


Min hverdag er ikke som hos normale unge og voksne i min alder. Jeg har længe synes jeg var svag og ubrugelig, fordi jeg ikke kunne få en normal hverdag til at fungere, med et studie fra 8 til 15 og et studiejob ved siden af. Så måtte jeg da være svag, dum og ubrugelig, tænkte jeg.

Her i det nye år har jeg dog faktisk ikke bare lært at leve med det, men også tænkt over det og blevet tilfreds med det. Det får mig ikke til at føle, at jeg er mindre værd.
Jeg er i øjeblikket på sygeorlov, og har højst sandsynligt ingen muligheder for et fuldtidsjob.

Det er der intet galt med!


Hvem siger, at man skal have en mand/kone, 2,4 børn og et hvidt stakit for at være lykkelig? Hvem siger, at det er påkrævede ingredienser til et godt liv med mening?

Jeg lavede tømrearbejde på deltid, inden jeg kom på sygeorlov. Mit arbejde består nu af, at synge på café og pubs en gang i mellem. - Og ved du hvad?
Det har gjort mig gladere og mere lykkelig end noget som helst fuldtidsarbejde kunne.

Du kan sagtens ende med at blive glad og lykkelig, selvom du ikke har et typisk liv. Bare du laver noget, som du føler du er god til.

"Man-livet" er ikke nødvendigvis lykken. Det er bare det normale. Man-livet er, det "man burde". "Man bør få sig en hus", "man bør få sig en lang uddanelse", "man bør have en fast partner", "man bør få sig børn" og så videre.

Lad dig ikke kue af folk, som er tilhængere af man-livet. For det er dit liv. Du skal gøre det, som gør dig lykkelig.

søndag den 26. februar 2012

De voksne børn

Et intim forhold er en "voksen-ting". Man udsætter barnet for en ting, som voksne gør og giver barnet en voksen rolle. De fleste forbinder ordene "jeg er ikke noget barn!" med en naturlig fase i barnets liv, hvor de gerne vil bestemme lidt mere. Men det kan også være et udtryk for dybe frustrationer over ens blandede identitet.

Mit forhold til min krænker var som et voksent forhold. Jeg skulle i en tidlig alder forholde mig til intimitet, ekskærester, alkohol og en angst for, at jeg aldrig ville slippe væk. Så jeg skulle også tænke på at flytte sammen med en i fremtiden da jeg var 13. Ikke fordi jeg forstod det helt. Jeg følte ingen jalousi for hans ekskærester. Hvad ragede det overhovedet mig?

Men han sagde at sådan var man i et forhold. (Igen, jeg var jo alligevel så mærkelig, så måske var det bare sådan.) Inderst inde var jeg stadig ligeglad, men jeg måtte lade som om jeg ikke var. For tro mig, det ville blive langt værre hvis jeg ikke spillede med.

Så når man konstant skal skifte imellem at være barn og voksen, møder man enorme frustrationer. Ting, som jeg var blevet modne nok til igennem tvang, var ikke noget andre kendte til jo. Jeg kunne sagtens befærde mig i byen om natten, tage transport helt selv, skaffe cigaretter og hvad jeg ellers ville. Det var som at være voksen, fanget i et barns krop. - Og jeg blev langsomt revet i stykker.

På den ene side stod min krænker og ville gøre mig til en voksen, og svinede mig til når jeg ikke sagde mine forældre imod. På den anden side stod mine forældre og ville gøre alt for, at jeg forblev et barn. For det var jo hvad jeg var. Men der kom en reaktion fra min omverden, som jeg slet ikke havde regnet med.

De fleste piger vil jo gerne have modne fyre. Moden var jeg da i hvert fald blevet. Min første kæreste var en angstpræget og selvdestruktiv pige, ekstremt dependant og heller ikke med stor forståelse for, hvad der var normalt. Som 13-årige hang vi ud med forskellige mennesker rundt omkring, drak øl, røg cigaretter eller det der var værre.

I sådan en gruppe møder man forståelse og accept. De ved godt at man ikke er 18, men det er de ligeglade med. Så fuck forældre og fuck pædofile. Vi var unge, frie og fucking ligeglade. Nu kunne vi endelig være "de voksne" som vi var; og jeg havde min mærkelige, unormale gruppe af udstødte ligeværdige igen. Min kæreste, en pige på 17 som konstant røg ind og ud fra psykiatrisk hospital, to søstre som konstant løb hjemmefra og en dreng på 19, som var i en plejefamilie han hadede.

Dog har alting en ende. Min kæreste ville hellere være sammen med den ældre, hvilket jeg sagde på ingen måde var normalt og det lød ærlig talt ret klamt. Det var ikke sundt. De andre var uenige og sagde, at nu opførte jeg mig som "alle de der idioter" som ville have, som ikke fattede at vi var voksne nok til selv at bestemme, og gøre hvad vi havde lyst til.

Men min krænker var da glad for, at jeg ikke havde andre igen. Han vidste aldrig noget om den kæreste, for jeg vidste at han ville betragte det som om, at jeg var ham utro. Overfor ham, skulle jeg stadig spille rollen som en voksen partner til ham.

lørdag den 25. februar 2012

Mine egne børn

Jeg har tænkt meget på, hvordan jeg skal kunne klare opgaven med at have børn, i forbindelse med det som jeg har været udsat for. Noget i mig siger, at jeg vil være alt for paranoid og overbeskyttende. I går fik jeg den tanke, at "hvad hvis jeg kommer til at skræmme dem i stedet?"

Børn skal have at vide ting, som ikke alle er lige sjove, ja. Men det kan jo også blive for meget. Hvad hvis jeg kommer til at give dem min mistillid og paranoia? Eller hvis jeg bliver så overbeskyttende, at de gør en masse dumme ting, bare for at være imod mig? - Og det så ender galt?

Det kan da vel godt være, at det er tanker som alle har omkring sådan noget. Men jeg vil i hvert fald snakke med dem om blandt andet internettet, og stranger-danger.

Umiddelbart vil jeg ikke lægge op til, at de skal begynde at bruge internettet. Men de skal da have lov, hvis de får interessen. Dog med filter. De skal også vide, at de på ingen måde skal mødes med fremmede, eller give deres adresse, navn eller noget som helst.
Noget jeg har lagt mærke til, er også at mange børn i dag tror på nærmest alt, som de får skrevet. For eksempel de klassiske "send denne videre til 10 personer, eller du dør i nat" og sådan noget. Inden de bliver udsat for det, vil jeg fortælle dem om det. - Og at det selvfølgelig ikke passer.

Jeg vil også fortælle, at hvis nogen gør noget som de ikke vil have eller som de synes var ubehageligt, så skal de sige det. Ligemeget hvad det er. Også ligemeget, om personen har sagt de ikke må sige det. For det han/hun siger, passer nemlig ikke. (Med mindre det er fordi deres lærer sagde, at de skulle lave deres lektier, haha.)

Styrke ligger i opfattelse og accept

Vi har alle en styrke i os. Men ikke alle vælger at gøre brug af den - eller de ved ikke, at den er der. Som jeg har nævnt flere gange, skal man se sig selv som en overlever og ikke et offer.

Der findes ingen magisk løsning på, at få den styrke frem. Den må komme af sig selv. Ligesom hvis man altid har været bange for højder, og man så endelig finder styrken og modet til at prøve det Gyldne Tårn.

At holde noget for sig selv, er ikke at være stærk. At smile når man vil græde, er ikke styrke. Mange har den tanke, at de må lade vær med at fortællle om deres problemer, og være stærke for andre. Men de fleste kan godt fornemme, at der er noget galt. Det skader mere end man gavner.

Man må acceptere, at man ikke kan være stærk hele tiden. Det kan ingen. Alle bryder på et tidspunkt sammen, og har de gemt længe på det som går dem på, bliver det et meget voldsomt sammenbrud; som dem, der ender med at blive stofmisbrugere, alkoholiker, kriminelle eller deprimerede mennesker, som ingen kan komme til.

torsdag den 23. februar 2012

"Jeg synes ikke noget hjælper!"

At skulle komme sig over sådan en oplevelse, tager lang tid og er en lang process. Der kan faktisk gå op til et års behandling, før du begynder at få det bedre og mærker forskel. Du skal ikke miste tålmodigheden. Det er en lang og sej kamp, som koster tårer, tid og energi.

Under den første del af behandlingen, kan du faktisk opleve at få det værre. Der laver mange den fejl, at de så stopper. Men grunden til at det bliver værre, er fordi der bliver snakket om det og det påvirker dig. Dine oplevelser kommer pludselig tæt på dig igen, og du er højst sandsynligt ikke vant til det. De fleste har lagt så stor afstand fra det, at hjernen nærmest har glemt det er sket. Det er en naturlig forsvarsmekanisme: Du lukker ned for dine følelser.

Det er også en sund mekanisme - i begrænset tid. Står overgrebene på i lang tid, er det hvad der kan hjælpe dig med at undgå selvmord. Det er en "her og nu" løsning.

Man kan se det som en by, der er under angreb:
Der bliver bygget flere og flere mure rundt om byen, for at holde fjenden væk. Det er selvfølgelig klogt, når byen rent faktisk bliver angrebet. Men har det stået på længe og der konstant er bygget en tykkere mur og flere af dem, bliver det sværere at komme ind i byen.
- Og byen kan ikke udvikle sig! For ingen tør jo bygge udenfor muren, i tilfælde af et nyt angreb.

Du lukker dig derfor inde i dit eget fort, og tør ikke gå ud. Du har måske heller ikke lyst til det, for der er jo så trygt og sikkert derinde. Men der bliver ensomt.. du oplever ikke noget, ingen udvikling og ingen kan komme tæt på dig. Jo mere vant du bliver til at være der, jo sværere bliver det at komme ud.

Det er igen noget, som faktisk gælder flere ting end bare seksuelle overgreb. Det kan også være i forbindelse med mobning, svigt, dødsfald, etc.

Jo længere tid du har gået med det for dig selv, og jo længere tid du har været følelsesmæssigt passiv, jo længere tid vil behandlingen tage.

Som du også kan læse i afsnittene med, hvad man efterfølgende har af problemer efter seksuelle overgreb, ændrer de sig efterhånden som du bliver ældre.
Har man været misbrugt som 8-årig, og kommer i behandling som 10-årig, er det relevante for barnet, at det lærer at genopbygge tillid, selvværd og for bearbejdet oplevelserne. At snakke om sex er ikke relevant for et barn i den alder.
Som teenager, bliver det også relevant at snakke om parforhold og at man ikke skal tage det for hårdt, hvis kæresten slår op og forstå, at det ikke har relevans med overgrebene. Det er blot en naturlig ting i teenagers forhold.
Senere bliver det seksuelle relevant: Hvordan man skal klare at have et normalt og velfungerende seksuelt og intimt forhold til en anden, hvordan man klarer et mere seriøst og længerevarende forhold og at stoffer og alkohol ikke hjælper på det.
Derefter hvordan man skal forholde sig til børn, lære at binde sig til en man eventuelt kan ende med at blive gift med.

Du vil derfor få gavn af behandlingen i mange år. Måske ikke en fast behandling helt til du fylder 30, men når du synes det er relevant, og du når til et punkt i dit liv, hvor du tænker på andre ting.

Hav derfor tålmodighed med din behandling. Et redskab kan være, at du skriver hvad du tænker på, hvad du er ked af det over og så videre fra starten. Du skriver så løbende hvad der bekymrer dig. Du vil så måske efter et år opdage, at du pludselig har fået mindre bekymringer og triste tanker.

onsdag den 22. februar 2012

Spørgsmål - 1

Jeg har fået et par spørgsmål i forbindelse med min blog her, både fra forældre, fra folk som selv har oplevet det samme, og folk som bare er nysgerrige. De fleste af spørgsmålene er fra mine venner, som ville hjælpe mig på vej med at vise et eksempel på, hvordan det vil foregå.

Bemærk, at nogle spørgsmål er redigeret. Det kan skyldes stavefejl, upassende sprog, etc.

Elskede du ham på noget tidspunkt?
Inderst inde, nej. Jeg troede at jeg gjorde. Jeg levede så længe i den rolle han ville have, at jeg til sidst troede at jeg gjorde - jeg forsøgte i hvert fald at overbevise mig selv om, at jeg gjorde. Det var i et desperat forsøg på, at gøre det mindre smertefuldt end det var.




Er overgrebene skyld i din seksualitet?
De har intet at gøre med, at jeg den dag i dag lever et liv som bøsse. Jeg har været meget i tvivl om, hvorvidt jeg ville offentliggøre min seksualitet, da jeg var bange for, at det ville styrke fordommen om homoseksualitet og overgreb. Det er en gammel skrøne, at drenge som har været udsatte for seksuelle overgreb bliver bøsser.
Den nyeste forskning tyder på, at homoseksualitet stammer fra man er foster, og har noget med kvinden at gøre. Jo flere gange en kvinde har været gravid med et drengebarn, jo flere kvindelige hormoner producerer hun under graviditeten. Det påvirker hjernen og udviklingen på barnet.


Jeg siger ikke, at det er hvorfor nogle bliver homoseksuelle. Blot, at det er det man mener.
Men man er sikre på, at seksuelle overgreb ikke ændrer på ens seksualitet.




Har du fået fordomme efter dine oplevelser?
Engang havde jeg fordomme på grund af det. For eksempel hvis en 13-årig og en 15-årig flirtede, ville jeg omgående tænke at h*n var ude på noget, h*n ville udnytte vedkommende og det udelukkende var en sadistisk interesse for den yngre. I dag er jeg blevet mere rolig. Dog fanger jeg stadig mig selv i at tænke "han ligner sgu da også sådan en", når jeg ser på et billede af en, som en nyhedsartikel skrive rom, som har voldtaget små piger eller noget lignende.




Har du fået din barndom igen, efter du slap for ham?
Ens tid kommer aldrig tilbage. Jeg kan ikke blive et barn igen, men jeg er blevet mere fri. Ting som folk nok ville betegne som barnlige af mig, er jeg begyndt at gøre. Lige da jeg slap for ham, ville jeg lege med LEGO, spille "børnespil" og ville være sammen med yngre. Man kan nærmest sige, at der blev byttet om på min alder:
Først var jeg 0 år til 12, hvor overgrebene begyndte. Så var jeg pludselig som en 18-årig, og skulle opføre mig sådan. Da jeg slap for ham, havde jeg så fra 12 år til 18, som jeg først skulle til at opleve nu.


Man kan sige, at det dog har haft den positive virkning på mig, at jeg nemt kan relatere til børn. I starten da jeg slap for ham, havde jeg kun venner som var yngre end mig. Udelukkende fordi jeg følte, at det var det rigtige. Mange synes måske det er forkert, men jeg fik så mange gode ting ud af det. Jeg kunne opleve den barndom jeg mistede, og jeg kunne også lære at være en "rigtig voksen".








Skriv flere spørgsmål, og jeg vil oprette et nyt indlæg med flere spørgsmål.

tirsdag den 21. februar 2012

Jeg ved ikke hvorfor!

Jeg havde lidt af et meltdown i dag. Når jeg pludselig bliver frustreret, vred, ryster og rigtig trist uden nogen særlig grund eller på grund af små ting, det er noget vi kalder et meltdown nu. For det er ikke bare et sammenbrud, hvor man græder og vil være i fred. Jeg kan fuldstændig miste orientering om hvor jeg er, hvad jeg var ved eller hvorfor. De varer et par minutter, og så er alt i orden igen.

Men endnu et frustrerende aspekt i hele problematikken er kommet frem, og jeg har fundet ud af, at det faktisk går mig meget på. Jeg ved at hvad han gjorde var forkert, og jeg ved at det er en stor grund til at stadig i dag gør de ting som jeg gør, samt mange af mine tanker.

HVORFOR PÅVIRKER DET MIG SÅ MEGET!?


Jeg ved ikke hvorfor det gør! Jeg ved at det er en traumatiserende oplevelse at blive krænket, og derfor har den gjort mig til en lidt underlig en. Men hvorfor? Hvorfor lader jeg mig påvirke af det?
Hvordan kan jeg skrive om mine oplevelser og hvad han gjorde, og stadig være så påvirket?
Hvorfor påvirker det mig? Hvorfor går det mig stadig på? Hvorfor er jeg så mærket af det?

Det plager mig tit. Hele forløbet med min krænker plager mig lidt ekstra, efter jeg er begyndt at skrive den her blog. Der bliver revet op i nogle gamle ting, og jeg skal genleve minderne i mit hoved.

Men det er som om, at det hjælper at få det ned på skrift. Så er der styr på det, i stedet for en masse turmult og kaos.

Jeg har skrevet spørgsmålet ned, til næste gang jeg skal hen til min psykolog. Jeg vil vide, hvorfor jeg er så påvirket af det.

Jeg ved ikke hvorfor.

Det første skridt til et bedre liv

Dette er en oplevelse, som jeg har delt med mange. En så fantastisk følelse, en lettende fornemmelse og en styrke og ro, som jeg bare blev nød til at fortælle folk:
Den første gang jeg fortalte en anden, hvad jeg havde været udsat for!


Min nuværende psykolog var den person, som jeg først fortalte om mine overgreb. Jeg havde før indikeret over for få venner, at "jeg havde en, som gjorde ting jeg ikke kunne lide", men ikke noget konkret.

Min psykolog fortalte jeg præcis hvordan og hvorledes. Altså direkte "jeg er blevet seksuelt misbrugt".

Op til samtalen
Jeg var meget nervøs, jeg rystede på hænderne og havde hjertebanken. Jeg havde besluttet mig for, at min psykolog og jeg skulle snakke om det. Det var hende som gav mig det råd om, at man kunne skrive det for at åbne samtalen, da det oftest var det sværeste. Jeg havde så skrevet en mail til hende (se nederst), som vi havde aftalt. Jeg sagde til hende, at jeg vil have hun svarer, men ikke noget direkte som sådan. Hun skulle bare svare, at hun havde læst min mail og hvordan hun forstod, at det påvirkede mig. Hendes svar var cirka:
Hej Chris
Jeg har modtaget din mail, og kan se at det tydeligvis er noget, som har påvirket dig meget og noget, som vi skal snakke videre om.


Venlig hilsen
***


(Jeg vil ikke sætte hendes mail ind, da hun jo også har ret til at være fortrolig.)


Det gav mig en bekræftigelse på, at hun vidste hvad der var sket og at det var emnet. Hun kunne så stille spørgsmål til det, i stedet for at jeg skulle sige "jeg er blevet seksuelt misbrugt". Det er nemlig noget af det sværeste at gøre: At åbne op om det. Skriv på skrift, det kan tit hjælpe.

Jeg var så også forberedt på, at det var hvad vi skulle snakke om.


Under samtalen
Det var hårdt, det kan jeg ikke benægte. Jeg følte mig svimmel, fortumlet og havde et par gange lyst til at rejse mig op og få min vej. Men jeg blev der. Jeg er også heldig med min psykolog, at hun en gang i mellem lader der være lidt stilhed, så man kan falde til ro igen og snakke videre.
Dog kunne jeg ikke græde under samtalen, da jeg stadig lagde en kæmpe distance fra det. Men det var der intet galt i, og det kunne hun godt forstå.


De første minutter efter samtalen
Vi sluttede samtalen 10 minutter før, da jeg sagde til hende, at jeg bare havde brug for luft. Nu havde jeg for første gang snakket med en anden om mine oplevelser, og jeg kunne ikke mere lige nu.
Da jeg forlod lokalet, var jeg udmattet og træt. Jeg gik ned langs Holbæk fjord, og blev så svimmel at jeg måtte sætte mig ned.

Euforien
En følelse af ekstrem velvære og lettelse. Følelsen af frihed. Da jeg kiggede ud over vandet og tænkte, at nu havde jeg fortalt det til en anden, fik mig til at føle mig så lettet. Jeg gik ikke alene med mine tanker mere.

Jeg sad på bænken i måske 5 minutter. Jeg lyttede til bølgerne, indåndede luften af vand og frost. Kiggede på den smukke himmel. Jeg tog mine sko af, og gned mine fødder i græsset under mig. Jeg havde ikke kunne føle det før, og ikke nyde min hverdag på den måde.
Jeg har prøvet mange stoffer, men ingen af dem kunne give mig så fantastisk en følelse, som den jeg havde der. Jeg fældede en tåre af glæde - noget, som jeg havde været ude af stand til at gøre før.

Et nyt liv
Jeg gik langs fjorden og op i byen. Betragtede interessant menneskerne omkring mig, og følte mig ikke alene mellem dem mere. Jeg følte mig tættere på dem. På en café på hovedgaden bestilte jeg en øl, og satte mig udenfor. Det havde aldrig smagt så godt før. Jeg havde aldrig været i stand til at nyde det på samme måde. Før drak jeg alkohol for at slippe væk fra mine tanker og verdenen. Men nu kunne jeg sidde roligt og nyde smagen, følelsen og bare det at være i byen. Jeg var ligeglad med hvad folk tænkte om mig, og ikke mere fordi jeg havde lukket af for mine følelser. Men fordi jeg bare havde det så fantastisk, at hvis de synes det var underligt, så var det deres eget problem.


Jeg var ikke alene mere, og ikke alene om mine følelser. En anden kendte til min hemmelighed.
Jeg var ikke alene om disse tanker mere.
Jeg var min egen nøgle til frihed.

mandag den 20. februar 2012

"Hvad skal jeg tænke?"

Lidt af en paradoks: Jeg er ikke glad for, at få henvendelser fra folk som selv har oplevet det. Fordi det betyder, at de har været udsat for det.
Men jeg er glad for, at de rækker hånden ud og spørger om råd.

Jeg vil derfor forsøge at lave en slags vejledning til alle, som selv har oplevet det. Den vil blive delt op i flere stadier og indlæg, og jeg tager selvfølgelig fra starten: Hvad du selv skal vide om dine oplevelser.

Du kunne ikke have gjort noget
Krænkere gør brug af mange forskellige metoder. Hjernevask, trusler, vold, magt.. Du var et barn, og han/hun var ældre, mere erfaren og gjorde det forkerte. Du kunne ikke vide, at det var krænkerens hensigt. Du var ikke gammel nok til at vide, hvad det helt præcis var vedkommene ville eller gjorde.
Men du kan gøre noget nu!


Du lagde ikke selv op til det
Det er et meget normalt argument for en krænker at bruge: "Du lagde selv op til det" eller "du ville jo gerne". Det er på ingen måde rigtigt. Et barn vil ikke lægge op til seksuel kontakt med en voksen. Specielt  hos små børn (12-13 år og nedefter), er det på ingen måde hensigten, fordi de ikke rigtig kender til sådan noget endnu. Så blev du udsat for det som måske 10-årig, og vedkommende påstår du selv ville og lagde op til det.. Det er en løgn.
Det er på ingen måde din egen skyld!

Krænkeren er ikke din ven, og elsker dig ikke
Han/hun vil dig ikke noget godt. Det skete ikke fordi vedkommende elsker dig, vil dig det bedste eller noget andet. Det skete udelukkende fordi han/hun vil tilfredsstille sig selv.
Du skal ikke komme med undskyldninger på krænkerens vejne, eller prøve at beskytte vedkommende og komme med bortforklaringer.
Det var forkert af vedkommende, ligemeget hvad!


Du er ikke svag
Du er jo i live. Den mest skadende, traumatiske oplevelse et menneske kan opleve, som ikke involverer døden, er seksuelle overgreb.
Du har overlevet det værste, som et menneske kan udsættes for. Du er skadet og har dybe sår i sjælen, men du står på dine to ben og trækker vejret. Du vandt over krænkeren.
Du er en fighter! Du er en overlever!


Det går ikke væk af sig selv
Du får det ikke bedre af, at gå med det selv. Hverken dig selv, din familie eller dem omkring dig er bedst tjent med, at du bare holder dig for dig selv og ikke gør noget ved det. Ligemeget hvad, så påvirker det dig på en eller anden måde, og det kan faktisk gå ud over andre. Ikke fordi du vil det, men fordi du går med så mange følelser og tanker, at de kan udløse voldsomme reaktioner.
Du er værd at høre på!

Lad det ikke definere dig
Du er en person, et unikt individ. Ikke "den krænkede" eller "den der som blev misbrugt". Du er en person, som oplevede det. Alt i dit liv behøver ikke handle om det, og det er i orden at skubbe det væk en gang i mellem, og bare være dig selv. Ikke alle behøver at vide det. For det vil gavne dig at komme sted hen, hvor du bare er eksempelvis "Laura på 14" eller "Lucas på 17". Ellers risikerer du at glemme dig selv, og blive overrumplet med konstant snak og evige tanker om det.
Du fortjener en pause, når du føler du har brug for det!


Denne liste vil nok blive opdateret løbende...

søndag den 19. februar 2012

Følgerne 2 - Omgang med børn

Jeg vil først lige bruge denne lejlighed til at påpege, at folk som er blevet seksuelt misbrugt som børn, ikke har en øget risiko for selv at blive krænkere. Det er en gammel myte. Desværre er det noget, som de fleste ikke er klar over.

Det er en af de ting som gør, at jeg kan have det ekstrem dårligt med, at være sammen med børn. Specielt at være alene med et barn.
For eksempel var jeg hos min veninde, som har en lille søn. Jeg boede hos hende et par dage, og jeg skulle op på gæsteværelset og hente opladeren til min Mac. Han vil så rigtig gerne med, og inden jeg rigtig ser mig om, så står jeg på værelset og leder efter min oplader, imens han også er der.
Det gjorde mig enormt utryg. Ikke på grund af hans tilstedværelse som sådan, men på grund af "hvad vil folk tænke?", "virker det mistænkeligt?" og så videre.

Dette er faktisk også en angst, som kan være svær at dele med folk: Nogle tolker det nemlig som om, at man kun er utryg ved det, fordi man ved at man kunne finde på at gøre barnet noget. Hvilket åbenlyst er en løgn. Jeg bliver stadig mærket dagligt af mine egne oplevelser, og det sidste jeg ville ønske for et andet barn, var at de skulle opleve det samme.
"Jamen, det kunne jo være du ville gøre det, for at forstå ham som gjorde det imod dig.."
Nej! Jeg vil faktisk ikke forstå ham. Jeg er ikke interesseret i at se det fra hans vinkel, jeg har ikke lyst til at være i hans sted, jeg vil ikke forstå hvorfor han gjorde det. Intet vil jeg have at gøre med hans situation og hans tanker. De skal holde sig langt væk fra mig.

Børn kan være meget spontane, og lige pludselig kommer de bare og krammer en eller sådan noget. Jeg har altid været meget "fysisk kold" over for børn, fordi jeg ikke turde gøre noget som gjorde, at folk kunne tro at jeg var pædofil. Det behøver man ikke en gang at være seksuelt krænket for at frygte. Frygten for at blive dømt pædofil, er noget mange mænd deler.

Jeg har det stadig sådan, at jeg ikke selv lægger op til nogen som helst fysisk kontakt med børn. Er det ikke dem som kommer til mig og krammer, vil op på ryggen eller noget, så gør jeg det ikke.
Selvfølgelig, hvis det handler om at hive dem ind på fortovet igen eller de er kommet til skade, vil jeg handle. Ellers ikke.

Problemet med denne fysisk passive adfærd er derved også noget, som vil være et problem når man selv bliver forælder. For børn skal da have et kram og føle sig elsekde af deres forældre. Denne angst er altså derfor et enormt handicap for ens voksenliv, når man stifter en familie.
Det er også noget, som man bør vide, når man har med krænkede børn at gøre. Alle de små ting i livet, som lige pludselig bliver et alvorligt problem.

Det er noget jeg tænker meget over, nu som jeg er blevet ældre. I starten sagde jeg bare at jamen.. jeg vil ikke have børn. For jeg ville ikke kunne gøre det, på grund af mine oplevelser. Jeg stoler ikke på, at jeg ville kunne give et barn hvad det krævede.
Men at blive seksuelt krænket gør også, at man ikke lærer hvad der er rigtig og forkert kontakt. Indtil jeg var 15 troede jeg, at det var normalt at voksne ville kysse børn på munden, eller skifte undertøj foran dem.

Så jeg ved altså, hvad der er forkert. De ting jeg blev udsat for, er forkert. Men som forælder er det jo ikke nok at vide, hvad der er forkert. Man skal også vide hvad det rigtige er. Eller i hvert fald have en idé om det. Min viden går groft sagt ud på: Man må ikke røre børns private områder, eller på anden måde røre dem seksuelt eller slå dem.
Når man ser det på den måde, er det virkelig ikke meget viden at have om fysisk kontakt med børn.
Den der "alle forældrepar skal have lov til at prøve sig frem, da ingen mestrer det med det samme", er så noget jeg tit får at vide. Men.. det tør jeg bare ikke. At jeg er enormt selvkritisk hjælper selvfølgelig ikke på det. Jeg vil være den bedste, og jeg vil være den bedste omgående.



Har man med seksuelt misbrugte børn at gøre, er det vigtigt at tænke på alle disse ting. Der burde simpelthen være en behandlingsplan, som fulgte barnet fra overgrebet skete, igennem puberteten, det "unge voksen"-liv, og til sidst i voksenlivet.
Det kan måske lyde som noget, der kræver mange resourcer; og ikke mindst mange penge.

Men jeg kan love for, at det ville være en god investering. For havde jeg haft den nødvendige behandling fra starten, ville jeg ikke skulle have været igennem alle de dyre behandlinger, som jeg er igennem nu.

Offer eller overlever?

Dette gælder ikke bare for disse oplevelser jeg skriver om, men alle slags, hvor man ville kalde vedkommende eller sig selv "et offer". Man hører mest "jeg er et mobbeoffer, da jeg blev mobbet på min anden skole". Min filosofi er, at når man ser sig selv som offer, så bliver det hårdere at komme videre.
Et "offer" er jo ikke en positiv ting.

Er man egentlig ikke en overlever?

Der er folk som begår selvmord på grund af deres oplevelser. Den sidste store sag, var Jamey Rodemeyer, som begik selvmord efter grov mobning på grund af hans seksualitet. Han blev kun 14 år-

Det er altså noget, som man faktisk kan dø af. Men kommer man videre og får det godt igen - eller i hvert fald bedre -, synes jeg ikke, at man skal kalde sig et offer mere. Man skal kalde sig overlever. Du var et offer, men du overlevede.

Jeg tror også, at det kan give mere respekt og forebygge, at man bliver udsat for noget lignende igen. Et offer vil mange betragte som svag og såret, men en overlever har oplevet noget og kommet ud af det, stærkere og klogere.

I hvert fald siger jeg aldrig, at jeg var et mobbeoffer eller at jeg var offer for stofmisbrug. Jeg siger, at jeg overlevede mobningen, og jeg overlevede stofferne. Jeg har taget kampen om med det, gjort noget for at slippe for det - og jeg overlevede.

Hvorfor ikke give sig selv den respekt, og kalde sig en overlever og en fighter?
I stedet for, hele tiden at skulle se på sig selv som et offer.

lørdag den 18. februar 2012

Opmærksomhed kontra oplysning

Vi lever den dag i dag i et samfund, hvor mange tolker folks budskaber som et forsøg på opmærksomhed og berømmelse. Det er egentlig en ret trist og mistillidsfuld udvikling. Men i denne tid med realitystjerner som boller på tv'et for at blive kendisser, er det måske også meget forståeligt.

Alligevel vil jeg gerne skrive et par ord om det hele, imens det stadig ikke er noget problem.

Jeg ønsker på ingen måde, at udstille mig selv som et stakkels offer. Den dag i dag er jeg voksen, og føler mig som en stærk person, fyldt med vilje og kampgejst. Derfor vil jeg ikke ses som et stakkels individ, som er svag og har brug for hjælp.
Det er netop min opnåede styrke og vilje som gør, at jeg har valgt at skrive om mine oplevelser. Først og fremmest, så har jeg fået lagt det lidt bag mig. Jeg kan fortælle det til folk, uden at jeg bliver skadet af det. Jeg kan deltage i en debat om emnet, uden at jeg bliver ked af det og må isolere mig fra omverdenen.
For det andet, så håber jeg at det på en eller anden måde kan hjælpe dem, som har været udsat for det samme. Eller folk, som er pårørte til nogen, som har oplevet seksuelt misbrug.

Jeg vil skabe opmærksomhed om emnet, og de følger det har, at være et barn som blev misbrugt. Ikke om mig og mit liv. For fokus skal ikke rettes imod mig, men de børn som lever i det og dem, som har brug for hjælp.

For mig, er det et fantastisk privilegium, at i dag kunne fortælle om det. At jeg har fundet styrken og overskudet til, at dele det og - forhåbentligt - gøre en forskel.

Grunden til, at jeg oprettede en personlig blog og ikke "artikler" om det skyldes, at jeg selv følte det manglede. Da jeg begyndte at undersøge om krænkede børn på grund af mine egne oplevelser, fandt jeg for det meste kun enkelte historier eller artikler fra psykologer eller lign., som havde haft med dem at gøre.
Jeg kunne ikke finde personlige beretninger, og ingen som skrev personligt hvad de havde oplevet, hvordan de havde det og hvordan det påvirkede dem i dag.

Da jeg begyndte at acceptere at jeg var blevet seksuelt misbrugt, kom jeg meget i tvivl om alt. Alle de problemer jeg oplevede følte jeg, at de aldrig ville forsvinde. Jeg kunne ikke finde nogen som skrev om, hvordan de havde det nu, eller nogle ældre som skrev "disse problemer havde jeg dengang, men ikke mere, nu er det så de her ting jeg kæmper med". Der manglede simpelthen noget forberedende; men uden, at man skulle løfte sløret for sin store hemmelighed for forældrene. For det er ikke altid man lige kan det med det samme.

Så jo, man kan godt sige at bloggen er for opmærksomhed. Men for at skabe opmærksomhed på problemet, oplevelserne og de følger det har.

onsdag den 15. februar 2012

Det første overgreb

Jeg har besluttet, at tiden nu er kommet til at skrive om mit første overgreb. Det er aldrig noget jeg har skrevet om før, som skete med mig. De er altid kommet i form af noveller om en anden, og altid fortalt i 3. person.

Jeg var begyndt på lykkepiller, hvilket desværre havde en meget sløvende effekt på mig. Min ven var der også den aften. Vi havde været ude at gå et godt stykke, så det kombineret med pillerne gjorde mig ret udmattet. Jeg sagde at jeg have brug for at hvile, og lagde mig hen på sofaen. Det sagde han at han godt kunne forstå, og han var også selv ret udmattet. Han lagde sig så over ryglænet på sofaen.

Hvor længe vi havde ligget der, det er jeg ikke helt sikker på. Måske 10 minutter. Jeg lå egentlig og var ikke rigtig vågen, da jeg så pludselig vågnede af, at der var nogle kolde fingre på min mave. De kravlede længere op, og begyndte at pille ved min ene brystvorte. Da jeg prøver at rejse mig op, spænder han i armen og holder mig nede. Lidt efter tager han hånden ned i mine bukser, og så ind under underbukserne.
Der begynder jeg at græde, men han ignorerer det. Så jeg får endelig revet mig væk, og griber faktisk en af de antikke knive jeg har liggende. (En indisk daggert med Shiva's tegn på.)

Under hele forløbet har han egentlig ladet som om, at han sov. Men lige pludselig er han godt nok vågen, og virker meget forberedt på, hvad han skal sige. Først spiller han dum og spørger hvad jeg har gang i. Jeg siger, at han tog fat i mig og rørte ved "private steder". Kan huske at jeg græd ret hysterisk. Så siger han at det aldrig er sket, og at det er noget jeg har drømt. Vi står længe og diskutere det, og han bliver ved med at sige at det ikke er sket, og jeg har drømt det. Han tager så kniven fra mig.

Mine forældre kommer op og spørger hvad der er sket. Han siger, at jeg havde haft et mareridt, men "alt er under kontrol nu". De snakker lidt om, at det kunne være pillerne som gjorde det. Kort efter gik mine forældre ned igen.

Der gik mange år, hvor jeg troede det var en drøm og at det ikke var sket. Jeg bildte simpelthen mig selv ind, at det måtte have været en drøm og det ikke var sket. Til sidst forsvandt det bare fra min hukommelse, indtil for et halvandet år siden.

Jeg ved ikke præcis hvad det var, som gjorde at jeg pludselig kom i tanke om det igen. Men det var virkelig voldsomt, og jeg græd, slog hovedet ind i væggen, gemte mig og gik amok hvis folk kom i nærheden af mig. I mange dage havde jeg det sådan, og jeg begyndte at afspritte og gøre alt omkring mig rent. Jeg børstede tænder og gik i bad flere gange om dagen, skrubbede så hårdt i munden og huden, at jeg begyndte at bløde. I en uge kom jeg ikke ud fra det værelse jeg boede på, da jeg var på opholdssted.

Det var som om, at alle de chok og alt den panik jeg skulle have haft gennem de senere overgreb kom på én gang.

Personalet?
De gjorde ikke noget. Jeg blev fjernet derfra, da de på ingen måde levede op til hvad de havde lovet kommunen, og udsatte mig for professionel omsorgssvigt.

tirsdag den 14. februar 2012

Min egen hemmelighed

Selv den dag i dag, er mine oplevelser stadig en hemmelighed for min familie. Specielt mine forældre. Jeg kan ikke forestille mig at fortælle dem om det, men omvendt vil jeg rigtig gerne. Der er nemlig et spørgsmål jeg vil stille dem, og som fylder så meget i mit hoved.

Var der slet ingen alarmklokker der ringede, da en voksen begyndte at ville 'være ven' med deres barn?


Der er forskellige grunde til, at jeg ikke har lyst til at fortælle dem om det.
Først og fremmest, så føler jeg at jeg ville såre dem hvis jeg gjorde det. At det ville være ondt af mig. De er vel bedst tjent uden den viden, er de ikke? Jeg svinger lidt imellem at jo, det er bedst jeg ikke siger noget eller nej, jeg bliver nød til at sige det.

Så er jeg bange for, at de vil benægte det. At de simpelthen ikke vil tro det og benægte det helt. Sige, at det kan ikke passe og at jeg aldrig skal snakke om det igen.

Hvad så hvis de nu ikke benægter det, men giver dem selv skylden? Hvordan ville de så reagere på det?
Vil min mor blive ved med at forsøge at snakke om det, og spørge så meget, at jeg vil fortryde jeg fortalte dem noget?
Vil min far gøre noget dumt, som at opsøge ham der gjorde det?
Hvor meget ville det ødelægge min familie?
Hvordan skulle jeg overhovedet kunne fortælle dem det?

Så nej, mine forældre ved faktisk ikke noget. Men inderst inde ville jeg gerne sige det til dem. Jeg kan ikke helt beskrive hvorfor, men jeg har det som om at jeg burde. At det er vigtigt, og at de har brug for at vide det for at forstå, hvorfor jeg nogen gange har været så underlig.
Måske har de også allerede en mistanke om det, men tør ikke at spørge.

Jeg har dog lagt lidt strategi for, hvordan jeg måske skulle sige det. At jeg skulle komme med det lidt efter lidt. Først spørge hvad de egentlig tænkte, da jeg begyndte at blive ven med ham.

Under alle omstændigheder, så må jeg tænke lidt videre over det. Jeg tror, at jeg vil spørge min psykolog til råds, og prøve at lægge en plan med hende.

At hjælpe børnene

Under "Følgerne 1 - Parhold" kan man læse bare en lille bid af det, som man skal leve med i voksenlivet, når man er blevet misbrugt seksuelt. Mennesker er et flokdyr og vi trives bedst med andre. Det er derfor en voldsom skade på mennesker, at skulle leve med de følger seksuelle overgreb giver.

Vores samfund og vores system er ikke særlig godt rustet til, at tage sig af de børn.

Samfundet; fordi det helst er noget man ikke snakker om, nogle lærere, pædagoger, m.m vil ikke lave indberetninger da det er 'ubehageligt', og den generelle holdning om, at børn nu til dags er opmærksomhedskrævende og lyver.
Systemet; fordi indberetninger ikke bliver tagt alvorligt, kommunerne er længe om at tage beslutninger og de beslutninger som bliver taget, involverer en masse forskellige placeringer og skiftende voksne i barnets liv.

Altså svigt i barnets liv.

Ikke nok med, at barnet er blevet forulempet og svigtet på den mest ekstreme måde af en ven, et familiemedlem eller en voksen, så skal de også opleve systemet svigter dem.
Skiftende kontaktpersoner, sagsbehandlere, personale, etc, som barnet ikke kan nå at knytte sig til - og opleve, at nogen mennesker faktisk er til at stole på.
Men før alt dette kan ske, skal nogen først tro på hvad barnet siger.

Nu vil jeg lige bruge lejligheden til at sige, at ja, jeg ved godt at nogle børn ikke fortæller sandheden om den slags. Men nu handler bloggen ikke om de børn, men om dem som faktisk har oplevet det.


Men barnet kan vel betro sig og stole på sine forældre?
Forudsat at det ikke er en af forældrene, som har forgribet sig på barnet, selvfølgelig. Men ikke alle børn har forældre de kan stole på, og ikke alle børn har sindet til, at ville betro sig til forældre.
Nogle børn har det bedst med, at skulle snakke med en udefra.
Desuden, så skal familie være familie, og venner skal være venner. Ikke terapeuter, psykologer eller læger.

Jeg kan godt forstå forældres nysgerrighed, hvis man kan kalde det det. Men i hvert fald deres bekymring og alle deres tanker.
Hvad skete der præcist?
Hvem gjorde det?
Er det sket flere gange?
Er det sket for andre? (I børnehaven eller i skolen, for eksempel)
og mange andre tanker. Men at krydsforhøre hjælper aldrig.
Man skal ikke 'bare glemme' det, men alle har brug for en pause fra tankerne, snakken og genfortællinger af overgrebene.


Børnene har brug for et stabilt sted og en person, som er der igennem lang tid. Ikke nødvendigvis for at snakke om hvad der er sket, men bare 'for at være der'. Netop for at barnet oplever at ikke alt ender i svigt og skiftene voksne.

Det er selv noget, som jeg har savnet og stadig gør. Jeg har været en sag i kommunen i mange år, uden nogen faste personer. Ikke nok med at min tillid blev total knust, så lærte jeg heller aldrig at knytte mig igen. En ting, som jeg tror ville have gavnet mig den dag i dag, hvis jeg var begyndt at lære det igen allerede dengang.


Et andet problem med seksuelle overgreb er måden de udføres og påvirker børnene på. Krænkeren truer barnet til ikke at sige noget, får barnet til at tro at det er normalt, eller som det tit sker i incestsager, hvor en forælder er krænkeren: Det er sådan en far/mor viser kærlighed.
Børnene føler en voldsom skyldfølelse og angst. Krænkeren har sagt at h*n vil slå forældrene ihjel måske, hvis det siger noget til nogen.
Angsten for at ingen vil tro på det fylder også meget, specielt hos de lidt ældre ofre.
Mange fortæller først deres oplevelser som voksne.

Selv har jeg aldrig fortalt min familie om det, og indtil for en halvt år siden gik jeg med min hemmelighed helt for mig selv. Jeg har en voldsom angst for mine forældres reaktion, hvis de skulle finde ud af det. - Og som dengang: Jeg vil ikke såre dem, eller jeg er bange for de vil benægte det.

Følgerne 1 - Parforhold

Nu er det jo Valentine's Day. Personligt fejrer jeg ikke - og har aldrig fejret - det, eller gjort noget som helst ud af det. For mig er det en amerikansk tradition, som ikke har nogen relevans i mit liv. Det forveksler mange med, at jeg ikke kan være romantisk.
Der er jo nok mennesker, som er mere romantiske end mig. Jeg er det kun en gang i mellem. Men skal dedikere en dag til kærlighed og romantik, så er det da egentlig ikke særlig romantisk?

Men det har fået mig til at tænke lidt på det med kærlighed og forhold generelt. Jeg fik jo glædelige valentins-hilsner klasket i hovedet allerede ved midnat. Så er det svært at undgå at tænke på.

Mine forhold har altid været ekstremt rodet. Med pigerne skyldes det nok, at jeg ikke rigtig følte at piger overhovedet var mig. Men på det tidspunkt var jeg i en omgangskreds, hvor at homoseksualitet bestemt ikke var i orden. Ikke fordi jeg delte deres synspunkt. Det er bare når der er sket en del ting i ens liv, så tænker man: "Ej, det kan fandeme ikke være rigtig, at jeg nu også kan gå og være 'sær og mærkelig' af det."

Mit kærlighedsliv og mit forhold til andre, er plaget af ekstrem paranoia, dominans, agressivitet og voldsomme humørsvingninger. Jeg har aldrig haft muligheden for, at udvikle et normalt forhold til sex, til min krop og til intimitet. Det er bestemt ikke fordi jeg skammer mig eller er genert - når det gælder fremmede. Jeg har både været dragqueen-stripper og prostitueret: Altså havde man en fetich med at knalde mænd i dametøj, var jeg det rigtige produkt.
Så det er bestemt ikke, at ingen må se mig eller være intime med mig.

Dog, alligevel... Når det er en som jeg skal have et forhold til at fungere med, så bliver jeg først og fremmest dybt paranoid.
"Hvad vil han med mig?"
"Prøver han at udnytte mig?"
"Mener han virkelig det han siger?"
"Er han overhovedet til mænd?"

Alle handlinger fremprovokerer min paranoide tankegang. Hvert et ord og hvert et blik får tankerne frem i mig. Jeg skal hele mit paranoia-spektrum igennem. Jeg kan kun forestille mig, hvor forvirrende folk synes det lyder. Men jeg kan sige jer, at det er opslidende.
Det er jo heller ikke rart for en kæreste, at man hele tiden tænker sådan om vedkommende.

Dominans og agressivitet. Nej, jeg udøver ikke vold. Mere. Jeg har knaldet nogle af mine kærester et par på låget en gang i mellem. Nu vil jeg ikke regne dem med som fortjente det, fordi de blev voldelige. Det lyder måske som en adfærd hos en forkælet unge, men gjorde de eller sagde de noget jeg ikke brød mig om, så fik de det også at vide. Eller føle.
For eksempel kom jeg op og skændes med en kæreste, imens vi lavede mad. Han hakkede grønsager og vendte sig så imod mig, stadig med kniven i hånden. Der var ingen truende gestus ved det, og han svingede ikke med den. Men han skulle fandeme ikke stå og råbe ad mig med en kniv i hånden.

Mine oplevelser i de forhold med vold og seksuel udnyttelse jeg har været i, har bare gjort at jeg nu har udviklet en total "jeg finder mig ikke i en skid"-attiude. Den er måske meget god til alle de psykopater som findes ude i verdenen. Problemet er bare, at ikke alle er det. I min inderste, forskruede og grundlæggende tankegang, er alle de psykopater, som vil udnytte en.
Så selv når folk har gjort noget som åbenlyst var for mit eget bedste, har jeg haft den samme attitude.
Desuden er det en upraktisk indstilling at have, når man er i byen og støder på folk, som er lige så fulde som en selv. For når de råber "fede nar" efter mig eller nogen jeg går sammen med, er det smarteste jo at ignorere det. Men igen: Jeg finder mig ikke i en skid.
Det er altså på godt og ondt.

Allerede nu (eller for mange linier siden), kan man nok forestille sig hvor kompliceret det er, at skulle være i et forhold. Både for vedkommende, og for mig selv. Men de voldsomme humørsvingninger jeg får, hjælper bestemt heller ikke på noget. Først og fremmest fordi det er et tabu, at mænd har humørsvingninger. Det bliver ikke taget seriøst.
Jeg har flere gange oplevet, at det er gået fra at jeg har siddet og moret og hygget mig med et par venner  og hele ugen er gået godt, og pludselig på under et sekund, så bryder jeg grædende sammen.

Det er et følelsesmæssigt turmult, som jeg kun kan have ondt af mine kærester over, at de har skulle opleve.



At have været udsat for seksuelle overgreb og vold, har altså en kæmpe betydning på ens liv. Det er vigtigt, at passe på de børn, som har oplevet at blive krænket. (Se del 2.)

Kys kan også være krænkende

Mange tænker, at seksuel krænkelse har noget med kønsorganer at gøre. Men det er faktisk ikke rigtigt. Et kys kan også være en seksuel krænkende handling. Det kan ske ved, at den voksne:

  • Kysser eller forsøger at kysse barnet imod sin vilje
  • Forsøger at overtale barnet til at kysse
  • Prøver at give barnet skyldfølelse, og 'forlanger' et kys som undskylding
  • Normaliserer det; det vil sige, at den voksne overtaler barnet til at tro, at det er en helt normal ting
  • Anvender magt
At kysse mod barnets vilje eller overtale til det, siger sig selv. Men et kys som undskyldning er lidt mere kompliceret. (Nu snakker jeg ikke om, "giver du mor et kys på kinden inden du tager af sted" eller den slags.)

Eksempel:
En ældre ven snakker meget om, at h*n tit oplevede mobning, på grund af sit udseende. At ingen ville være kæreste med vedkommende, kaldte ham/hende grim og så videre. Barnet vil måske svare, at den voksne da ikke er grim. Den voksne siger så, at h*n har svært ved at tro på barnet mener det - men barnet kan da bevise det ved, at kysse vedkommende på munden. Vil barnet ikke eller tøver det, vil den voksne blive vred, spille ked af det og såret. Specielt isolerede og svigtede børn, vil være bange for at miste den smule kontakt og venskab de har. - Og i den frygt kysse den voksne.

Derefter kan den voksne begynde at normalisere det. "Se, det var ikke så slemt", "det er rart", "det er noget alle gør", "du kysser jo også din mor eller far" og så videre. Dette kan man egentlig også kalde hjernevask. Hører man en ting og en forklaring længe nok, vil man til sidst tro på det - specielt når det er et barn som får det fortalt af en det stolede på. Børn er godtroende. Hvorfor skulle den voksne lyve? Nogle børn gør det fordi de er autoritetstro, imens andre tænker at "nu vil h*n jo være sammen med mig når ingen andre vil, så jeg er jo nok også bare virkelig mærkelig." Igen oplever andre angst og frygt for, at vedkommende bliver voldelig. Grundene kan være mange.

Krænkende adfærd som står på over en lang periode, kan for eksempel starte med kys. Ved at den voksne gør det mere og mere, lærer barnet jo at leve med det. Måske ikke at vænne sig til det. Men bare at leve med det, opfatte det som normalt, etc.

Mine egne oplevelser startede som eksemplet. Min 'ven' fortalte, at han tit var blevet mobbet på grund af sit udseende, fordi han var grim og sådan noget. Jeg var selv et meget isoleret barn uden mange venner, og fortalte ham at han da ikke var grim. Han grinede og sagde, at det var venligt af mig at sige, men han ikke troede på det. Egentlig blev jeg lidt vred over, at han nærmest beskyldte mig for at lyve. Jeg fortalte ham at jeg mente det, og han sagde at så måtte jeg jo bevise det - ved at kysse ham på munden.
Nærkontakt har aldrig været min stærke side, og jeg brød mig virkelig ikke om fysisk kontakt med andre dengang. Så jeg ville ikke. Han blev vred og - troede jeg - ked af det, sagde at han vidste det for han var jo så grim, vendte ryggen til mig og sagde, at han ikke havde lyst til at snakke med mig.
Så gik jeg hen og sagde, at jeg da godt kunne gøre det. Med det samme fik jeg hans opmærksomhed igen.

Jeg var bange for, at miste en af mine eneste venner.

mandag den 13. februar 2012

De første tegn

Som nævnt tidligere, var de aller første tegn (måske), at han begyndte at ville holde mig om brystkassen. Det er svært at vide hvornår sådan noget præcis starter, men de første oplevelser er jeg sikker på, var de første skridt i de mange overgreb, som jeg senere skulle udsættes for.

Overtalelse
Vi sov på hver vores madras ved siden af hinanden. Egentlig ligesom alle andre venner gør. (Udover med en 18-årig..?) Om morgenen ville han fortælle jokende, at jeg krøb mig hen til ham imens jeg sov. Den historie fik jeg hver morgen et par nætter.

Så blev det til, at jeg havde ligget med mit ansigt helt op i hans, imens jeg sov. To dage efter fortalte han, at nu havde jeg altså kysset ham i søvne. Det var ikke noget jeg svarede på rigtig. Jeg vidste intet, jeg sov jo?

Omkring samme tidspunkt begyndte han, at ville skifte tøj foran mig. Ikke bare t-shirt eller bukser. Men underbukser også. Han ville pludselig trække ned i dem, vise sin penis 'uskyldigt frem' og fortælle, at det er en ganske normal ting mellem fyre. "Ja, det var det jo måske?" Tænkte jeg. Vi klædte jo om alle drengene i skolen, så måske var det meget normalt? Jeg brød mig ikke om, at han gjorde det. Men jeg endte altid med at konkludere, at det nok bare var mig som var mærkelig og genert.

Kys
Han begyndte også at ville kysse mig - noget, som jeg bestemt ikke følte mig klar til. Han ville i starten udfordre mig til det. Han fortalte, at jeg "sikkert ikke turde", at han ville stoppe med at spørge hvis jeg bare gjorde det, og så videre. Jeg ville ikke. - Og der ændrede hans attitude sig. Han blev vred og sagde, at det sikkert var fordi jeg syens han var grim og klam, og at det altid havde været sådan i hans liv. At han altid blev mobbet med at være grim, og det havde været sådan i hele hans barndom. Han ville så vende sig væk fra mig, og ignorere mig.

Det lyder måske ikke som noget særligt. Men det var hårdt for mig. Jeg havde kun to venner på det tidspunkt. Så at blive ignoreret af den ene, virkede så voldsomt og skræmmende.. at jeg gik hen og kyssede ham. Efter et par gange blev det til flere kys.

Han trænede mig nærmest. De første gange hvor jeg ikke ville gøre det, ville han blive sur og virke ked af det, trække sig væk fra mig og ignorere mig. Så jeg gjorde det. Han fortalte også om, at det da slet ikke var så slemt. For jeg kom jo ikke til skade af det? Det måtte jeg give ham ret i. Jeg blev ikke skadet af det. Inderst inde fik jeg det dog meget dårligt af det, og følte en stærk ubehag. Men jeg satte det til siden, for som han sagde: Jeg skulle alligevel vænne mig til, at have fysisk kontakt med andre.

Det er bizart at tænke på.
En 12-årig dreng og en 18-årig, som begynder at kysse hinanden.

søndag den 12. februar 2012

Generelt om seksuelle overgreb

Seksuelle overgreb kan være mange ting:

  • Et seksualiseret sprog til barnet
  • At blotte sig, og/eller betragte barnet blotte sig *1
  • Krænkeren vil forsøge at få barnet til for eksempel at kysse, ligge tæt op ad hinanden, gnide sig eller på anden måde fysisk kontakt, som vedkommende finder seksuelt opstemmende
  • Vold af seksuel karakter - at gribe fat om kønsorganer med vold og magt, at lægge sig hen over vedkommende og lignende.
  • Deltagelse eller overværelse af ornani og/eller pornografi, samt sex mellem andre.
  • Direkte samleje - voldtægt.

Hvem er i risikogruppen for seksuelle overgreb?
  • Isolerede/ensomme børn
  • Børn af forældre, bedsteforældre eller søskende, som selv har været udsat for seksuelle overgreb
  • Børn af mødre, som har været udsat for vold, eller som oplever omsorgssvigt og mishandling
  • Dem, som tidligere har været misbrugt seksuelt
  • Børn med stedforældre
  • Børn, som har en eller anden form for psykisk eller fysisk udviklingshæmmelse

Overgreb og statistikker
  • Piger er oftest ofre for overgreb begået af familien
  • Drenge er oftest ofre for overbreb, begået af venner, bekendte eller fremmede
  • De hyppigste former for overgreb er blottelse, samt berøring/onani
  • Drenge bliver oftere udsat for decideret voldtægt og indtrænging end piger
  • Incest (seksuelle overgreb indenfor familien) begåes oftest af kvinder i den vestlige verden
  • De fleste seksuelle overgreb mod piger sker i det islamiske samfund *2

Hvad er en pædofil?
En pædofil *3 er en person, mand eller kvinde, som har en seksuel tiltrækning til børn. En mand som for eksempel voldtager en 13-årig pige, er altså ikke nødvendigvis pædofil. Pædofile forekommer i alle sociale klasser, miljøer og lande. De har oftest svært ved at fastholde et voksent forhold, og kommer bedst ud af det med børn.
Det er en skrøne, at pædofile selv har været udsat for seksuelle overgreb. Disse to ting har faktisk intet med hinanden at gøre. En pædofil som dog selv har oplevet seksuelle overgreb, gør det oftest for at genleve og forstå sine egne oplevelser.
Der findes ingen opskrifter på, at lokalisere eller genkende en pædofil.

*1 - At en person tager tøjet af, og det ikke er 'henvendt' til barnet, betragtes ikke som et seksuelt overgreb eller en krænkende handling, samt hvis det er begået på lang afstand.

*2 - Kommentarer om racisme gider jeg ærlig talt ikke. Det er hvad jeg har læst mig til, og som jeg har hørt mest om. I de fleste islamiske samfund betragtes det nemlig ikke som seksuelle overgreb, så længe pigen er fyldt 9 år. Men gnidning før pigen er fyldt 9, anses ikke som et seksuelt overgreb

*3 - Kommer af græsk - pedo: barn, fil: ven. Altså "barneven" eller "børneven".

Advarsel

Imens jeg husker det, synes jeg at det er på sin plads at 'advare' folk om, hvad der vil være herinde. Nogle har måske ikke godt af at læse disse slags indlæg, eller vil måske undgå dem.
  • Bloggen handler om seksuelle overgreb og følgerne af dette.
  • Der vil blive beskrevet en pædofils lege. Der er ingen dybt grafiske, seksuelle detaljer, men det kan forekomme grafisk og voldsomt for nogle.
  • Bandeord, beskrivelser af stoffer og så videre, kan/vil komme.
  • Andre voldsomme, stødende eller alvorlige ting kan forekomme.
Har du det derfor dårligt med at læse om den slags, bør du ikke følge med. Nu er du advaret.

Min krænker

Han var 5 år ældre end jeg var. Da alle andre blev irriterede over mig, trætte af min hyperaktivitet og mine sære tendenser, viste han ingen irritation eller frustration. Det var ikke tit jeg oplevede, at folk ikke vendte ryggen til mig og ignorerede mig.

Nu kan jeg beskrive forløbet som en voksen, og ikke som et barn. Når jeg tænker tilbage på det, kan jeg se at den var gal for starten.

De første tegn var, at han var meget fysisk kontaktsøgende omkring mig. Men jeg var ikke vant til mennesker generelt, og tænkte det var normalt. Allerede en uges tid efter vi havde lært hinanden at kende, ville han have mig siddende imellem hans ben. Han holdte om min brystkasse. Om der var noget seksuelt bag det, ved jeg faktisk stadig ikke. Men hans fysiske holdning og forhold til mig forblev uændret et stykke tid.

Der er ting, som jeg stadig undrer mig over den dag i dag.

Jeg var 'overvåget' af 4 pædagoger. Hvorfor greb ingen ind?
Hvorfor kiggede ingen nærmere på det?
Hvorfor reagerede mine forældre ikke på, at en nærmest voksen ville i kontakt med deres barn?
Hvad tænkte de dog om det?

Selv den dag i dag, kan jeg stadig sidde med skyldfølelse. Jeg føler skyld, og jeg føler at det er min egen skyld det skete. Min psykolog har snakket meget med mig om, at et barn ikke kan vide sådan noget. Men tankerne er der alligevel. Gad vide, om jeg nogensinde slipper for dem?

Introduktion

Jeg vil starte med at skrive om mig selv. Når jeg skriver om mig selv først, vil folk nemlig ikke starte med at dømme mig ud fra mine oplevelser. Folk som har været igennem det samme, som jeg selv har oplevet, har nemlig behov for, at blive set som mennesker. Som personligheder. Individuelle mennesker.
Ikke, at blive dømt konstant for det overgreb, som fandt sted.

Jeg er en mand, som er født i sommeren 1990. Som en ekstremt genert og ukoncentreret dreng, kom jeg på en privatskole; den gik også under navnet "stræberskolen", og var ledet af en indremissionsk mand og hans konservative, kedelige og farveløse personale.
Det var en overraskelse for alle, da det viste sig at jeg var "et barn med særlige forudsætninger". Det vil sige et barn, som klarede sig ekstremt dårligt i skolen på grund af manglende stimulans. At der simpelthen ikke var nok udfordring. Førhen var jeg ellers blevet beskrevet som lettere retarderet, langsomtopfattende og dum.

Sport har altid været en del af mit liv, og det samme gælder dyr. Det var derfor perfekt for mig at gå til ridning, som jeg stadig efter mange år stadig er engageret i.
På overfladen, nok en ganske normalt og stille dreng. I hvert fald genert. Dog ikke så normal, at jeg ikke slap for en tur på psykiatrisk hospital og flere psykiatere og psykologer. Jeg lider nemlig af en gennemgribende udviklingsforstyrrelse. Den indebærer blandt andet ADHD og autisme.

I øjeblikket er jeg på sygeorlov, på grund af mine diagnoser og en svær depression.

Jeg ved ikke om jeg ville have været det i dag, hvis ikke det var fordi min meget gode ven som jeg stolede på, voldtog mig da jeg var 12 år gammel.

Det er det bloggen primært vil handle om. Om hvordan det er at være offer for sådan et overgreb, og hvordan det (måske) har påvirket livet.