Nu er det jo Valentine's Day. Personligt fejrer jeg ikke - og har aldrig fejret - det, eller gjort noget som helst ud af det. For mig er det en amerikansk tradition, som ikke har nogen relevans i mit liv. Det forveksler mange med, at jeg ikke kan være romantisk.
Der er jo nok mennesker, som er mere romantiske end mig. Jeg er det kun en gang i mellem. Men skal dedikere en dag til kærlighed og romantik, så er det da egentlig ikke særlig romantisk?
Men det har fået mig til at tænke lidt på det med kærlighed og forhold generelt. Jeg fik jo glædelige valentins-hilsner klasket i hovedet allerede ved midnat. Så er det svært at undgå at tænke på.
Mine forhold har altid været ekstremt rodet. Med pigerne skyldes det nok, at jeg ikke rigtig følte at piger overhovedet var mig. Men på det tidspunkt var jeg i en omgangskreds, hvor at homoseksualitet bestemt ikke var i orden. Ikke fordi jeg delte deres synspunkt. Det er bare når der er sket en del ting i ens liv, så tænker man: "Ej, det kan fandeme ikke være rigtig, at jeg nu også kan gå og være 'sær og mærkelig' af det."
Mit kærlighedsliv og mit forhold til andre, er plaget af ekstrem paranoia, dominans, agressivitet og voldsomme humørsvingninger. Jeg har aldrig haft muligheden for, at udvikle et normalt forhold til sex, til min krop og til intimitet. Det er bestemt ikke fordi jeg skammer mig eller er genert - når det gælder fremmede. Jeg har både været dragqueen-stripper og prostitueret: Altså havde man en fetich med at knalde mænd i dametøj, var jeg det rigtige produkt.
Så det er bestemt ikke, at ingen må se mig eller være intime med mig.
Dog, alligevel... Når det er en som jeg skal have et forhold til at fungere med, så bliver jeg først og fremmest dybt paranoid.
"Hvad vil han med mig?"
"Prøver han at udnytte mig?"
"Mener han virkelig det han siger?"
"Er han overhovedet til mænd?"
Alle handlinger fremprovokerer min paranoide tankegang. Hvert et ord og hvert et blik får tankerne frem i mig. Jeg skal hele mit paranoia-spektrum igennem. Jeg kan kun forestille mig, hvor forvirrende folk synes det lyder. Men jeg kan sige jer, at det er opslidende.
Det er jo heller ikke rart for en kæreste, at man hele tiden tænker sådan om vedkommende.
Dominans og agressivitet. Nej, jeg udøver ikke vold. Mere. Jeg har knaldet nogle af mine kærester et par på låget en gang i mellem. Nu vil jeg ikke regne dem med som fortjente det, fordi de blev voldelige. Det lyder måske som en adfærd hos en forkælet unge, men gjorde de eller sagde de noget jeg ikke brød mig om, så fik de det også at vide. Eller føle.
For eksempel kom jeg op og skændes med en kæreste, imens vi lavede mad. Han hakkede grønsager og vendte sig så imod mig, stadig med kniven i hånden. Der var ingen truende gestus ved det, og han svingede ikke med den. Men han skulle fandeme ikke stå og råbe ad mig med en kniv i hånden.
Mine oplevelser i de forhold med vold og seksuel udnyttelse jeg har været i, har bare gjort at jeg nu har udviklet en total "jeg finder mig ikke i en skid"-attiude. Den er måske meget god til alle de psykopater som findes ude i verdenen. Problemet er bare, at ikke alle er det. I min inderste, forskruede og grundlæggende tankegang, er alle de psykopater, som vil udnytte en.
Så selv når folk har gjort noget som åbenlyst var for mit eget bedste, har jeg haft den samme attitude.
Desuden er det en upraktisk indstilling at have, når man er i byen og støder på folk, som er lige så fulde som en selv. For når de råber "fede nar" efter mig eller nogen jeg går sammen med, er det smarteste jo at ignorere det. Men igen: Jeg finder mig ikke i en skid.
Det er altså på godt og ondt.
Allerede nu (eller for mange linier siden), kan man nok forestille sig hvor kompliceret det er, at skulle være i et forhold. Både for vedkommende, og for mig selv. Men de voldsomme humørsvingninger jeg får, hjælper bestemt heller ikke på noget. Først og fremmest fordi det er et tabu, at mænd har humørsvingninger. Det bliver ikke taget seriøst.
Jeg har flere gange oplevet, at det er gået fra at jeg har siddet og moret og hygget mig med et par venner og hele ugen er gået godt, og pludselig på under et sekund, så bryder jeg grædende sammen.
Det er et følelsesmæssigt turmult, som jeg kun kan have ondt af mine kærester over, at de har skulle opleve.
At have været udsat for seksuelle overgreb og vold, har altså en kæmpe betydning på ens liv. Det er vigtigt, at passe på de børn, som har oplevet at blive krænket. (Se del 2.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar