Når jeg tænker på det jeg selv har hørt om overgreb, handler det typisk om kvinder. Ikke nok med det, så kan man også tit læse om forskellen. En veninde i en gruppe piger bliver bakket op - også offentligt - der bliver passet på hende og omverdenen ved bedre hvordan de skal reagere. Jeg tror personligt det handler om, at der er mindre spørgsmål. Der er tydeligere ideer om hvordan en voldtægt er foregået.
Nu er jeg personligt også selv af den opfattelse, at der bare er en forskel på mænd og kvinder. Ikke at det ene køn er bedre end det andet; de reagerer bare forskelligt. Særligt i det samfund vi lever i. De fleste kan gætte sig til, hvordan en voldtægt af en kvinde foregår. Måske bliver det også nemmere at forholde sig til. Men det er noget helt andet, som jeg skal bruge lidt mere tid på.
Jeg tror faktisk ikke, at mænd forstår mindre end kvinder. Men jeg tror vi lever i et samfund, hvor de fleste overgreb sker på kvinder - og disse fortroliger sig til andre kvinder -, at de er bedre forberedt. Det er selvfølgelig både positivt og negativt.
Det jeg selv har følt skaber afstand med andre mænd, er tanken om hvor meget de egentlig forstår. Først og fremmest er der den opfattelse: "Hvorfor forsvarede du ikke dig selv? Hvorfor gjorde du ikke noget?" sammen med de typiske følelser, efter man er blevet udsat for et seksuelt overgreb. Som en mand burde man kunne forsvare sig selv.
Hvad jeg selv har hørt/oplevet er også, at folk stiller mange flere spørgsmål. Hvor blev hvad proppet ind, hvordan og i hvilket stilling kunne det lade sig gøre. Der en del praktiske spørgsmål. Spørgsmål, som man måske bare ikke lige magter at svare på. Når de fysiske spørgsmål - jeg ved folk stiller dem for dem selv - er klaret, så er der resten.
Det som nogle ville kalde manglende indlevelse hos mænd, oplever jeg så også bliver for meget hos kvinder. Igen det med forskelle. Det ene køn er ikke bedre end det andet; de er gode og dårlige på hver deres måder. Jeg oplever at mænd hurtigere tager afstand og laver akavede jokes. Jeg oplever også, at kvinder oftest fokuserer mere på det end jeg selv gør; så det begynder at blive påtrængende.
I forhold til at være sammen med andre mænd, tager jeg generelt stor afstand. Jeg kan ærlig talt ikke svare på, om det hele har noget med overgrebene at gøre. Der er selvfølgelig den angst der opstår, når jeg er i et lukket rum med en anden mand, og vi er kun os to. Så skal han ikke gøre meget, før der kommer en følelse af at skulle slås for livet. Måske er det egentlig også hvad andre mænd fornemmer. Hvis man skal falde tilbage på instinkter og testosteron (det kan vi jo nok ikke løbe fra), tror jeg der sker noget mellem mænd, hvor en er parat til at slå løs. Men der sidder vi nok igen i et tabu: At fortælle det sådan, kan lyde som en mand der vil bevise sig selv og spænde musklerne. "De bliver bare nervøse omkring mig, haha, jeg er en trussel, hvor er jeg sej."
Personligt føler jeg mig på ingen måde sej og mandig, når jeg skaber uro i 'mandeflokken'. Primitivt set er min oplevelse en følelse af at være truet og i fare omkring dem. Ikke at være en slags alfa-han.
Men der ligger nok alligevel noget primitivt, instinktivt og hormondomineret adfærd bag det. Hvis man altså graver dybt nok. Så kan jeg sidde og undre mig over, om det bare er naturen eller om det er en følge af overgrebene.
Det er ikke noget, som jeg lige umiddelbart føler for at undersøge nærmere med noget hypnose eller terapi. Så længe det ikke føles skadeligt, er det ikke noget jeg vil presse på med. Man skal altid tage tingene i sit eget tempo, når bare det ikke er til fare for nogen eller en selv.
lørdag den 18. oktober 2014
torsdag den 25. september 2014
Jeg har dårlig samvittighed over min blog
Det er egentlig så åndssvagt. Men man er jo tit selv sin værste kritiker, og depressioner gør det ikke nemmere. Med en depression er alt galt: Jeg bør ikke stå op fordi jeg nok gør noget galt, og at jeg ikke står op er også at gøre noget galt. Jeg skal ikke tænke på det, fordi så bliver jeg i endnu dårligere humør og gør alt værre. Og når jeg ikke tænker på det, så er jeg ignorant og gør også alt værre.
Jeg er nået en form for vendepunkt i mit liv, hvor jeg kan se hvad overgrebene har gjort ved mig.
Det er ikke et tilbageskridt. Jeg tror absolut at det er fremskridt, at jeg kan koble mit sind sammen med hvad der skete.
Jeg tror faktisk, at jeg har benægtet hvad det egentlig har gjort. Ikke på en gennemgribende måde, så at jeg helt har benægtet overgrebenes virkning. På en måde synes jeg heller ikke, at jeg egentlig har benægtet det. Jeg har bare ikke været klar over det.
Men mit mål med bloggen var egentlig, at jeg ikke skulle have en forpligtelse. Jeg skulle bare skrive hvad der lige faldt mig ind, og hvad jeg havde lært af mine egne overgreb. Ingen akademiske teorier eller lignende.
Når jeg så bare ikke kan skrive i min blog, får jeg det virkelig dårligt og bebrejder mig selv. Jeg skuffer mig selv, jeg skuffer andre, jeg svigter og er ubrugelig, fordi jeg ikke en gang kan sætte mig og skrive noget. Når jeg prøver at skrive noget, så er det værdiløst.
Når jeg er (hypo)manisk, får jeg også en masse ideer. Problemet er, at jeg får flere ideer end jeg kan nå at skrive ned, inden jeg rammer en depression igen. Så skuffer jeg mig selv.
Nu skriver jeg dette, og bliver stadig ramt af skuffelse, bebrejdelse og ekstrem selvkritik.
Jeg er skuffet over:
Ikke at være nået videre
At overgrebene stadig går mig på
Jeg ikke kan skrive bedre
Der garanteret er fejl i min tekst, som jeg er for dum til at opdage
Generelt alle de ting, som jeg ikke har opnået
Bebrejdelse og skyld:
Måske kunne jeg have stoppet det
Jeg skulle have sagt noget den første gang han ragede på mig
Jeg skreg ikke eller råbte på hjælp ved første penetration, så måske kunne jeg lide det
Hvis jeg en dag fortæller mine forældre det, er det min skyld at de vil føle det de gør
Selvkritik:
Det er for lavt, opmærksomhedskrævende og ynkeligt at jeg skrive dette
At, komma, jeg.. jeg skriver så elendigt
- Og at jeg føler at jeg skriver elendigt
Mine ideer til bloggen er rent ud sagt lort, og jeg er dum hvis jeg udfører dem
Men det er nok bare en del af depressioner. Også blandet med den følelse jeg sidder med. De følelser. Der er mange flere, end jeg nok kan beskrive nogensinde. Alt er bare dumt og det hele er min egen skyld. Det er mig den er gal med. Måske burde jeg slet ikke leve, når jeg har de tanker.
Jeg er nået en form for vendepunkt i mit liv, hvor jeg kan se hvad overgrebene har gjort ved mig.
Det er ikke et tilbageskridt. Jeg tror absolut at det er fremskridt, at jeg kan koble mit sind sammen med hvad der skete.
Jeg tror faktisk, at jeg har benægtet hvad det egentlig har gjort. Ikke på en gennemgribende måde, så at jeg helt har benægtet overgrebenes virkning. På en måde synes jeg heller ikke, at jeg egentlig har benægtet det. Jeg har bare ikke været klar over det.
Men mit mål med bloggen var egentlig, at jeg ikke skulle have en forpligtelse. Jeg skulle bare skrive hvad der lige faldt mig ind, og hvad jeg havde lært af mine egne overgreb. Ingen akademiske teorier eller lignende.
Når jeg så bare ikke kan skrive i min blog, får jeg det virkelig dårligt og bebrejder mig selv. Jeg skuffer mig selv, jeg skuffer andre, jeg svigter og er ubrugelig, fordi jeg ikke en gang kan sætte mig og skrive noget. Når jeg prøver at skrive noget, så er det værdiløst.
Når jeg er (hypo)manisk, får jeg også en masse ideer. Problemet er, at jeg får flere ideer end jeg kan nå at skrive ned, inden jeg rammer en depression igen. Så skuffer jeg mig selv.
Nu skriver jeg dette, og bliver stadig ramt af skuffelse, bebrejdelse og ekstrem selvkritik.
Jeg er skuffet over:
Ikke at være nået videre
At overgrebene stadig går mig på
Jeg ikke kan skrive bedre
Der garanteret er fejl i min tekst, som jeg er for dum til at opdage
Generelt alle de ting, som jeg ikke har opnået
Bebrejdelse og skyld:
Måske kunne jeg have stoppet det
Jeg skulle have sagt noget den første gang han ragede på mig
Jeg skreg ikke eller råbte på hjælp ved første penetration, så måske kunne jeg lide det
Hvis jeg en dag fortæller mine forældre det, er det min skyld at de vil føle det de gør
Selvkritik:
Det er for lavt, opmærksomhedskrævende og ynkeligt at jeg skrive dette
At, komma, jeg.. jeg skriver så elendigt
- Og at jeg føler at jeg skriver elendigt
Mine ideer til bloggen er rent ud sagt lort, og jeg er dum hvis jeg udfører dem
Men det er nok bare en del af depressioner. Også blandet med den følelse jeg sidder med. De følelser. Der er mange flere, end jeg nok kan beskrive nogensinde. Alt er bare dumt og det hele er min egen skyld. Det er mig den er gal med. Måske burde jeg slet ikke leve, når jeg har de tanker.
lørdag den 13. september 2014
Et flashback
I dag fik jeg et meget voldsomt flashback, som direkte handlede om min krænker. Det er noget tid siden jeg sidst havde et, hvilket jo er positivt.
Det der var lidt underligt var, at det ikke var direkte et overgreb jeg oplevede. Mit flashback var en situation, hvor vi faktisk bare havde en almindelig samtale. Vi sad på en perron og ventede på et tog. Han har rullet en joint, og vi sidder og ryger den sammen. På et tidspunkt drejer han sig imod mig. Det øjeblik hvor han kigger hen på mig, så jeg så tydeligt som solskin.
Mit hjerte hamrede virkelig hårdt imod min brystkasse
Jeg stivnede og kunne ikke bevæge mig
Lugten var tydelig, som om han var der fysisk
Jeg kunne virkelig mærke bænken vi sad på. Det var som om jeg rent faktisk var der.
Hver en detalje i hans ansigt kunne jeg se tydeligt
Egentlig varede det nok kun et par sekunder, og jeg havde det sådan i måske.. 10 sekunder? Jeg kunne i hvert fald ikke sove lige bagefter. Måske har min depressive periode noget med det at gøre, måske ikke. Men jeg kan tydeligt huske alt i den 'scene'.
Nu er der gået flere timer. Det har ikke påvirket mig hele dagen, og efter et par minutter var mine tanker videre. Det giver en betryggende følelse af, at jeg trods alt kommer videre. Engang ville jeg få et flashback, og så ville jeg være påvirket af det resten af dagen.
Det der var lidt underligt var, at det ikke var direkte et overgreb jeg oplevede. Mit flashback var en situation, hvor vi faktisk bare havde en almindelig samtale. Vi sad på en perron og ventede på et tog. Han har rullet en joint, og vi sidder og ryger den sammen. På et tidspunkt drejer han sig imod mig. Det øjeblik hvor han kigger hen på mig, så jeg så tydeligt som solskin.
Mit hjerte hamrede virkelig hårdt imod min brystkasse
Jeg stivnede og kunne ikke bevæge mig
Lugten var tydelig, som om han var der fysisk
Jeg kunne virkelig mærke bænken vi sad på. Det var som om jeg rent faktisk var der.
Hver en detalje i hans ansigt kunne jeg se tydeligt
Egentlig varede det nok kun et par sekunder, og jeg havde det sådan i måske.. 10 sekunder? Jeg kunne i hvert fald ikke sove lige bagefter. Måske har min depressive periode noget med det at gøre, måske ikke. Men jeg kan tydeligt huske alt i den 'scene'.
Nu er der gået flere timer. Det har ikke påvirket mig hele dagen, og efter et par minutter var mine tanker videre. Det giver en betryggende følelse af, at jeg trods alt kommer videre. Engang ville jeg få et flashback, og så ville jeg være påvirket af det resten af dagen.
onsdag den 27. august 2014
Et morsomt fund
Jeg bliver bare nød til, at dele dette morsomme billede. Jeg havde hørt lidt om det med børnerobotter som behandling til pædofile. Som en der havde været "legetøj" for en pædofil, var jeg flad af grin over dette:
Mit job, lol. Jeg har haft så meget glæde over det. Det er virkelig et morsomt tilfælde, hvor virkeligheden overgår fantasien voldsomt. Måske er det en yderst morbid - muligvis upassende - form for humor, men jeg finder det ekstrem morsomt.
Jeg vil helt klart undersøge hele princippet med børnerobotter. I weekenden vil jeg sætte noget tid af til det, men lige nu nøjes jeg med denne komiske 'timing'.
Mit job, lol. Jeg har haft så meget glæde over det. Det er virkelig et morsomt tilfælde, hvor virkeligheden overgår fantasien voldsomt. Måske er det en yderst morbid - muligvis upassende - form for humor, men jeg finder det ekstrem morsomt.
Jeg vil helt klart undersøge hele princippet med børnerobotter. I weekenden vil jeg sætte noget tid af til det, men lige nu nøjes jeg med denne komiske 'timing'.
mandag den 4. august 2014
"Det troede jeg ville være værre"
Jeg har fået holdt noget sommerferie, og haft mulighed for at slappe en del af. Men der er også en del ting, som jeg har tænkt over. Jeg har tænkt en del på specifikke ting, som der blev gjort ved mig. Altså i stedet for at aflede tankerne.
Typisk bebrejder man sig selv. Man føler skam, man føler sig uren, tænker man kunne have gjort noget, etc. Men hvis man tænker over de små ting, så opdager man hvor syg en krænker formentlig var. Det har i hvert fald hjulpet mig med at erkende, at det ikke var mig der gjorde noget forkert. De færreste voksne ved, hvordan de skal tackle et sygt/ondskabsfuldt/perverst/"hvilket ord du nu vil bruge" ord. Det er urealistisk, når man forventer af sig selv som barn, at man skulle have gjort noget.
Der gik ikke lang tid, før der begyndte at ikke komme noget respons for mig. Det er ikke unormalt, at man bare lader tankerne flygte væk og man forlader kroppen. Typisk ser man det udefra, som om man står og ser det ske for en anden. Eller som når man sidder og ser en film.
Men han blev hurtig træt af, at der ikke var noget svar eller en bevægelse. Han blev ved med at sige, at han lige så godt kunne købe en dukke så. Det motiverede mig egentlig kun til at flygte. Tror jeg. Jeg ved ikke, om jeg overhovedet gjorde det bevidst. Men han fandt så på, at stikke en finger i øret på mig. Det er mere smertefuldt og ubehageligt, end det lige lyder som om. Typisk ville han bruge tommelfingeren, så han kunne holde mit hoved stille, ved at have fat i mit hår med resten af fingrene.
Jeg er sikker på, at det var et bevidst valg. Det efterlader ikke mærker, det lyder ikke alvorligt hvis jeg skulle fortælle det, og han havde en åbenlys fascination med alle kropsåbninger.
Hvad skulle et barn gøre imod sådan en type?
En voksen mand, som vælger at udføre smerte - med glæde - på et barn, for at få et svar.
Jeg er begyndt at lade vær med, at bruge vandafvisende vat i ørene, når jeg er i bad. I dag fik jeg for alvor vand i ørene, og det var da ubehageligt. Men det var mere "hovsa", og så var det ikke mere.
Egentlig regnede jeg med, at lige den del ville være en ulidelig process i en sofa hos en psykolog. Det er da ikke ligefrem en glæde, og der er ubehag ved det. Mest at jeg ikke rigtig ved, hvad jeg ellers skal gøre med det. Jeg ville rigtig gerne have en kasse, som det kunne sættes ned i og placeres et sted.
Personligt ser jeg det stadig som ondskabsfuldt, det han gjorde. Ikke et menneske, som er underlagt en sygdom eller sådan noget. Det var et bevidst valg. Hans henblik var udelukkende, at tilfredsstille sig selv.
For at ende på noget positivt, så har det været befriende at opleve. Det var ikke så slemt at tænke på, og jeg har kun haft et enkelt mareridt/flashback i forbindelse med det.
Typisk bebrejder man sig selv. Man føler skam, man føler sig uren, tænker man kunne have gjort noget, etc. Men hvis man tænker over de små ting, så opdager man hvor syg en krænker formentlig var. Det har i hvert fald hjulpet mig med at erkende, at det ikke var mig der gjorde noget forkert. De færreste voksne ved, hvordan de skal tackle et sygt/ondskabsfuldt/perverst/"hvilket ord du nu vil bruge" ord. Det er urealistisk, når man forventer af sig selv som barn, at man skulle have gjort noget.
Der gik ikke lang tid, før der begyndte at ikke komme noget respons for mig. Det er ikke unormalt, at man bare lader tankerne flygte væk og man forlader kroppen. Typisk ser man det udefra, som om man står og ser det ske for en anden. Eller som når man sidder og ser en film.
Men han blev hurtig træt af, at der ikke var noget svar eller en bevægelse. Han blev ved med at sige, at han lige så godt kunne købe en dukke så. Det motiverede mig egentlig kun til at flygte. Tror jeg. Jeg ved ikke, om jeg overhovedet gjorde det bevidst. Men han fandt så på, at stikke en finger i øret på mig. Det er mere smertefuldt og ubehageligt, end det lige lyder som om. Typisk ville han bruge tommelfingeren, så han kunne holde mit hoved stille, ved at have fat i mit hår med resten af fingrene.
Jeg er sikker på, at det var et bevidst valg. Det efterlader ikke mærker, det lyder ikke alvorligt hvis jeg skulle fortælle det, og han havde en åbenlys fascination med alle kropsåbninger.
Hvad skulle et barn gøre imod sådan en type?
En voksen mand, som vælger at udføre smerte - med glæde - på et barn, for at få et svar.
Jeg er begyndt at lade vær med, at bruge vandafvisende vat i ørene, når jeg er i bad. I dag fik jeg for alvor vand i ørene, og det var da ubehageligt. Men det var mere "hovsa", og så var det ikke mere.
Egentlig regnede jeg med, at lige den del ville være en ulidelig process i en sofa hos en psykolog. Det er da ikke ligefrem en glæde, og der er ubehag ved det. Mest at jeg ikke rigtig ved, hvad jeg ellers skal gøre med det. Jeg ville rigtig gerne have en kasse, som det kunne sættes ned i og placeres et sted.
Personligt ser jeg det stadig som ondskabsfuldt, det han gjorde. Ikke et menneske, som er underlagt en sygdom eller sådan noget. Det var et bevidst valg. Hans henblik var udelukkende, at tilfredsstille sig selv.
For at ende på noget positivt, så har det været befriende at opleve. Det var ikke så slemt at tænke på, og jeg har kun haft et enkelt mareridt/flashback i forbindelse med det.
onsdag den 14. maj 2014
Selvhad og depression
Hvis du nu har ondt i benet, du en løsning: Du kan sætte dig.
Men der er også andre muligheder. Du kan blive stående, lægge dig, begynde at gå rundt. Frit kan du vælge den, som er mest behagelig og som hjælper på smerten.
Ved depression er der ingen løsning. Der er kun muligheder, og de gør alle lige ondt.
Depression er virkelig svært at forklare. Faktisk synes jeg, at modsætningen - mani - er meget nemmere at forklare. Hvordan forklarer man også, at man virkelig ikke fortjener at være i live? Eller at man ikke fortjener at leve, men den fred døden ville give, har man heller ikke fortjent. - Og man kan ikke finde overskud til det heller.
Jeg hader virkelig de perioder. Det er faktisk en lille lettelse, at tænke tilbage på de dage hvor man virkelig overvejede selvmord, stod med noget i hånden og pludselig tænkte, at nu kunne man faktisk gøre det. Efter nok depressioner, kan man faktisk blive utrolig kreativ med metoderne. Alt bliver til sidst et muligt værktøj.
Jeg burde kunne tænke, at nogle ville savne mig. Men det er ligesom hvis man siger til sig selv, at skyerne faktisk er pinke. Man kan sige det til sig selv, men man kan bare ikke tro på det. Jeg kan bare nå til: "Der er virkelig mange praktiske ting i en begravelse. Det er for meget besvær for folk." Det handler alt om praktiske ting. "Den her bygning er høj nok. Men vi er jo på ferie, og det skulle være ret besværligt at transportere lig hjem."
Tankerne handler egentlig bare mest om, hvad der er mest besværligt for andre: At være i live eller gøre det der skal gøres når jeg er død.
En spurgte engang, om jeg ikke burde gøre noget ved den tankegang. Fjerne den. Men hvis jeg ikke tænker over det praktiske, så tænker jeg slet ikke over noget. Det er jo egentlig den tankegang som gør, at jeg stadig er i live.
"Er koppen halvt tom eller halvt fuld", kan faktisk oversættes til det, at være manio-depressiv: "Vender man tilbage til depressioner eller manier?"
Jeg kommer til at tænke på, at måske er depressioner svære at forklare, fordi jeg ikke husker dem så godt. På et eller andet tidspunkt rammer jeg et punkt, hvor der kommer et hul i min hukommelse. Flere uger er revet ud. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg har lavet i dag op til nu. Der er ting, som jeg kan regne ud der er sket. Jeg kan smage tandpasta, så jeg har børstet tænder. Der står en tallerken, så jeg har fået noget at spise.
Så er der også ting, som jeg bare synes er underligt at huske. Jeg kan huske alt, hvad der foregik i dagens Game of Thrones. De afsnit jeg ser, hvor jeg ellers ikke husker noget, ved jeg præcis hvordan forløb og hvad der skete. Det samme med spil. Selvom jeg kigger på min tallerken, så aner jeg ikke hvad jeg har spist. Men jeg kan fortælle præcis hvor langt jeg er nået i min nye GTA5-fil, hvilke missioner jeg har taget, mine våben, ammunition og hvilke biler jeg har gemt.
Jeg er bange for, at det fordi der faktisk ikke er noget at huske ellers. Måske har jeg bare siddet hele dagen, og gloet ind i en væg? Jeg ved, at jeg bruger mange timer på at kigge ud i luften, sove eller ligge i sengen. Men om det er derfor jeg ikke husker andet, ved jeg virkelig ikke.
Det jeg bliver spurgt mest om, er nok om jeg ikke begynder at kede mig. Jeg kan ikke kede mig. For at kede sig skal man tænke, og det tror jeg ikke jeg gør. Det kan jo også være jeg rent faktisk tænker, men det bliver glemt ligesom det andet.
Egentlig tænker jeg aldrig på depressioner som, at jeg dog bare er så trist eller ked af det. Jeg tænker altid på det, som at jeg er syg. Derfor synes jeg også det er upassende, hvis folk begynder at ville opmuntre eller synes noget er synd.
I starten da jeg begyndte at få depressioner, undrede jeg mig tit over hvor længe jeg kunne holde. Jeg er da holdt til det endnu. Men for nyligt tænker jeg også på det, selv når jeg ikke er deprimeret. Når jeg er manisk slipper jeg dog for den tanke. - Og alle andre rationelle tanker.
Jeg kan mærke, at jeg er blevet virkelig øm i hovedet af at skrive. Men jeg ville prøve at skrive ting ned, fra de perioder hvor jeg ikke husker noget. Så kan jeg gå tilbage og læse det, og se hvad jeg tænker om de samme på det tidspunkt. Lige nu må jeg bare sove.
Den periode, fra jeg ligger i sengen og til jeg falder i søvn, er virkelig slem. Det er altid noget, som jeg skal tage mig sammen til. Virkelig samle mig selv. Ligesom når man skal gøre noget, som man ved kommer til at gøre meget ondt. Men jeg må bare kaste mig ud i det. Eller ind i det.. ind i min seng.
Men der er også andre muligheder. Du kan blive stående, lægge dig, begynde at gå rundt. Frit kan du vælge den, som er mest behagelig og som hjælper på smerten.
Ved depression er der ingen løsning. Der er kun muligheder, og de gør alle lige ondt.
Depression er virkelig svært at forklare. Faktisk synes jeg, at modsætningen - mani - er meget nemmere at forklare. Hvordan forklarer man også, at man virkelig ikke fortjener at være i live? Eller at man ikke fortjener at leve, men den fred døden ville give, har man heller ikke fortjent. - Og man kan ikke finde overskud til det heller.
Jeg hader virkelig de perioder. Det er faktisk en lille lettelse, at tænke tilbage på de dage hvor man virkelig overvejede selvmord, stod med noget i hånden og pludselig tænkte, at nu kunne man faktisk gøre det. Efter nok depressioner, kan man faktisk blive utrolig kreativ med metoderne. Alt bliver til sidst et muligt værktøj.
Jeg burde kunne tænke, at nogle ville savne mig. Men det er ligesom hvis man siger til sig selv, at skyerne faktisk er pinke. Man kan sige det til sig selv, men man kan bare ikke tro på det. Jeg kan bare nå til: "Der er virkelig mange praktiske ting i en begravelse. Det er for meget besvær for folk." Det handler alt om praktiske ting. "Den her bygning er høj nok. Men vi er jo på ferie, og det skulle være ret besværligt at transportere lig hjem."
Tankerne handler egentlig bare mest om, hvad der er mest besværligt for andre: At være i live eller gøre det der skal gøres når jeg er død.
En spurgte engang, om jeg ikke burde gøre noget ved den tankegang. Fjerne den. Men hvis jeg ikke tænker over det praktiske, så tænker jeg slet ikke over noget. Det er jo egentlig den tankegang som gør, at jeg stadig er i live.
"Er koppen halvt tom eller halvt fuld", kan faktisk oversættes til det, at være manio-depressiv: "Vender man tilbage til depressioner eller manier?"
Jeg kommer til at tænke på, at måske er depressioner svære at forklare, fordi jeg ikke husker dem så godt. På et eller andet tidspunkt rammer jeg et punkt, hvor der kommer et hul i min hukommelse. Flere uger er revet ud. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg har lavet i dag op til nu. Der er ting, som jeg kan regne ud der er sket. Jeg kan smage tandpasta, så jeg har børstet tænder. Der står en tallerken, så jeg har fået noget at spise.
Så er der også ting, som jeg bare synes er underligt at huske. Jeg kan huske alt, hvad der foregik i dagens Game of Thrones. De afsnit jeg ser, hvor jeg ellers ikke husker noget, ved jeg præcis hvordan forløb og hvad der skete. Det samme med spil. Selvom jeg kigger på min tallerken, så aner jeg ikke hvad jeg har spist. Men jeg kan fortælle præcis hvor langt jeg er nået i min nye GTA5-fil, hvilke missioner jeg har taget, mine våben, ammunition og hvilke biler jeg har gemt.
Jeg er bange for, at det fordi der faktisk ikke er noget at huske ellers. Måske har jeg bare siddet hele dagen, og gloet ind i en væg? Jeg ved, at jeg bruger mange timer på at kigge ud i luften, sove eller ligge i sengen. Men om det er derfor jeg ikke husker andet, ved jeg virkelig ikke.
Det jeg bliver spurgt mest om, er nok om jeg ikke begynder at kede mig. Jeg kan ikke kede mig. For at kede sig skal man tænke, og det tror jeg ikke jeg gør. Det kan jo også være jeg rent faktisk tænker, men det bliver glemt ligesom det andet.
Egentlig tænker jeg aldrig på depressioner som, at jeg dog bare er så trist eller ked af det. Jeg tænker altid på det, som at jeg er syg. Derfor synes jeg også det er upassende, hvis folk begynder at ville opmuntre eller synes noget er synd.
I starten da jeg begyndte at få depressioner, undrede jeg mig tit over hvor længe jeg kunne holde. Jeg er da holdt til det endnu. Men for nyligt tænker jeg også på det, selv når jeg ikke er deprimeret. Når jeg er manisk slipper jeg dog for den tanke. - Og alle andre rationelle tanker.
Jeg kan mærke, at jeg er blevet virkelig øm i hovedet af at skrive. Men jeg ville prøve at skrive ting ned, fra de perioder hvor jeg ikke husker noget. Så kan jeg gå tilbage og læse det, og se hvad jeg tænker om de samme på det tidspunkt. Lige nu må jeg bare sove.
Den periode, fra jeg ligger i sengen og til jeg falder i søvn, er virkelig slem. Det er altid noget, som jeg skal tage mig sammen til. Virkelig samle mig selv. Ligesom når man skal gøre noget, som man ved kommer til at gøre meget ondt. Men jeg må bare kaste mig ud i det. Eller ind i det.. ind i min seng.
onsdag den 7. maj 2014
Fysisk forvirring; første overgreb
Et par aftener siden kom jeg til at tænke på den fysiske følelse, som jeg oplevede ved det først overgreb. Her tænker jeg på den fysiske følelse. - Og forvirringen, hvis det giver mening.
Med det fysiske og forvirringen tænker jeg på, at jeg faktisk ikke vidste hvad han gjorde. Han havde brugt fingrene før, og det var jeg (skræmmende nok) blevet vant til. Det startede typisk i sofaen. Så bar han mig hen i sengen efter noget tid, typisk når han blev søvnig og ville 'putte'.
Jeg mærkede han rodede noget rundt. Men jeg anede slet ikke, at han havde trukket undertøjet ned og ville fuldføre sine tanker. Måske gik der kun et par sekunder.. måske et par minutter? Hvis jeg selv skal vurdere det, tror jeg der gik omkring 2 minutter. Jeg anede ikke hvad han havde gang i.
Typisk oplever man, at man selv er skyld i det og føler skam. Men der anede jeg ikke hvad der foregik. Jeg kan holde fast i det og vide, at jeg ikke selv var skyld i det.
Der gik nok 2-3 minutter, inden jeg opdagede hvad der foregik. Jeg brød sammen i gråd, og han ignorerede det.
Jeg kan huske, at jeg følte det som om min hals lukkede sammen. Jeg havde lyst til at kaste op. Det var selvom jeg ikke vidste, at han ikke kun brugte fingrene.
Det er svært at forklare. Jeg ved nemlig ikke, om jeg i en slags underbevidsthed havde en idé om hvad der foregik. Omvendt kan det også være, at jeg bare havde fået nok af hans hænder.
Men den mangel på viden om hvad der foregik.. den er syg. Jeg kan stadig mærke det fysiske ubehag. Gad vide, om man nogensinde kommer sig over det?
Med det fysiske og forvirringen tænker jeg på, at jeg faktisk ikke vidste hvad han gjorde. Han havde brugt fingrene før, og det var jeg (skræmmende nok) blevet vant til. Det startede typisk i sofaen. Så bar han mig hen i sengen efter noget tid, typisk når han blev søvnig og ville 'putte'.
Jeg mærkede han rodede noget rundt. Men jeg anede slet ikke, at han havde trukket undertøjet ned og ville fuldføre sine tanker. Måske gik der kun et par sekunder.. måske et par minutter? Hvis jeg selv skal vurdere det, tror jeg der gik omkring 2 minutter. Jeg anede ikke hvad han havde gang i.
Typisk oplever man, at man selv er skyld i det og føler skam. Men der anede jeg ikke hvad der foregik. Jeg kan holde fast i det og vide, at jeg ikke selv var skyld i det.
Der gik nok 2-3 minutter, inden jeg opdagede hvad der foregik. Jeg brød sammen i gråd, og han ignorerede det.
Jeg kan huske, at jeg følte det som om min hals lukkede sammen. Jeg havde lyst til at kaste op. Det var selvom jeg ikke vidste, at han ikke kun brugte fingrene.
Det er svært at forklare. Jeg ved nemlig ikke, om jeg i en slags underbevidsthed havde en idé om hvad der foregik. Omvendt kan det også være, at jeg bare havde fået nok af hans hænder.
Men den mangel på viden om hvad der foregik.. den er syg. Jeg kan stadig mærke det fysiske ubehag. Gad vide, om man nogensinde kommer sig over det?
lørdag den 3. maj 2014
"Handlinger gør dig til den du er"
Uanset min holdning til religion generelt, så kan jeg sagtens forstå det smukke i nogle af de budskaber, som står i for eksempel Biblen. Nu er jeg også heldig, at jeg har en rigtig dejlig "tænkeboks", hvor de fleste af mine indlæg også er skrevet. Der er fredeligt, smukt og man kan virkelig tænke over tingene.
Men jeg synes man snakker meget om, at ens handlinger gør en til den man er. Generelt taler man en del om, hvad man har gjort, hvordan man engang var og hvordan man kunne have handlet i stedet. Jeg tror det er en tankegang, som holder folk fast i offerrollen. Jeg blev mobbet. Jeg blev misbrugt. Jeg var måske selv skyld i det. Jeg kunne have sagt stop.
Det man kan gøre i fremtiden er vel lige så vigtigt. Jeg synes det betyder lige så meget hvad man vil gøre, som hvad man har gjort. Man skærer vel en vigtig del af sætningen "jeg blev mobbet" fra, når man ikke tilføjer: "Så jeg vil sørge for, at det ikke sker igen." Eller "Jeg vil komme videre alligevel."
For eksempel med at blive seksuelt misbrugt. En del begår selvmord, som følge af det traume. Men når du stadig er i live, så er "men jeg er stadig i live" lige så vigtig som "jeg blev misbrugt".
Fortidens handlinger er en del af dig, ja. Men hvad du gør fremover er lige så vigtigt. Du behøver altså ikke være et offer for evigt, eller det barn som blev udnyttet. Du vælger (stort set) din fremtid, og den kan være lige så vigtig.
Således er du ikke kun hvad du har gjort, men også hvad du vil gøre fremover.
Men jeg synes man snakker meget om, at ens handlinger gør en til den man er. Generelt taler man en del om, hvad man har gjort, hvordan man engang var og hvordan man kunne have handlet i stedet. Jeg tror det er en tankegang, som holder folk fast i offerrollen. Jeg blev mobbet. Jeg blev misbrugt. Jeg var måske selv skyld i det. Jeg kunne have sagt stop.
Det man kan gøre i fremtiden er vel lige så vigtigt. Jeg synes det betyder lige så meget hvad man vil gøre, som hvad man har gjort. Man skærer vel en vigtig del af sætningen "jeg blev mobbet" fra, når man ikke tilføjer: "Så jeg vil sørge for, at det ikke sker igen." Eller "Jeg vil komme videre alligevel."
For eksempel med at blive seksuelt misbrugt. En del begår selvmord, som følge af det traume. Men når du stadig er i live, så er "men jeg er stadig i live" lige så vigtig som "jeg blev misbrugt".
Fortidens handlinger er en del af dig, ja. Men hvad du gør fremover er lige så vigtigt. Du behøver altså ikke være et offer for evigt, eller det barn som blev udnyttet. Du vælger (stort set) din fremtid, og den kan være lige så vigtig.
Således er du ikke kun hvad du har gjort, men også hvad du vil gøre fremover.
søndag den 20. april 2014
Kys er stadig romantiske
Det er et spørgsmål, som man næsten altid vil støde på. Uanset stand, alder, familie og så videre. Det første kys, hvordan var det? Hvad skete der? Hvad lå der i det?
Uanset hvad, så kan dit første (frivillige) kys være ret romantisk. Selvom du kun er et års tid fra, at sidde og lege i sandkassen med ham/hende du kan lide.
Objektivt set er mit første kys nok ret åndssvagt. Det var i 6. klasse på en lejrtur, under en S, P eller K-leg. Jeg vil ikke gå ind i nærmere detaljer, af hensyn til vedkommendes identitet. Men vi holdt i hånd som en K, som han valgte. Et par dage inden, havde vi nok været lidt tættere end de fleste. Vi var et par drenge der var tætte, men dette var noget helt andet.
Samme aften gik vi en tur i skoven sammen. Det var efterår, træstammer var faldet og vi kunne lugte løven. På et tidspunkt satte vi os på en træstamme. Der sad vi bare og snakke lidt, og så kyssede vi.
Det er nok ikke en særlig romantisk beskrivelse.. men der er ikke meget mere at sige. Vi kyssede og var kærester derefter. Faktisk i ret lang tid. Jeg mindes overhovedet ikke, at vi blev drillet med at være 2 drenge sammen.
Det var så også inden mine overgreb. Det er måske min fordel, og det skal jeg holde fast i. Men den slags minder kan stadig være romantiske, og det skal man holde fast i.
Personligt har det været svært, at finde romantik i mit liv. De ægte følelser, der ikke handlede om at udnytte mig. Men to 12-årig på en lejrskole er da romantisk.
Mit problem med dette minde har også været, at nogle voksne, pædofile måske vil tænde på det. Det lyder tåbeligt for mig selv. Når jeg tænker på dette minde, føler jeg mig bare selv som en vammel, pædofil stodder. "Jeg synes det er romantisk" Føj for satan.. jeg synes to 12-årige der kysser er romantisk.
Men det romantiske er jo ikke, at lure på børn der kysser med hinanden. Mig i det minde er da romantisk. Måske..? Det synes jeg i hvert fald selv.
Det giver i hvert fald håb om, at jeg kan få noget til at fungere hos nogen. Jeg ser kun tilliden og husker duften af efterårsskoven. Det lyder også ret tåbeligt. Men hvorfor kan vi ikke holde fast i de minder?
Nærmere tanker i del 2, som jeg skriver snart. Lige nu skal jeg bare have ordnet noget, i bad og i seng!
Uanset hvad, så kan dit første (frivillige) kys være ret romantisk. Selvom du kun er et års tid fra, at sidde og lege i sandkassen med ham/hende du kan lide.
Objektivt set er mit første kys nok ret åndssvagt. Det var i 6. klasse på en lejrtur, under en S, P eller K-leg. Jeg vil ikke gå ind i nærmere detaljer, af hensyn til vedkommendes identitet. Men vi holdt i hånd som en K, som han valgte. Et par dage inden, havde vi nok været lidt tættere end de fleste. Vi var et par drenge der var tætte, men dette var noget helt andet.
Samme aften gik vi en tur i skoven sammen. Det var efterår, træstammer var faldet og vi kunne lugte løven. På et tidspunkt satte vi os på en træstamme. Der sad vi bare og snakke lidt, og så kyssede vi.
Det er nok ikke en særlig romantisk beskrivelse.. men der er ikke meget mere at sige. Vi kyssede og var kærester derefter. Faktisk i ret lang tid. Jeg mindes overhovedet ikke, at vi blev drillet med at være 2 drenge sammen.
Det var så også inden mine overgreb. Det er måske min fordel, og det skal jeg holde fast i. Men den slags minder kan stadig være romantiske, og det skal man holde fast i.
Personligt har det været svært, at finde romantik i mit liv. De ægte følelser, der ikke handlede om at udnytte mig. Men to 12-årig på en lejrskole er da romantisk.
Mit problem med dette minde har også været, at nogle voksne, pædofile måske vil tænde på det. Det lyder tåbeligt for mig selv. Når jeg tænker på dette minde, føler jeg mig bare selv som en vammel, pædofil stodder. "Jeg synes det er romantisk" Føj for satan.. jeg synes to 12-årige der kysser er romantisk.
Men det romantiske er jo ikke, at lure på børn der kysser med hinanden. Mig i det minde er da romantisk. Måske..? Det synes jeg i hvert fald selv.
Det giver i hvert fald håb om, at jeg kan få noget til at fungere hos nogen. Jeg ser kun tilliden og husker duften af efterårsskoven. Det lyder også ret tåbeligt. Men hvorfor kan vi ikke holde fast i de minder?
Nærmere tanker i del 2, som jeg skriver snart. Lige nu skal jeg bare have ordnet noget, i bad og i seng!
lørdag den 12. april 2014
Mareridt - overgreb
Jeg opdagede noget nyt ved mig selv. Selv næsten 11 år efter det første overgreb, skal jeg stadig lære nye ting og tilpasse mig disse.
Det lyder måske underligt for mange, at kalde det et mareridt. Jeg blev ikke skadet, følte mig jagtet eller noget. Kort sagt gik det ud på dette:
Jeg passede tingene udenfor - heste, høns og så videre -, som jeg plejer at gøre. Min telefon ringer. Min krænker siger, at jeg skal hente ham på den nærmeste station. Det meste af angsten går faktisk ud på, at jeg skal fortælle mine forældre det, men tør ikke. Igennem hele mit mareridt får de faktisk intet at vide. Langsomt nærmer tiden sig, frygten stiger og hans hænder nærmer sig. Jeg ved faktisk godt at det er en drøm. Men alligevel kan jeg ikke flygte.
Det ender med at jeg vågner, skrigende og i panik. Det bliver endda kommenteret, om det var "mig der brølede i nat". Jeg ved godt nok ikke om jeg ligefrem brøler. Men jeg husker hans ansigt foran mit, og jeg tvinger mig selv til at vågne. En gang i mellem følger disse "syn" mig. Det var det jeg så, ham på min pude. Jeg kunne endda lugte ham.
Noget positivt er dog, at jeg hurtigt kan falde i søvn igen. Nu skriver jeg 'hurtigt'. Det vil sige, at jeg står op, går på toilettet, lige tjekker hvor hundene/kattene er og jeg så lægger mig til at sove igen. Uden problemer.
Dette er hurtigt, i forhold til før i tiden: Lægge bange i sengen, gå rastløs rundt, ikke turde gøre noget, toilettet, se et afsnit af en film, børste tænder, gå rundt uden formål, eventuelt prøve at sove..
Men jeg har lært noget helt nyt om mig selv.. For eksempel "Syg i hovedet"-dokumentarserien på DR, bliver mennesker filmet meget tæt på; ansigtet. Jeg lå i min seng og ville falde i søvn til dette. I stedet blev jeg utilpas og angst ved synet af, at der var et ansigt ved siden af mig i min seng. Jeg var godt nok klar over, at det var et optaget program bag en skærm.
Men jeg vågner og ser en skikkelse, som jeg ikke er vant til. Jeg reagerer voldsommere, end jeg selv ønskede jeg gjorde. Det er pinligt når folk kommer til ens sovested, fordi de hørte hvilken lyd man end lavede.
Det lyder måske underligt for mange, at kalde det et mareridt. Jeg blev ikke skadet, følte mig jagtet eller noget. Kort sagt gik det ud på dette:
Jeg passede tingene udenfor - heste, høns og så videre -, som jeg plejer at gøre. Min telefon ringer. Min krænker siger, at jeg skal hente ham på den nærmeste station. Det meste af angsten går faktisk ud på, at jeg skal fortælle mine forældre det, men tør ikke. Igennem hele mit mareridt får de faktisk intet at vide. Langsomt nærmer tiden sig, frygten stiger og hans hænder nærmer sig. Jeg ved faktisk godt at det er en drøm. Men alligevel kan jeg ikke flygte.
Det ender med at jeg vågner, skrigende og i panik. Det bliver endda kommenteret, om det var "mig der brølede i nat". Jeg ved godt nok ikke om jeg ligefrem brøler. Men jeg husker hans ansigt foran mit, og jeg tvinger mig selv til at vågne. En gang i mellem følger disse "syn" mig. Det var det jeg så, ham på min pude. Jeg kunne endda lugte ham.
Noget positivt er dog, at jeg hurtigt kan falde i søvn igen. Nu skriver jeg 'hurtigt'. Det vil sige, at jeg står op, går på toilettet, lige tjekker hvor hundene/kattene er og jeg så lægger mig til at sove igen. Uden problemer.
Dette er hurtigt, i forhold til før i tiden: Lægge bange i sengen, gå rastløs rundt, ikke turde gøre noget, toilettet, se et afsnit af en film, børste tænder, gå rundt uden formål, eventuelt prøve at sove..
Men jeg har lært noget helt nyt om mig selv.. For eksempel "Syg i hovedet"-dokumentarserien på DR, bliver mennesker filmet meget tæt på; ansigtet. Jeg lå i min seng og ville falde i søvn til dette. I stedet blev jeg utilpas og angst ved synet af, at der var et ansigt ved siden af mig i min seng. Jeg var godt nok klar over, at det var et optaget program bag en skærm.
Men jeg vågner og ser en skikkelse, som jeg ikke er vant til. Jeg reagerer voldsommere, end jeg selv ønskede jeg gjorde. Det er pinligt når folk kommer til ens sovested, fordi de hørte hvilken lyd man end lavede.
onsdag den 26. marts 2014
Besat af renlighed - tænder
Jeg aner virkelig ikke, hvad man kan kalde det.. Skade på grund af traumatisk.. negative erindringer der fører til.. øh.. besat renlighed af munden?
Der er nok ikke noget ord for det. Men det jeg tit hører, er at folk bliver 'besatte' af renligheden af deres mund. At man tager sæbe på fingrene, og skrubber tænderne med det for eksempel.
Jeg har haft en ret unormal besættelse af tænder. Normalt børstede jeg tænder 4-5 gange om dagen, og jeg kan kæde det sammen med overgrebene. Jeg føler mig beskidt og vammel i munden.
Jeg får en følelse af, at min mund er så ulækker, at mit tandkød ætser væk af urenligheder. Det er måske et sjældent tilfælde?
Jeg vil meget gerne have kommentarer på, hvordan I har haft det med tandbørstning, hvis I har været udsat for seksuelle overgreb.
Helt konkret er min skade, at jeg har børstet tænder for tit. Det er en permanent skade i tandkødet. Heldigvis har jeg gået til tandlægen tidligt, så jeg ikke når at få problemer med det, hvis bare jeg følger deres vejledning.
Når jeg tænker over det, er det faktisk ret vildt.. Jeg har følt mig så ulækker, at jeg har skrubbet stykker af tandkød væk og spyttet ud. Godt nok over længere tid. Men når jeg sidder og læser mine tanker igennem, er det ikke så underligt. Munden er et meget personligt og intimt sted. Der skal ikke meget til, før jeg føler en klam og ubehagelig fornemmelse i munden; den minder mig om min krænker. For at tage afstand fra overgrebene, har jeg faktisk en nogle ritualer, nu jeg tænker over det:
Skifte sengentøj mindst 3 gange om ugen
Bad med grov svamp 5 gange om ugen (det giver hudirritation)
Huden skal føles frisk; altså exfoliers, renses og vaskes så det hele er rent
Jeg tror noget af det også skyldes, at jeg var i de omgivelser jeg var i. Beskidte, små lejligheder hvor folk røg og så fjernsyn. Det hele var generelt indelukket og klamt.
Men nu har jeg altså været til tandlægen. Jeg har tandkødsskader som følge af, hvordan jeg børster mine tænder. Jeg har været ret hysterisk med det hele, og børstet ret hårdt og flere gange om dagen.
Nu har jeg så købt en elektrisk tandbørste. På den måde burde jeg ikke få flere tandkødsskader, hvilket jeg kan høre mere om i juli måned.
Det er dog ikke noget, som jeg tænker lyder så mærkeligt. Imod ens vilje, er man blevet kysset og berørt på læberne.. Er en hård tandbørstning så ikke det mest naturlige?
Indtil min næste kontrol af tænderne, vil jeg så ofte så muligt skrive om, hvordan jeg håndterer ikke at børste tænder 4-5 gange dagligt, hvordan jeg kan abstrahere fra 'klamheden' og så videre.
Der er nok ikke noget ord for det. Men det jeg tit hører, er at folk bliver 'besatte' af renligheden af deres mund. At man tager sæbe på fingrene, og skrubber tænderne med det for eksempel.
Jeg har haft en ret unormal besættelse af tænder. Normalt børstede jeg tænder 4-5 gange om dagen, og jeg kan kæde det sammen med overgrebene. Jeg føler mig beskidt og vammel i munden.
Jeg får en følelse af, at min mund er så ulækker, at mit tandkød ætser væk af urenligheder. Det er måske et sjældent tilfælde?
Jeg vil meget gerne have kommentarer på, hvordan I har haft det med tandbørstning, hvis I har været udsat for seksuelle overgreb.
Helt konkret er min skade, at jeg har børstet tænder for tit. Det er en permanent skade i tandkødet. Heldigvis har jeg gået til tandlægen tidligt, så jeg ikke når at få problemer med det, hvis bare jeg følger deres vejledning.
Når jeg tænker over det, er det faktisk ret vildt.. Jeg har følt mig så ulækker, at jeg har skrubbet stykker af tandkød væk og spyttet ud. Godt nok over længere tid. Men når jeg sidder og læser mine tanker igennem, er det ikke så underligt. Munden er et meget personligt og intimt sted. Der skal ikke meget til, før jeg føler en klam og ubehagelig fornemmelse i munden; den minder mig om min krænker. For at tage afstand fra overgrebene, har jeg faktisk en nogle ritualer, nu jeg tænker over det:
Skifte sengentøj mindst 3 gange om ugen
Bad med grov svamp 5 gange om ugen (det giver hudirritation)
Huden skal føles frisk; altså exfoliers, renses og vaskes så det hele er rent
Jeg tror noget af det også skyldes, at jeg var i de omgivelser jeg var i. Beskidte, små lejligheder hvor folk røg og så fjernsyn. Det hele var generelt indelukket og klamt.
Men nu har jeg altså været til tandlægen. Jeg har tandkødsskader som følge af, hvordan jeg børster mine tænder. Jeg har været ret hysterisk med det hele, og børstet ret hårdt og flere gange om dagen.
Nu har jeg så købt en elektrisk tandbørste. På den måde burde jeg ikke få flere tandkødsskader, hvilket jeg kan høre mere om i juli måned.
Det er dog ikke noget, som jeg tænker lyder så mærkeligt. Imod ens vilje, er man blevet kysset og berørt på læberne.. Er en hård tandbørstning så ikke det mest naturlige?
Indtil min næste kontrol af tænderne, vil jeg så ofte så muligt skrive om, hvordan jeg håndterer ikke at børste tænder 4-5 gange dagligt, hvordan jeg kan abstrahere fra 'klamheden' og så videre.
onsdag den 5. marts 2014
Spil/film/bøger og overgreb - en teori
Det er selvfølgelig ikke alle bogorme, spilglade og filmentusiaster, som har været udsat for et eller andet særligt. Men over tiden har jeg både oplevet og tænkt på, at der ofte er sket et eller andet.
For eksempel ham den lidt nørdede i klassen blev drillet. Det resulterede i, at han brugte mere tid på computeren - og blev endnu klogere på det område.
Hende der interesserede sig for bøger og var god i dansk, blev drillet med det. Så hun brugte endnu mere tid på det.
Folk med depressioner kan ofte også bruge meget tid på et spilunivers. Man får typisk at vide, at man skal være modig og konfrontere sine problemer, snakke med nogle om det og den slags. Men vi har alle brug for fred. Den travle forretningsmand drikker sig fuld over en fodboldkamp med sine venner. Den enlige mor til 3 sætter sig ud og ryger på altanen.
Men man har altså også brug for en pause fra mobning, tanker om overgreb, depression og så videre. Jeg tror, at mange pårørende bliver opsatte på tanken om, at jo mere og hurtigere man snakker om det, jo hurtigere går det over.
At stå med et problem er ligesom et arbejde:
For eksempel ham den lidt nørdede i klassen blev drillet. Det resulterede i, at han brugte mere tid på computeren - og blev endnu klogere på det område.
Hende der interesserede sig for bøger og var god i dansk, blev drillet med det. Så hun brugte endnu mere tid på det.
Folk med depressioner kan ofte også bruge meget tid på et spilunivers. Man får typisk at vide, at man skal være modig og konfrontere sine problemer, snakke med nogle om det og den slags. Men vi har alle brug for fred. Den travle forretningsmand drikker sig fuld over en fodboldkamp med sine venner. Den enlige mor til 3 sætter sig ud og ryger på altanen.
Men man har altså også brug for en pause fra mobning, tanker om overgreb, depression og så videre. Jeg tror, at mange pårørende bliver opsatte på tanken om, at jo mere og hurtigere man snakker om det, jo hurtigere går det over.
At stå med et problem er ligesom et arbejde:
- Man har brug for at holde fri
- Det er vigtigt at adskille job og fritid
- Hvis man er syg, skal man ikke tage på arbejde
- Ikke alle arbejdsopgaver er til at overskue
Det er også derfor, at jeg holder længere pause fra min blog. En gang i mellem har jeg bare brug for at være mig med mine daglige opgaver, og ikke "ham der blev udsat for overgreb" eller "ham med bloggen". Ligesom på et arbejde, har man brug for at slappe af og holde en ferie.
Jeg tror det er et problem, at folk har så travlt omkring ens situation. Man skal bare snakke med en. Man skal bare fortælle familien om det, og man skal bare skrive ned hvad man føler.
Nu er jeg ikke psykolog, så det kan godt være jeg tager fejl. Måske skyldes min ide om det, som jeg kalder 'fred', en manisk og psykotisk tankegang.
Men tilbage med spil, film og fantasier. Det er den perfekte ferie fra alle de tanker: Du har kontrol over det, du styrer selv hvor meget du vil have, og du kan sætte dig ind i et andet univers.
Jeg tror, at det der er så effektivt ved spil/bøger/film er, at det er et andet univers, men du behøver ikke forlade sofaen for det. Du kan vågne, gribe din gameboy og fra en varm og sikker seng kan du sætte dig ind i en rolle i et andet univers.
Jeg tror faktisk det er sundt. Det kan selvfølgelig være en syg tankegang jeg har, som forsøger at beskytte min egen livsstil. Det tænker jeg tit på.
Men hvorfor skal jeg være "ham der blev voldtaget" hele tiden? Direktøren for firmaet skal jo ikke være direktøren hele tiden; han skal slukke telefonen og bruge tid på sin familie.
Personligt har spil gjort det for mig, at jeg netop har haft den ferie fra den identitet jeg nu har. Jeg har valgt at være åben omkring det. Jeg bruger nok lige så meget tid på det, som jeg gør på mit arbejde. Jeg holder ferie fra mit arbejde, så jeg skal da også have ferie fra at være 'ofret'.
Måske skyldes min enorme interesse i spil og film noget helt andet. Jeg har dog min teori:
I spil og film er der roller, som man kan sætte sig ind i. Oftest i RPG (roleplayinggames), hvor man skaber sin egen karakter og personlighed i et univers, hvor ingen kender en. I et spil kan jeg være ham den stærke, den retfærdige vagt der afslører en pædofil, eller den stille magiker der studerer i en skov. Alle roller giver en form for ro.
Man taler om, at folk bliver glemt i deres diagnoser. Men det gør de jo også i deres oplevelser. Man glemmer voldtægtsofret i vedkommendes situation, og tænker kun på hændelsen.
Jeg kan i hvert fald føle mig virkelig træt og opslidt af, at være "ofret". For det meste vil jeg faktisk bare være mig selv, og have en hel normal, hyggelig aften med mine venner.
lørdag den 1. februar 2014
Drillet med overgreb
Argh, jeg synes ordet "drillet" er blevet så useriøst. Som når folk i børnehaven sagde, at man var kæreste med en eller anden. Men mobning ville ikke være korrekt at bruge. Det er ikke noget der foregår systematisk, konstant eller af de samme mennesker. Det er enkeltstående tilfælde, typisk uafhængigt af hinanden.
Men alt man vælger at være åben omkring, kan være noget som folk bruger imod en. Hvor upassende det end er. Jeg har et par gange hørt, at jeg er klam på grund af det der skete. Når man står i byen og hen kommer hen fordi de har hørt om det, og så siger at jeg da så er rimelig klam.. ja, det er akavet. Eller at man så er en svans, eller ikke en rigtig mand. Min første tanke er altid: "Sagde han/hun virkelig det?"
Dog går det mig underligt nok ikke på. Typisk griner jeg bare kort, og ignorer dem ellers. Måske er der noget galt med mig, fordi jeg ikke reagerer mere på det. Det kan være, at det naturlige ville være en anden reaktion. Måske græde eller gå amok. Eller gå hjem med en indre, dårlig fornemmelse og en følelse af sårbarhed. Hvad ved jeg?
Jeg forstår det i hvert fald ikke. Det kommer jeg nok aldrig til, og det er måske også meget godt.
Man skal bare huske, at det ikke er en selv den er gal med. Man kan ikke gøre for, at andre er idioter. De er nok bare så svage, at de vælger at gøre brug af den slags kommentarer.
Men alt man vælger at være åben omkring, kan være noget som folk bruger imod en. Hvor upassende det end er. Jeg har et par gange hørt, at jeg er klam på grund af det der skete. Når man står i byen og hen kommer hen fordi de har hørt om det, og så siger at jeg da så er rimelig klam.. ja, det er akavet. Eller at man så er en svans, eller ikke en rigtig mand. Min første tanke er altid: "Sagde han/hun virkelig det?"
Dog går det mig underligt nok ikke på. Typisk griner jeg bare kort, og ignorer dem ellers. Måske er der noget galt med mig, fordi jeg ikke reagerer mere på det. Det kan være, at det naturlige ville være en anden reaktion. Måske græde eller gå amok. Eller gå hjem med en indre, dårlig fornemmelse og en følelse af sårbarhed. Hvad ved jeg?
Jeg forstår det i hvert fald ikke. Det kommer jeg nok aldrig til, og det er måske også meget godt.
Man skal bare huske, at det ikke er en selv den er gal med. Man kan ikke gøre for, at andre er idioter. De er nok bare så svage, at de vælger at gøre brug af den slags kommentarer.
søndag den 12. januar 2014
3-års dag for selvmordsforsøg
Jeg havde faktisk glemt det. Men en formiddag for præcis 3 år siden, synes jeg det hele var nok. Der var bare sket en masse dårlige ting, og jeg var endnu en gang i en af mine depressioner. Nok en af de længste jeg har haft. Så jeg drak mig fuld, tog en masse piller og fandt en kniv frem.
Brevet skrev jeg, imens jeg sad og drak. Jeg undskyldte til den der ville finde mig, og skrev at jeg håbede på jeg ikke havde ligget der for længe, så det begyndte at lugte. Så skrev jeg, at jeg ikke magtede livet mere, at jeg ønskede at få fred og at jeg var glad for min beslutning. Der stod også, at hvis noget skulle gå galt og jeg var i live men hjernedød eller noget lignende, så skulle de bare trække stikket ud.
Jeg var alt for fuld til at gøre det hurtigt. Jeg kom faktisk til at skære mig selv i benet første gang, fordi det var så svært at fokusere. Åbenbart. Jeg husker det ikke særlig godt selv. Men jeg kan huske, at jeg ligger på min sofa og egentlig "er væk" (ikke død, bare blackout af piller og alkohol), og min mor vil have mig op at sidde. Hun læser min note og ringer efter en ambulance.
Så husker jeg, at jeg blev hysterisk i ambulancen og kæmpede imod dem: Sparkede, bed, slog ud. Jeg råbte også af dem. I min journal står der, at jeg råbte "fuck af" og lignende ting, og at jeg prøver at hive en sprøjte ud af min arm. Jeg lavede vist et værre rod i den ambulance..
Jeg er rimelig væk indtil jeg kommer til hospitalet. Inde på en stue tager de blodtryk, ser pilleglassene og henter så kullet. Det sorte kul man skal drikke, og som der nærmest er sand i. Der bliver jeg så også bare pisse stædig. Men de får det da tvunget i mig, og der sker det, som beskriver mit liv helt perfekt:
Jeg har forsøgt selvmord. Jeg er tilfældigvis blevet fundet i tide, og skal drikke det kul... Som det viser sig, at jeg ikke kan tåle! Fantastisk. Man har lyst til at dø, men er sur over man er i live, synes det hele er noget lort og så kan jeg ligge og brække mig og være fuldstændig hævet i ansigtet.
Men jeg når at være indlagt i 3 dage. Den "søde" sygeplejerske der var der den første dag, var nærmest sur på mig og påstod, at det hele var et stunt for at få opmærksomhed. Da svarene fra blodprøverne så kom tilbage, valgte hun da at holde mund i det mindste.
Kunne heller ikke komme i bad der. - Og jeg stank langt væk af sprut. Tror faktisk jeg havde tømmermænd nærmest alle 3 dage.
Så kom jeg endelig hjem, og skulle være under opsyn konstant. Der blev holdt øje med alt jeg gjorde, alle former for medicin blev låst inde. Når jeg skulle have medicin, skulle de se jeg slugte det, så jeg ikke gik og gemte på det og forsøgte igen.
Man skal så til sådan en samtale med det psykiatriske distrikt. Efter en samtale på en halv times tid, fik jeg at vide der ikke var noget de kunne gøre for at hjælpe mig. Så blev jeg sendt hjem, uden nogen former for hjælp.
Sådan en oplevelse er bestemt ikke ligefrem det, som får en til at tænke "hvor er det heldigt jeg stadig er i live!". Men nu er jeg her da. Jeg ved ikke helt, om det er en god eller dårlig ting. Jeg har aldrig fået den følelse af "hvor er det godt jeg er i live" tilbage, efter dengang. For hvert forsøg er det som om, at en lille del af mig er død og borte.
Brevet skrev jeg, imens jeg sad og drak. Jeg undskyldte til den der ville finde mig, og skrev at jeg håbede på jeg ikke havde ligget der for længe, så det begyndte at lugte. Så skrev jeg, at jeg ikke magtede livet mere, at jeg ønskede at få fred og at jeg var glad for min beslutning. Der stod også, at hvis noget skulle gå galt og jeg var i live men hjernedød eller noget lignende, så skulle de bare trække stikket ud.
Jeg var alt for fuld til at gøre det hurtigt. Jeg kom faktisk til at skære mig selv i benet første gang, fordi det var så svært at fokusere. Åbenbart. Jeg husker det ikke særlig godt selv. Men jeg kan huske, at jeg ligger på min sofa og egentlig "er væk" (ikke død, bare blackout af piller og alkohol), og min mor vil have mig op at sidde. Hun læser min note og ringer efter en ambulance.
Så husker jeg, at jeg blev hysterisk i ambulancen og kæmpede imod dem: Sparkede, bed, slog ud. Jeg råbte også af dem. I min journal står der, at jeg råbte "fuck af" og lignende ting, og at jeg prøver at hive en sprøjte ud af min arm. Jeg lavede vist et værre rod i den ambulance..
Jeg er rimelig væk indtil jeg kommer til hospitalet. Inde på en stue tager de blodtryk, ser pilleglassene og henter så kullet. Det sorte kul man skal drikke, og som der nærmest er sand i. Der bliver jeg så også bare pisse stædig. Men de får det da tvunget i mig, og der sker det, som beskriver mit liv helt perfekt:
Jeg har forsøgt selvmord. Jeg er tilfældigvis blevet fundet i tide, og skal drikke det kul... Som det viser sig, at jeg ikke kan tåle! Fantastisk. Man har lyst til at dø, men er sur over man er i live, synes det hele er noget lort og så kan jeg ligge og brække mig og være fuldstændig hævet i ansigtet.
Men jeg når at være indlagt i 3 dage. Den "søde" sygeplejerske der var der den første dag, var nærmest sur på mig og påstod, at det hele var et stunt for at få opmærksomhed. Da svarene fra blodprøverne så kom tilbage, valgte hun da at holde mund i det mindste.
Kunne heller ikke komme i bad der. - Og jeg stank langt væk af sprut. Tror faktisk jeg havde tømmermænd nærmest alle 3 dage.
Så kom jeg endelig hjem, og skulle være under opsyn konstant. Der blev holdt øje med alt jeg gjorde, alle former for medicin blev låst inde. Når jeg skulle have medicin, skulle de se jeg slugte det, så jeg ikke gik og gemte på det og forsøgte igen.
Man skal så til sådan en samtale med det psykiatriske distrikt. Efter en samtale på en halv times tid, fik jeg at vide der ikke var noget de kunne gøre for at hjælpe mig. Så blev jeg sendt hjem, uden nogen former for hjælp.
Sådan en oplevelse er bestemt ikke ligefrem det, som får en til at tænke "hvor er det heldigt jeg stadig er i live!". Men nu er jeg her da. Jeg ved ikke helt, om det er en god eller dårlig ting. Jeg har aldrig fået den følelse af "hvor er det godt jeg er i live" tilbage, efter dengang. For hvert forsøg er det som om, at en lille del af mig er død og borte.
Abonner på:
Opslag (Atom)