Jeg havde faktisk glemt det. Men en formiddag for præcis 3 år siden, synes jeg det hele var nok. Der var bare sket en masse dårlige ting, og jeg var endnu en gang i en af mine depressioner. Nok en af de længste jeg har haft. Så jeg drak mig fuld, tog en masse piller og fandt en kniv frem.
Brevet skrev jeg, imens jeg sad og drak. Jeg undskyldte til den der ville finde mig, og skrev at jeg håbede på jeg ikke havde ligget der for længe, så det begyndte at lugte. Så skrev jeg, at jeg ikke magtede livet mere, at jeg ønskede at få fred og at jeg var glad for min beslutning. Der stod også, at hvis noget skulle gå galt og jeg var i live men hjernedød eller noget lignende, så skulle de bare trække stikket ud.
Jeg var alt for fuld til at gøre det hurtigt. Jeg kom faktisk til at skære mig selv i benet første gang, fordi det var så svært at fokusere. Åbenbart. Jeg husker det ikke særlig godt selv. Men jeg kan huske, at jeg ligger på min sofa og egentlig "er væk" (ikke død, bare blackout af piller og alkohol), og min mor vil have mig op at sidde. Hun læser min note og ringer efter en ambulance.
Så husker jeg, at jeg blev hysterisk i ambulancen og kæmpede imod dem: Sparkede, bed, slog ud. Jeg råbte også af dem. I min journal står der, at jeg råbte "fuck af" og lignende ting, og at jeg prøver at hive en sprøjte ud af min arm. Jeg lavede vist et værre rod i den ambulance..
Jeg er rimelig væk indtil jeg kommer til hospitalet. Inde på en stue tager de blodtryk, ser pilleglassene og henter så kullet. Det sorte kul man skal drikke, og som der nærmest er sand i. Der bliver jeg så også bare pisse stædig. Men de får det da tvunget i mig, og der sker det, som beskriver mit liv helt perfekt:
Jeg har forsøgt selvmord. Jeg er tilfældigvis blevet fundet i tide, og skal drikke det kul... Som det viser sig, at jeg ikke kan tåle! Fantastisk. Man har lyst til at dø, men er sur over man er i live, synes det hele er noget lort og så kan jeg ligge og brække mig og være fuldstændig hævet i ansigtet.
Men jeg når at være indlagt i 3 dage. Den "søde" sygeplejerske der var der den første dag, var nærmest sur på mig og påstod, at det hele var et stunt for at få opmærksomhed. Da svarene fra blodprøverne så kom tilbage, valgte hun da at holde mund i det mindste.
Kunne heller ikke komme i bad der. - Og jeg stank langt væk af sprut. Tror faktisk jeg havde tømmermænd nærmest alle 3 dage.
Så kom jeg endelig hjem, og skulle være under opsyn konstant. Der blev holdt øje med alt jeg gjorde, alle former for medicin blev låst inde. Når jeg skulle have medicin, skulle de se jeg slugte det, så jeg ikke gik og gemte på det og forsøgte igen.
Man skal så til sådan en samtale med det psykiatriske distrikt. Efter en samtale på en halv times tid, fik jeg at vide der ikke var noget de kunne gøre for at hjælpe mig. Så blev jeg sendt hjem, uden nogen former for hjælp.
Sådan en oplevelse er bestemt ikke ligefrem det, som får en til at tænke "hvor er det heldigt jeg stadig er i live!". Men nu er jeg her da. Jeg ved ikke helt, om det er en god eller dårlig ting. Jeg har aldrig fået den følelse af "hvor er det godt jeg er i live" tilbage, efter dengang. For hvert forsøg er det som om, at en lille del af mig er død og borte.
