Jeg lærte en enorm tolerance over for andre mærkelige mennesker, hvilket er på godt og ondt. Det gode ved det er, at man ikke lader sig irritere over nogen, som måske ikke lige passer ind. Man lærer en masse forskellige mennesker at kende, og de har alle et unikt syn på livet. Det får man helt af sig selv, når man lever med et handicap. Man kan dele værdsættelsen af de små ting i livet, som et rask menneske måske ikke kan lige så godt.
Derved lærte jeg også at tolerere ting, som ikke var i orden. Jeg tolererede de ting, som min krænker gjorde ved mig og de ting jeg blev udsat for af andre mennesker. Den oplevelse som fik folk til at gribe ind, var da jeg endnu en gang kom hjem fra skole med blå mærker, et kæmpe blåt øje og næseblod. Et par ældre drenge havde givet mig en ordentlig omgang, så jeg måtte til lægen og få fjernet grus og snavs fra nogle ret dybe hudafskrabninger. Jeg gjorde ikke noget, jeg råbte ikke om hjælp eller sagde noget. Da de var færdige, så samlede jeg bare mine ting sammen og gik hjem. Dét er ikke normalt.
Det fik da også folk til at sige noget: "Du skal slå igen, kæmpe imod dem og blive ved til de ligger ned."
Jeg tror ikke man kan forestille sig, hvor galt det så går. Før i tiden havde jeg været i kontrol ved at styre mig selv hårdt, og ikke reagere. Det var som en kæmpe bobbel, som blev større og større - og nu prikkede en altså hul på den fra den ene dag til den anden.
Det var et forsøg på at gøre mig normal, men det ændrede ikke på noget - nu var jeg bare unormal på en anden måde. Der skulle ingenting til, før jeg kunne tænde fuldstændig af. Noget, som nok også må have været et chok for alle omkring mig. Nu var jeg selv blevet til en af de børn, som slog, sparkede, bed, rev, bandede.. alt det.
I vores lille gruppe af udstødte, mærkelige børn med sære tendenser, havde jeg ubevidst haft en vigtig rolle. Den kan bedst beskrives med en episode, hvor en af dem var gået helt amok imens læreren var væk. En af de andre vender sig om mod mig og siger, at jeg skal gå hen og gøre noget ved ham, for jeg er den eneste, som kan gøre noget. Uden at tænke videre over det, gik jeg hen og uden det store besvær fik ham dæmpet ned og lidt væk fra de andre. Det viste sig, at en af pigerne havde sagt et eller andet til ham han var blevet sur over.
Den rolle havde jeg stadig, delvist. Men i stedet for at få ro på situationen, bidrog jeg til den. Når en gik amok, deltog jeg jeg kaoset - og folk havde bare at træde tilbage og forsvinde, for ellers blev der brugt vold. Når 2-3 drenge uden hæmninger eller sans for normal social adfærd flipper ud, så er det altså ikke bare råben og buksevand. Der blev kastet med sakse og sten. Vi kunne tage fat om nakken på folk, og så knalde deres hoved ind i muren eller noget andet. Vi pjækkede for det meste og mødtes rundt omkring. Nogen gange lavede vi hærværk, dog aldrig noget særlig alvorligt. Vi var heldigvis ikke helt gamle nok til, at ødelægge særlig meget.
De flyttede dog væk, så det stoppede på den måde. Efter noget tid blev jeg passiv og ligeglad igen, og ville ikke have noget med konflikter at gøre. Jeg holdte mig for mig selv. Det var også der den voksne ville begynde at kysse med mig.
Men hvorfra skulle nogen lære, at det er unormalt, hvis de går blandt det unormale konstant?
Det kan måske lyde nedværdigende.. Men jeg ville faktisk ønske, at der havde været et eller andet kursus eller arrangement for de mærkelige børn og unge, så vi kunne lære de basale ting. Desværre går det oftest galt først.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar