Hellere leve med det, end at dø med det.
Det spørgsmål har jeg fået meget på det sidste. Der findes ikke noget kort svar på, hvordan man lever med den slags. Alle kommer videre af forskellige grunde, og så er der jo også folk, som ikke kommer videre.
Jeg tror jeg er kommet videre, fordi jeg ikke vil dø som en pædofils offer, først og fremmest. Derudover sammenligner jeg meget oplevelser med det. Ikke andres. Kun mine egne.
Når der sker noget ubehageligt med mig, så virker det ikke så slemt. Men det er ikke på sådan en "men der findes jo værre, så jeg skal bare acceptere det". Det er svært at forklare.. Jeg kan dog prøve at forsøge alligevel.
Det er ligesom hvis en lille dreng på 8 siger til en bokser, at han vil banke ham. Bokseren tænker nok bare "pfft, sikkert, du kommer bare an". Sådan ser jeg på livet. Når en ældre mand først har udnyttet en, man har siddet med næsen i kokain og oplevet depressioner, hvad er der så tilbage? Bring it on!
Dette gælder selvfølgelig ikke andre. Det er udelukkende mit eget syn på mit eget liv, og hvad min egen fremtid kan bringe mig. Jeg ser det lidt som en udfordring til livet.
"Det må du kunne gøre bedre, jeg er her endnu."
"Er det virkelig det eneste, som du kan komme med?"
"Jeg tør vædde med, at dit næste forsøg på at få mig ned med nakken, også kommer til at fejle!"
Om det er en sund holdning at have, ved jeg ikke. Men den hjælper mig. Så længe man ikke direkte opsøger halsbrækkende situationer, så tror jeg det er fint nok. Om det så svarer til, at stikke hovedet i en alligators mund, ved jeg ikke. Kun fremtiden vil vise det, og alle de andre klicheer.
Sådan lever jeg med det. Andre tænker måske det samme, det kan jeg ikke udtale mig om. Men jeg tror, at vi alle har en helt særlig måde, at komme videre i livet på.
Nogle finder desværre aldrig deres måde, og kommer derfor ikke videre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar