onsdag den 6. februar 2013

Overforbrug og erkendelse

De fleste tænker på en voksen, moden person som en, der bor alene, har bil, kreditkort, selv styrer sin økonomi og så videre. Derfor kan det være ekstremt svært, at skulle have en anden til at styre ens penge. At skulle bede sine forældre om, at få nogle af sine penge og forklare hvad de skal bruges til.

Men det kan være nødvendigt. - Og det er mere modent at erkende det, end skulle låne penge eller benægte det.

Da jeg havde mit kreditkort, brugte jeg ekstremt mange penge. Særligt på tøj. Også på alkohol, impulsive shoppingture til København, spil, konsoller.. Men det er en typisk ting, når man bliver manisk. Det kan også være, at man bare er besat af et bestemt mærke, af jakker, tasker eller noget andet. Det kan være virkelig destruktivt. Det kan også være meget svært at erkende.

Personligt skulle jeg så langt ned, at jeg rodede hele min lejlighed igennem for mønter, tomme flasker - også dem på gaden, som jeg gik ud om natten og fandt. Der fandt jeg også indkøbsvogne, som stadig havde mønter i dem. Ellers kunne jeg ikke betale min medicin.
Jeg kunne sagtens have spurgt mine forældre om penge, men det er der også en æressag i. Det er en kæmpe falliterklæring, ikke at have 23 kroner til "livsnødvendig" medicin. Jeg havde også en opsparing, men jeg ville ikke tage fra den.
Det er forskellige ting, som får os til at indse, at nu er det nok. For mig var det ikke prostitution. Men at finde tomme flasker og indkøbsvogne. Prostitution bunder ofte også i en form for seksuel krænkelse, så man tænker bare ikke så meget over det. Selv den dag i dag, gør det mig ikke rigtig noget.

Så dagen efter, gav jeg mine forældre mit kreditkort.
Udover at skulle erkende, at jeg ikke selv kunne styre min økonomi, var der også sygdommen i det. At acceptere, at min mani var så ekstrem og havde så meget kontrol over mig. - Og at det faktisk en dag kunne ødelægge mit liv.

Men man må lære at leve med, at vi ikke kan klare alt. Nogle mennesker kan måske styre deres økonomi, men kan så til gengæld ikke gøre rent. - Og det er trods nemmere, at give sine forældre et kreditkort, end at få dem til at gøre rent for en. Så for hver ting man må opgive, bør man finde en anden ting man selv kan. Selvom det måske ikke virker som noget særligt.

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde får mit kreditkort tilbage. Eller får et nyt, når mit nuværende udløber til sommer. Måske ønsker jeg det slet ikke. Men det er en befriende erkendelse, som hjælper en del på humøret, og man skal ikke længere stresse over penge.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar