Ser vi bort fra, hvis du ender som kriminel, den næste diktator i Korea eller lignende, er der ingen forkert måde at finde sig selv på og ingen forkerte resultater. Ligemeget hvad du ender som eller hvilket udseende du får. Det er først og fremmest dit eget liv og dit eget valg. Du vil måske stadig møde folk, som påstår at du er endt sådan på grund af dine oplevelser. Men ligesom du aldrig vil komme ud for at alle synes du er smuk eller være enige med dig, ligesådan vil hele befolkningen aldrig forstå der. Der vil altid være "de der". Så kommer der en af dem som ikke forstår dig, skal du ikke lade det slå dig ud. Du kan kun selv føle hvad du gør, og du er den som ved det bedst. Bare fordi de ikke tror dig, så kan du stadig få et dejligt liv og en god tilværelse. Din lykke afhænger ikke af de få individer.
Den bedste måde at finde sig selv igen på, er faktisk bare at se hvordan det går. Hvis du hele tiden går og tænker "er det her virkelig mig, mon jeg siger sådan", ender du bare med at blive en som tænker for meget over alt. Man skal heller ikke lade sig afskrække af fordomme og tænke, at det ikke kan være rigtig at du er sådan. For bare 5 år siden havde jeg aldrig anet, at jeg ville være den person jeg er i dag. Eller gå i det tøj, som jeg gør. Hvis jeg havde en liste over "hvordan jeg aldrig ender", ville mit nuværende jeg ligge på top 3.
Fordomme afskrækkede mig også lidt i starten. Sådan nogen med tatoveringer op og ned ad armen, som drikker proteindrinks og går i træningscenter, ej.. Seriøst, det må da være et trist liv. Men udover jeg er ganske tilfreds og faktisk nyder smagen, så er det rart ikke at være den der spinkle brilleabe, som lige glemte at jeg burde være noget højere.
Nogen mænd føler de har en lille diller, og køber så et kæmpe fjernsyn eller en stor bil for at kompensere. Jeg kompenserer for min højde, ved at styrketræne.
Den slags skal man også kunne indrømme. Bare fordi man kompenserer, betyder det ikke man er utilfreds eller ked af det over noget. Men hvis jeg begynder at benægte, at jeg startede med at træne så meget på grund af min højde, så lyver jeg både for mig selv og for andre. Ja, du kan kompensere for noget, men derfor kan man stadig være tilfreds.
I sidste ende handler det jo om, at vi kan gå ud ad hoveddøren med panden løftet og selvsikre skridt. Uden at skulle være et offer, en stakkels lille sjæl som prøver at gemme sig eller lignende.
At andre så ikke ville kunne føle sig tilfredse på den måde, som du lever dit liv, er de velkomne til at synes. De glemmer måske at bare fordi det er deres mening, så betyder det ikke at det konsekvent er sådan for alle.
Den triste nyhed er, at der desværre er mennesker som vil være imod at du får det bedre. De vil ikke sige det direkte, men diskret arbejde imod din glæde. For nogen mennesker er igler, som lever på at andre har det dårligt. Hvis folk omkring dem har det godt, får de det selv dårligt.
Hvad hvis man ikke kan det? Være sig selv. At man føler ikke at 'jeg selv' er det rigtige mig, men det jeg er, er sådan.
SvarSletJeg har mistet troen på at finde mig selv igen, da 'den' er forsvundet.
Når jeg ser mig selv i spejlet ser jeg et udtryksløsansigt, og døde øjne, som intet har at sige om min tilstand. To brune ringe i et hvidt hav uden følelser.
Også tænker jeg hvorfor. Hvorfor er mine øjne udtryksløse, mens resten af familiens er så livlig, fuld af glæde? Hvorfor er jeg ikke et barn længere, når alle andre stadig er? Hvorfor kan jeg ikke finde den person, jeg engang var for længe siden? Hvorfor kan jeg ikke 'føle' længere når jeg VIL?
Du sætter dig ikke og "bare lige finder dig selv". Det tager tid. År. Årtier. Det er en langsom og langvarig process, som er fyldt med forvirring, tanker som dine, opture og nedture.
SletDen bedste start vil nok være, hvis du svarer på alle de spørgsmål du har. "Hvorfor?" "Fordi du har været udsat for det du har." "Hvorfor er jeg ikke et barn længere?" "Fordi situationen tvang dig til at blive voksen."
Selvom de fleste gerne vil have et langt, dybt og alt-forklarende svar, så kan vi ikke altid få det. At acceptere at man måske ikke kan finde det svar man vil have, tager også tid.
Men du vil have svært ved at finde dig selv, hvis du bare går og tænker hvorfor, hvorfor, hvorfor. Du skal først tænke på hvorfor. Eventuelt skrive dine svar ned.
Dernæst må man acceptere, at "fordi jeg blev udsat for det og det" nok måske ikke er tilfredsstillende. Men det er det svar man nu en gang må leve med.
Jeg tror også, at det i sidste ende er det sundeste. Nogen ting skal man bare ikke tænke for meget over, for så ender man bare med at blive trist og besat af det.
At finde svaret på mine spørgsmål... Jeg har ikke svaret!
SletJeg har hverken blevet udsat for mobning, krænkelser eller lignende. Det er jo det, som jeg ikke forstår. De fleste som jeg selv, har nemlig 'a dark side' i deres fortid, men jeg har ikke. Jeg har ikke svaret på mine spørgsmål om hvorfor jeg er blevet som jeg er.
Jeg har dog mine egne problemer ang. mine forældre, skole etc. Men jeg ser det ikke som sådan et problem, at det skulle ændre mig fuldstændigt. Men hele min personlighed er fuld af had for andre. Jeg hader så meget, at jeg også er begyndt at vise overfor mine forældre. Jeg kan ikke kontrollere det længere. Det vokser sig større og større.
Hvad skal man, hvis man ikke kan svarene?
Jeg kender selv den følelse at 'det' som er mig, aldrig er hvad man lige forventer, det man håber på eller lige vil ha'. Jeg er selv overrasket over den slags person jeg er, men efter 5 års kamp imod mig selv, er det vel ligemeget om 'det' vil eller ej. 'Jeg' er kommet for at blive og derved er 'det' væk og erstattet af et mere positivt 'Jeg'.
SvarSlet