onsdag den 5. marts 2014

Spil/film/bøger og overgreb - en teori

Det er selvfølgelig ikke alle bogorme, spilglade og filmentusiaster, som har været udsat for et eller andet særligt. Men over tiden har jeg både oplevet og tænkt på, at der ofte er sket et eller andet.
For eksempel ham den lidt nørdede i klassen blev drillet. Det resulterede i, at han brugte mere tid på computeren - og blev endnu klogere på det område.
Hende der interesserede sig for bøger og var god i dansk, blev drillet med det. Så hun brugte endnu mere tid på det.

Folk med depressioner kan ofte også bruge meget tid på et spilunivers. Man får typisk at vide, at man skal være modig og konfrontere sine problemer, snakke med nogle om det og den slags. Men vi har alle brug for fred. Den travle forretningsmand drikker sig fuld over en fodboldkamp med sine venner. Den enlige mor til 3 sætter sig ud og ryger på altanen.

Men man har altså også brug for en pause fra mobning, tanker om overgreb, depression og så videre. Jeg tror, at mange pårørende bliver opsatte på tanken om, at jo mere og hurtigere man snakker om det, jo hurtigere går det over.
At stå med et problem er ligesom et arbejde:

  • Man har brug for at holde fri
  • Det er vigtigt at adskille job og fritid
  • Hvis man er syg, skal man ikke tage på arbejde
  • Ikke alle arbejdsopgaver er til at overskue
Det er også derfor, at jeg holder længere pause fra min blog. En gang i mellem har jeg bare brug for at være mig med mine daglige opgaver, og ikke "ham der blev udsat for overgreb" eller "ham med bloggen". Ligesom på et arbejde, har man brug for at slappe af og holde en ferie.

Jeg tror det er et problem, at folk har så travlt omkring ens situation. Man skal bare snakke med en. Man skal bare fortælle familien om det, og man skal bare skrive ned hvad man føler.
Nu er jeg ikke psykolog, så det kan godt være jeg tager fejl. Måske skyldes min ide om det, som jeg kalder 'fred', en manisk og psykotisk tankegang.


Men tilbage med spil, film og fantasier. Det er den perfekte ferie fra alle de tanker: Du har kontrol over det, du styrer selv hvor meget du vil have, og du kan sætte dig ind i et andet univers.
Jeg tror, at det der er så effektivt ved spil/bøger/film er, at det er et andet univers, men du behøver ikke forlade sofaen for det. Du kan vågne, gribe din gameboy og fra en varm og sikker seng kan du sætte dig ind i en rolle i et andet univers.

Jeg tror faktisk det er sundt. Det kan selvfølgelig være en syg tankegang jeg har, som forsøger at beskytte min egen livsstil. Det tænker jeg tit på.
Men hvorfor skal jeg være "ham der blev voldtaget" hele tiden? Direktøren for firmaet skal jo ikke være direktøren hele tiden; han skal slukke telefonen og bruge tid på sin familie.

Personligt har spil gjort det for mig, at jeg netop har haft den ferie fra den identitet jeg nu har. Jeg har valgt at være åben omkring det. Jeg bruger nok lige så meget tid på det, som jeg gør på mit arbejde. Jeg holder ferie fra mit arbejde, så jeg skal da også have ferie fra at være 'ofret'.

Måske skyldes min enorme interesse i spil og film noget helt andet. Jeg har dog min teori:
I spil og film er der roller, som man kan sætte sig ind i. Oftest i RPG (roleplayinggames), hvor man skaber sin egen karakter og personlighed i et univers, hvor ingen kender en. I et spil kan jeg være ham den stærke, den retfærdige vagt der afslører en pædofil, eller den stille magiker der studerer i en skov. Alle roller giver en form for ro.
Man taler om, at folk bliver glemt i deres diagnoser. Men det gør de jo også i deres oplevelser. Man glemmer voldtægtsofret i vedkommendes situation, og tænker kun på hændelsen.

Jeg kan i hvert fald føle mig virkelig træt og opslidt af, at være "ofret". For det meste vil jeg faktisk bare være mig selv, og have en hel normal, hyggelig aften med mine venner.

1 kommentar:

  1. Hej Chris

    Jeg ved ikke helt hvor jeg skal skrive dette henne, så jeg håber det er okay, at jeg gør det her i kommentarerne.

    Jeg vil gerne sige tusind tak, fordi du har lavet denne blog. Jeg sætter pris på hvert eneste indlæg du skriver, det hjælper mig mere end du tror. Jeg har fulgt din blog siden begyndelsen, og jeg har længe ville skrive en lille besked til dig, fordi jeg synes du skal vide, hvor meget du har hjulpet mig igennem en svær tid.

    Da jeg var ni år gammel blev jeg rørt ved af en ven af familien. Siden den episode har jeg følt mig ulækker og beskidt, og ikke mindst et kæmpe offer for pædofili. Jeg så ikke mig selv som en overlever, og derfor vil jeg gerne takke dig, fordi du har hjulpet mig med at indse, at jeg ikke skal leve som offer resten af mit liv.

    I dag er jeg femten år, og ingen kender til overgrebet. Jeg overvejer at fortælle mine forældre det, men det er svært, fordi de kender ham så godt. Heldigvis er han ikke så tit på besøg hos os længere. Jeg ved ikke hvad det skyldes, men jeg ved, at jeg nok skal få min historie fortalt en dag.

    Til slut vil jeg gerne dele et digt med dig, som jeg fandt helt tilfældigt på internettet. Det fylder mig med en masse håb, og jeg håber, det vil give dig det samme. Igen, tak.

    Today my professor told me
    Every cell in our entire body
    Is destroyed and replaced
    Every seven years

    How comforting it is to know
    One day I will have a body
    You will never have touched.

    SvarSlet