Dette er mest henvendt til pårørende og hvad man kan forvente i fremtiden. De fleste udsatte starter nemlig med, bare at være i chok. Noget, som måske har fyldt det meste af ens liv i flere år, er pludselig væk. Det er forbi. Noget, som faktisk kan være en yderst skræmmende ting.
Min holdning er, at man aldrig skal forsøge at tvinge folk ud af deres chok. Folk går i chok af en grund - kroppen gør det som et forsvar. Det er et nødvendigt forsvar, og en vigtig del af processen. For hvis alle omkring en med det samme springer frem, spørger, vil have en til at snakke om det og så videre, så lægger man bare unødvendigt pres på. Det kan også hurtigt give den udsatte den opfattelse, at folk slet ikke forstår noget.
Man bør dog altid gribe ind, hvis vedkommende bringer sig selv/andre i fare, eller begynder på en destruktiv adfærd. Man kan dog næsten kun forvente, at det kommer til at ske i et eller andet omfang.
Det kan også være svært at tale om, hvis personen har fuldstændig fortrængt det. Så hvis ens barn siger, at de ikke ved det, når man spørger hvad der er sket, hvordan det skete, kan det være at det virkelig er sandheden; for de kan ikke huske det.
Jeg gik ikke så meget i chok, men minderne var fuldstændig væk i mange år. Jeg havde stadig vreden og nervøsiteten, kunne ikke lide at folk kom tæt på mig fysisk og havde det meget svært ved at knytte mig til nogen. Da det hele pludselig kom tilbage (og jeg mener, det hele) på én gang, gik jeg bare fuldstændig ned i et par dage. Efter et par dages druk måtte jeg så sætte mig, og prøve at få det hele til at passe sammen. Jeg kom blandt andet i tanke om, at jeg engang prøvede at få mig selv indlagt på en lukket afdeling, bare for at slippe væk. Jeg satte mig og læste en masse om seksuelle overgreb, så alle mulige programmer, skrev noter, alt der havde med det at gøre. Jeg skrev digte, noveller, sange, tegnede det. Seksuelle overgreb blev nærmest en besættelse. Men det var for at kunne lægge afstand til det. Jeg tænkte, at hvis nu jeg beskræftiger mig så meget med det, kan det være jeg til sidst bliver immun og det så forsvinder og bliver til en ligegyldig ting.
Jeg talte næsten aldrig om mine egne oplevelser, og meget få vidste det. Men de anede ikke i hvilket omfang.
Man kan godt klare sig alene og komme videre. Men det er de færreste det lykkedes for, og det er en unødvendig lang kamp. - Og på et tidspunkt skal det altså ud. For ellers ender det med at være en virus, der æder en op indefra. Før eller siden må man stille sig op og sige det til hvem som helst, at man blev udsat for det og hvad der skete. For de fleste er det aller sværest at sige det første gang. Men efter et par gange bliver det nemmere, og jo nemmere man får ved at tale om det, jo mindre føler man sig bundet og fanget af det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar