En magisk verden

Så.. jeg har brugt ufattelig mange timer på at spille Final Fantasy VII igennem.. igen igen igen.. igen igen.. (You get the point.) I går snakkede min kæreste og jeg om det med spil, og han sagde at han ikke kendte nogen som gik så meget op i det som jeg gør, eller har hørt om nogen der gik så meget op i det. Så spurgte han pludselig hvorfor jeg egentlig startede.. Jeg var ikke særlig gammel. Et par år. Men jeg spillede det slet ikke så meget, som jeg begyndte at gøre da skolen startede.

Anyway, jeg sagde bare at jeg ikke vidste det. Men spørgsmålet hang alligevel ved, og pludselig gik det op for mig hvor meget jeg går op i det. Det er alt ved det. Det tekniske, at kunne spille musikken, historien, universet, hver eneste lille hemmelighed, hvert twist i historien. Jeg har endda læst alle bøgerne i Elder Scroll: Skyrim. (Til dem der ikke ved hvad det er: Der er MANGE bøger.) Hver eneste lille achievement man kan få skal jeg have.

Det var ikke så svært at finde ud af hvorfor. Jeg skulle ikke på nogen længere spirituel rejse ind i sindet, og det kom heller ikke bag på mig at jeg foretrak en digital og magisk verden.

Bliver man desperat nok, vil man kaste sig over hvad som helst. Hvis der sker noget i ens liv, som gør at virkeligheden bare ikke er til at holde ud, må man jo finde en måde at overleve på. Tænd for fjernsynet og den verden er der. Der er ikke bare én, faktisk. Der er mange, og du har frit valg. I nogen af dem kan du endda nærmest lave dig selv; og du kan ændre alt ved dig selv.

Jeg blev mobbet meget med min højde. Men det behøvede jeg ikke at forholde mig til, for virkeligheden var bare en midlertidig og kortvarig opgave at skulle igennem, og så kunne jeg vende tilbage til min egen verden.

Andre har det eller har haft det på samme måde, uden tvivl. Problemet er bare, at folk tit opfatter det som om, at man slet ikke kan kende forskel på virkelighed og fantasi. Det er jo ikke det der er problemet. Problemet er, at man ikke vil have noget at gøre med virkeligheden.

Når man så sidder på sit værelse og spiller et eller andet spil, har en kat eller en hund ved siden af sig.. så har man alt hvad man føler behov for. Underholdning, en verden at fordybe sig i og nærkontakt.

Jeg tror ikke på, at alle passer ind i beskrivelsen "mennesker er flokdyr, og fungerer ikke alene". Mest fordi jeg ved jeg ikke selv passer ind i det gammeldags synspunkt på mennesker. Jeg har ikke "lært at leve med" at være outsideren, og jeg "slår mig ikke til tåls med" at bruge meget tid for mig selv. Jeg har valgt det, og har faktisk skåret folk ud af mit liv for det.

Nu skal man selvfølgelig ikke løbe ud og slå hånden af alle, bare fordi man tror det er nemmere. For hvis man pludselig får det bedre med sit liv, og vil til at være sammen med folk.. bare få år i en forholdsvis aflukket tilværelse gør altså noget ved en. Jeg kan i hvert fald mærke, at jeg har meget svært ved at overskue, hvis tingene ikke går præcis som jeg vil have det. Jeg bliver hurtig pessimistisk, synes det virker åndssvagt.
Det værste træk jeg har fået, er nok at jeg slet ikke kan tage 'dumme' mennesker. Hvis nogen trækker mig ned, hvis jeg skal arbejde sammen med nogen som ikke helt forstår det, nøj.. jeg får omgående lyst til at flå hovedet af dem. Jeg råber af dem, bliver grov, sukker og gør de ikke som jeg siger, så kortslutter det helt.

Et menneske som opfører sig sådan behøver ikke være forkælet eller "bare en egoistisk møgunge". Det kan godt være fordi vi bare lever en anden livsstil, hvor vi ikke skal tage os af andre end os selv. Det er det samme, som hvis man pludselig bad en der altid var omgivet af mennesker og arbejde sammen med andre, pludselig skulle være helt alene. Hvis samfundet var "imod" den type, ville de blive kaldt svage.

Dem der har sagt jeg bare var en forkælet og egoistisk nar, vil jeg i hvert fald gerne se forsøge at klare min livsstil.

Folk glemmer også det positive ved, at nogen mennesker bare helt vil have meget få venner.. Ikke som i 5 stykker, men kun en enkelt som de ser jævnligt. Først og fremmest glemmer de det positive personen selv oplever, og den forbedrede livskvalitet ved det. Derudover, når man ikke har så mange forskellige mennesker at skulle forholde sig til, kan man fordybe sig i de enkelte, få udvalgte. Man kan tit være der for andre, når de bare lige har brug for at lufte deres "årh, den kælling var bare sådan en idiot i dag og lignende"-tanker.

Det er dog ikke en livsstil man skal vælge, for at undgå folk spørger ind til det der er svært, fordi man ikke vil såres eller man ikke føler sig værdig. Det skal være fordi man virkelig føler, at det er det bedste.
Der er sikkert ingen facitliste for, hvordan man finder ud af det. Personligt gik det op for mig, da jeg opdagede jeg hele tiden fik hovedpine, stress, irriteret og i dårligt humør af, at være sammen med mennesker. Bare sådan generel utilpashed også. Medicin hjalp ikke, det var ikke i forbindelse med noget fysisk eller var på grund af ting som eksamener, arbejde, skole, etc.
De ting som folk sagde var grundene til, at man skulle være sammen med andre.. "Det er vigtig med kontakt, du skal have nogen du føler du kan sige alt til, nogen som du kan have bare et basalt fysisk forhold til" og så videre.. Well, sådan har jeg det med min kat.

I bund og grund handler det om, at vi selv skal skabe den tilværelse, som vi ønsker. Ikke af frygt eller tvang, men af lyst. Du skal ikke vælge et liv efter hvad andre synes, og du skal ikke leve dit liv igennem andre.
Du skal ikke leve et mere isoleret liv, fordi det ikke gør dig så trist. Du skal gøre det, hvis det er hvad der gør dig glad.