Et par aftener siden kom jeg til at tænke på den fysiske følelse, som jeg oplevede ved det først overgreb. Her tænker jeg på den fysiske følelse. - Og forvirringen, hvis det giver mening.
Med det fysiske og forvirringen tænker jeg på, at jeg faktisk ikke vidste hvad han gjorde. Han havde brugt fingrene før, og det var jeg (skræmmende nok) blevet vant til. Det startede typisk i sofaen. Så bar han mig hen i sengen efter noget tid, typisk når han blev søvnig og ville 'putte'.
Jeg mærkede han rodede noget rundt. Men jeg anede slet ikke, at han havde trukket undertøjet ned og ville fuldføre sine tanker. Måske gik der kun et par sekunder.. måske et par minutter? Hvis jeg selv skal vurdere det, tror jeg der gik omkring 2 minutter. Jeg anede ikke hvad han havde gang i.
Typisk oplever man, at man selv er skyld i det og føler skam. Men der anede jeg ikke hvad der foregik. Jeg kan holde fast i det og vide, at jeg ikke selv var skyld i det.
Der gik nok 2-3 minutter, inden jeg opdagede hvad der foregik. Jeg brød sammen i gråd, og han ignorerede det.
Jeg kan huske, at jeg følte det som om min hals lukkede sammen. Jeg havde lyst til at kaste op. Det var selvom jeg ikke vidste, at han ikke kun brugte fingrene.
Det er svært at forklare. Jeg ved nemlig ikke, om jeg i en slags underbevidsthed havde en idé om hvad der foregik. Omvendt kan det også være, at jeg bare havde fået nok af hans hænder.
Men den mangel på viden om hvad der foregik.. den er syg. Jeg kan stadig mærke det fysiske ubehag. Gad vide, om man nogensinde kommer sig over det?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar