Selvstændighed

Jeg har opgivet at finde en forklaring på alle de små særheder, som jeg nu en gang har. Men der er en særlig ting, som min mor og jeg konstant skændes over. Nemlig min selvstændighed.

Nogle tager det måske som en selvfølge, at deres mor ikke blander sig i deres planer, deres privatliv, etc. For andre er det måske netop en selvfølge. - Og jeg ser ingen skam i, at jeg nok har det på "fuck af"-måden, eller min teori om hvorfor.

Når man har været 'afhængig' af, at en voksen kunne blive tilfredsstillet af en, så gider man ikke en ny voksen som overtager, og skal have bruge en for deres egen nydelse. Uanset om det er seksuelt eller ej.
Jeg ved i hvert fald, at efter så mange år som en genstand til at tilfredsstille en anden, er jeg meget hysterisk med, at mine forældre har brug for mig. Jeg er udmærket klar over, at de bare holder fast i deres forældrerolle - og jeg er nu en gang den yngste i familien, udover den nye generation af skrigende spædbørn.

Men at kæmpe for den selvstændighed er noget af en udfordring. Det er i forvejen besværligt, fordi "jamen sådan er teenager jo".Men når man har en dybere mening derudover, kan man virkelig føle, at man kæmper et tabt slag.

Min mor har bestemt jeg er påvirket af alkohol, og sådan er det bare. Fordi jeg er psykisk ustabil, og derfor er alt hvad jeg siger løgn.
Nej, sådan er virkeligheden ikke. Men sådan er deres virkelighed.

Måske hjælper det dem også.. det gider jeg ikke gå op i. Jeg føler ikke, at det er op til mig at lyve om min fortid, så de bedre forstår det. Når bare jeg ikke tværer fortiden ud i hovedet på dem.