torsdag den 25. september 2014

Jeg har dårlig samvittighed over min blog

Det er egentlig så åndssvagt. Men man er jo tit selv sin værste kritiker, og depressioner gør det ikke nemmere. Med en depression er alt galt: Jeg bør ikke stå op fordi jeg nok gør noget galt, og at jeg ikke står op er også at gøre noget galt. Jeg skal ikke tænke på det, fordi så bliver jeg i endnu dårligere humør og gør alt værre. Og når jeg ikke tænker på det, så er jeg ignorant og gør også alt værre.

Jeg er nået en form for vendepunkt i mit liv, hvor jeg kan se hvad overgrebene har gjort ved mig.
Det er ikke et tilbageskridt. Jeg tror absolut at det er fremskridt, at jeg kan koble mit sind sammen med hvad der skete.

Jeg tror faktisk, at jeg har benægtet hvad det egentlig har gjort. Ikke på en gennemgribende måde, så at jeg helt har benægtet overgrebenes virkning. På en måde synes jeg heller ikke, at jeg egentlig har benægtet det. Jeg har bare ikke været klar over det.

Men mit mål med bloggen var egentlig, at jeg ikke skulle have en forpligtelse. Jeg skulle bare skrive hvad der lige faldt mig ind, og hvad jeg havde lært af mine egne overgreb. Ingen akademiske teorier eller lignende.
Når jeg så bare ikke kan skrive i min blog, får jeg det virkelig dårligt og bebrejder mig selv. Jeg skuffer mig selv, jeg skuffer andre, jeg svigter og er ubrugelig, fordi jeg ikke en gang kan sætte mig og skrive noget. Når jeg prøver at skrive noget, så er det værdiløst.

Når jeg er (hypo)manisk, får jeg også en masse ideer. Problemet er, at jeg får flere ideer end jeg kan nå at skrive ned, inden jeg rammer en depression igen. Så skuffer jeg mig selv.
Nu skriver jeg dette, og bliver stadig ramt af skuffelse, bebrejdelse og ekstrem selvkritik.

Jeg er skuffet over:
Ikke at være nået videre
At overgrebene stadig går mig på
Jeg ikke kan skrive bedre
Der garanteret er fejl i min tekst, som jeg er for dum til at opdage
Generelt alle de ting, som jeg ikke har opnået

Bebrejdelse og skyld:
Måske kunne jeg have stoppet det
Jeg skulle have sagt noget den første gang han ragede på mig
Jeg skreg ikke eller råbte på hjælp ved første penetration, så måske kunne jeg lide det
Hvis jeg en dag fortæller mine forældre det, er det min skyld at de vil føle det de gør

Selvkritik:
Det er for lavt, opmærksomhedskrævende og ynkeligt at jeg skrive dette
At, komma, jeg.. jeg skriver så elendigt
- Og at jeg føler at jeg skriver elendigt
Mine ideer til bloggen er rent ud sagt lort, og jeg er dum hvis jeg udfører dem


Men det er nok bare en del af depressioner. Også blandet med den følelse jeg sidder med. De følelser. Der er mange flere, end jeg nok kan beskrive nogensinde. Alt er bare dumt og det hele er min egen skyld. Det er mig den er gal med. Måske burde jeg slet ikke leve, når jeg har de tanker.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar